Kæledyr i stof og andre bløde tekstiler. Bamser og andre skabninger er tit små børns allerbedste eje. Det er dem børn leger med, taler til, krammer, putter sig ind til og dem som aldrig må komme noget til, eller blive væk for den sags skyld.
I det lys går Teater NoCanDo's 'Min første bedste ven' rent ind hos målgruppen – at bamsen på scenen tillige er størrelse XXXXL, blæser bare bamse-værdien i vejret. Det samme gør det, at megabamsen har miste et øre…det er jo synd…hvordan mon det er sket?…og godt den ser ud til at befinde sig vel alligevel!
De kærligheds- og omsorgsfulde tanker ryger garanteret også igennem alle de små pudebænkede børn. De kan med genkendelsens glæde spejle sig i, at en bamse – og så endda drengens allerførste (og tilsyneladende eneste) bamse – er een man kan tumle fodboldspillende vildt med, fodre med kiks (som man selv spiser – selvfølgelig), når dens mave rumler, og én man kan lege krig og gemmeleg med.
Måske især de små drenge falder for barn-bamse-cocktailen, fordi Christian Adelhorst Rossil, som iført stribet T-shirt og grå joggingbukser spiller bamsens ejermand, er af deres køn, og fordi Rossil ikke er bange for at boltre sig rundt med den store bamse på scenens kunstige grønne græs.
Hovsa-dramaturgi
Problemet er dramaturgien. Historien slår krøller på sig selv eller rettere den docerer handlingen i en uheldig og uforståelig miskmask-rækkefølge. Hvorfor fx vente næsten helt til forestillingens slutning med at fortælle, hvordan bamsen mistede sit ene øre. Børnene oplever, at en ikke helt fysisk perfekt bamse er akkurat lige så god – ja nok endda bedre end en splinterny af slagsen – og at de varme følelser ikke mindskes af den grund, tværtimod, men det ved børn jo i forvejen. Og i sammenhængen virker passagen, hvor øre-ulykken forklares, noget sent og hovsa-agtigt stukket ind.
Det samme gør replikken om, at drengens ven Rasmus er rejst til Randers. Den kommer sent og dumper i al fald ned som et stort spørgsmålstegn i min teateroplevelse. Hovsa! Nåh! OK! – det her handler altså om en dreng som får oplevelsen af ingen venner at have mere fordi hans kammerat er flyttet langt væk – helt til Jylland!
Rod og utroværdighed
Endelig har forestillingen et markant strejf af noget alt for tuttenuttet. Der må selvfølgelig gerne være søde og bløde ting i forestillinger, og det er fint med en understrøm af, at bamsen giver drengen modstand, trøst og håb. Men når det iscenesættes i en for lind strøm af blødt guitarspil, en meget soft voice-over stemme (Rune Antonio Bro som er behageligheden selv at lytte til) og et spil, hvor de konflikter, som er nærmest, bliver gemt væk eller i al fald kommer dumpende meget sent i handlingsforløbet, så får helheden noget rodet, sentimentalt og utroværdigt over sig.
Og som en lille velment slutkommentar kan jeg ikke forstå, at hverken DSB, ARRIVA eller NoCanDo ikke kan løse billet til en medpassagerbamse på strækningen Sjælland- Randers retur.
