Af: Kirsten Dahl

14. oktober 2016

Tynde teaterkik

'Alene' er teater fortalt gennem vindueskik ind til rum med computerstyrede mekaniske dukker. Tematisk kredser forestillingen om hvad der sker, lige før børn skal sove. Men der er for lidt kød på såvel fortællingerne som billedsiderne og dukkespillene.

Hvor meget skal der til eller hvornår bliver det for småt til at fungere som teater? Den tanke melder sig hurtigt, når man oplever Rask Frems 'Alene'.

At grænserne mellem de forskellige kunstarter, genrer og optrædeformer glider sammen og muterer, er langtfra noget nyt. At invitere publikum til at opleve en forestilling en ad gangen eller i meget små grupper findes der også mange eksempler på.

Forestillingerne kan fysisk set være meget små. Man sidder alene eller måske to sammen og kikker ind på et spil, som foregår på et lille område foran én. Spillet kan også være medinddragende og foregår på et stort område – inde eller udenfor. Man kan med høretelefoner på blive lydguidet eller blive ført rundt en for en af en performer i en større teaterinstallation, hvor man oplever performere optræde. Måske ser, hører, lugter og smager man på forskellige ting i en fiktion, hvor man måske selv skal gøre noget eller foretage nogle valg.

Men hvad nu hvis der slet ikke indgår levende performere? I dukke- og animationsteaterforestillinger kan man tale om at dukkeføreren i større eller mindre grad træder i baggrunden og bliver usynliggjort. At det her er objekterne eller dukkerne som er i fokus. Men hvad nu hvis de dukker, som indgår, er mekanisk styrede? Hvis dukkespillet er programmeret forud for forestillingen? Hvis dukkeføreren i oplevelsessituationen er elimineret? Hvis det levende samspil mellem dukke og dukkefører og her og nu-tilblivelsen af dukkens magi ikke længere er? Hvordan tager oplevelsen sig da ud?

Kan vi da fortsat tale om teater? Jeg er meget i tvivl.

Inden søvnen-situationer

'Alene' er som sagt sådan et eksempel. Forestillingen – eller teaterinstallationen, som Rask Frem kalder den – er kort fortalt den oplevelse, man får ved at gå hen til et lille hus og der trin for trin følge hvad der sker inde i huset i de fire rum, hvor lyset ét for ét bliver tændt, og der udspiller sig et lille spil. Et spil, et lille animeret tableau, i et rum på hver side af huset.

Spillene kredser – i følge programmet – om de følelser og tanker, som fire børn om aftenen, når de skal til at sove, tager med sig i deres bevidsthed, efter at de om dagen har oplevet en død skarv. Vi får ikke at vide, om det er noget, de har oplevet sammen.

I det første rum møder vi en lille pige, som bliver urolig, fordi hun på loftet ser skygger af en fugl. Pigen rejser sig fra sin seng og taler med sin mor. En mor, som vi kun hører. Morens råd er at tænde mere lys i rummet. En meget lille animation og en ultrakort dialog. En fornemmelse af at noget er svært at ryste af sig.

I næste rum sidder en dreng i et badekar og dykker. Han leger pirat, og gennem den fiktion synes han, ifølge det han siger, at styrke sig selv til at tro på, at han sagtens kan finde ud af klare sig selv.

I det tredje rum sidder en asiatisk udseende dreng i forgrunden og tegner. Det, han tegner, toner op på væggen bag ham. I forhold til de to foregående tableauer er der her mere at se på og overraskes over.

Fortællingen, som er uden ord men med musik, forvandler sig hele tiden. Vi lægger ud i naturen et sted i østen, hvor der er en skarv-lignende fugl og to voksne. Billedet skifter til at udspille sig på sennepsgule dansklignende marker med en mor og en far, der bliver omgivet af store gaver. Gaver som forvandler sig til blomster i massevis.

Og bag det sidste vindue får vi den ordrigeste fortælling: I en seng sidder to søskende. En bror som fantaserer sig til at tage skikkelse af en ridder. En ridder, som bekæmper en drage (læs: den døde skarv) og på den måde viser, at han kan klare sig selv og tillige redde sin søster.

Liden og lydsvag

Line Mørkeby har som ung dramatiker skrevet flere velfungerende tekster. Men disse er for tynde – også selvom det givetvis er med vilje, at der ikke skal være så meget tekst.

Ud over at lyden, ligesom på Aprilfestivalens opstilling af installationen på Frederiksberg tidligere på året, er alt for lav, er der for lidt oplevelse at hente i de små fortællinger. Det samme gælder de mekaniske animationer og det scenografiske.

Der sker for lidt og det som sker og det, der er at se på, er ikke rigtigt igangsættende, hverken i nuet eller senere.

Titlen 'Alene' kan jo referere til den stemning, de fire børn, som har oplevet den døde skarv, har lige inden de skal i seng. Det kan også vise hen til det faktum, at kun én maksimalt to og knapt tre publikummer kan opleve forestillingen samtidigt.

Oftest er man sikkert alene om det. Det er jo også helt i orden, hvis man går berørt og beriget derfra. Men efter de 15 minutter synes jeg mere, det er en tomhedsfølelse og en følelse af at være alene, man går fra huset med. Og det kan vel ikke være meningen.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.