19. maj 2020

Turbo på unge talenter

Statens Kunstfond giver igen i år de mest talentfulde unge kunstnere og kunstnergrupper inden for alle kunstarter mulighed for at blive en del af det toårige karriereprogram, ‘Den unge kunstneriske elite’. 

Programmets intentioner er at sætte fart på udviklingen herhjemme og internationalt for unge talenter inden for arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk og design, litteratur, musik og scenekunst – og krydsfelterne mellem dem.  

Ved sidste års uddeling blev 16 talenter del af ’Den unge kunstneriske elite’. De arbejder på tværs af genreskel, på danske og internationale kunstscener og med kunst for blandt andre børn og unge.

For eksempel eksperimenterer komponist Kirstine Lindemann med kropslige performances, som blander musikalske kompositioner med scenekunst, men operainstruktør Freja Friberg Lyme med ’Øl og Opera’ skaber et frirum, hvor unge kan lære opera at kende.

Også dansekompagniet MYKA med stifter og leder My Grönholdt kom med i programmet sidste år. MYKA henvender sig til børn og deres voksne med deres scenekunst, der kredser om klimaforandringer, bæredygtighed og fremtidshåb (se noten 'Et solidt rygstød til karrieren').

Der blev i 2019 uddelt ca. seks mio. kr. til karriereprogrammets deltagere.

I år planlægger Kunstfonden at udpege 15-20 nye navne – og der er ansøgningsfrist 2. september 2020.

Læs mere om 'Den unge kunstneriske elite' her – hvor der også er link til ansøgningsvejledningen. 

(Billedet: Dansekompagniet MYKA – her med forestillingen 'Natten' blev sidste år en del af karriereprogrammet 'Den unge kunstneriske elite'. Foto: Morten Arnfred)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne