Af: Janken Varden

30. oktober 2013

Trolles tryllerier

Alle har deres historie, og sigøjnerpigen Luludia kan fortælle én, der fører os vidt omkring.

Hanne Trolle sidder med et lille smil på sidebænken i AnemoneTeatrets sal. Børnene, 2-3-4 år gamle, er lidt usikre: Hvem er hun, der er klædt i kæmpe omfangsrige skørter? Og sjal? De kaster stjålne blik i hendes retning. Hun siger ikke noget, måske er hun bare en af de voksne, der skal se 'En duft af Roma'? En lidt mærkelig voksen?

Men hele figuren, og ikke mindst smilet, giver løfter om hemmeligheder – så når hun rejser sig, ved vi med det samme, at hun har noget at fortælle, noget andet, noget spændende. Hende vil vi lytte til.

Trolle har den evne, der er helt nødvendig, når man skal komme i gang med et så ungt publikum – at holde dem fast fra start, at spænde forventninger, at have samme vejrtrækning som os i salen. Det kræver øjenkontakt og stemmebevidsthed, rigtig rytme og rigtigt tempo.

Livets blomst

Hun kommer hurtigt overens med os om, at alle har sin historie – nogle har en baby-søster der hjemme, andre skal snart få – men alle, selv to-tre-årige! har hver især en historie, som er lidt anderledes end de andres.

Og historien om Luludia – livets blomst – tager fat. Født i Indien, men hurtigt fordrevet og ud på vandring. Sådan er sigøjnernes liv – altid på vandring, fra det ene sted til det andet, med sin helt egen kultur og sange og dans. Med omfangsrige bedstemødre og mange historier, med fløjter og trommer, og en kærre med det nødvendigste.

Op af de mange lommer i sine skørter trækker Trolle den ene raritet efter den anden, og alt giver ophav til nye historier. Om far der spillede fløjte og fik en slange til at danse op af kurven, om skopudserdrengen Matheo som Luludia forelsker sig i, om den gamle inder med briller og lændeklæde som kunne stå på hovedet og gøre alle slags akrobatiske øvelser, men helst gik og tænkte kloge tanker om Indiens fremtid, og om Sorte Sarah – gudinden som sigøjnerne altid fejrer 24. maj.

Foruden alle hemmelighederne i lommerne har Hanne Trolle noget mere: De enkelte figurer, hun møder på sin vej, får nemlig liv også gennem Kirsten Victoria Linds fine dukker. Og vi gelejdes både varsomt og effektivt fra den ene situation til den anden via Irene Beckers varierede musik. Melodica, saxofon, guitar eller piano følger os og Luludia på vandringen.

Stoflighed

Fælles for Hanne Trolles én-kvindes-forestillinger er en tilsyneladende enkel scenografi, men med en høj grad af stoflighed. Tekstiler og træ er i heftig brug, men man skal ikke tage fejl: Der er penslet med detaljerne i både dukker og kostumer, rekvisitter og scenografi.

Og den respekt, som Trolle behandler de enkelte ting med, smitter over på publikum. Jeg mærker selv, at jeg sidder med et indre 'Næææh', når slangen dukker op over kurve-kanten, eller når der tændes lys for Matheo.

Medvirkende til denne fornemmelse for tingene, både på scenen og i salen, er Trolles bløde, dansante arme og hænder, når et stof skal draperes, en dukke introduceres, eller en tilskuer eller tre skal spås i hånden: 'Du får noget godt i eftermiddag'; 'Du får et kys, når du kommer hjem'.

En forestilling lige til hjertet.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.