Trofasthedsteater

Der er noget vidunderligt troskyldigt over forestillingen ’Den Blå Time’. Egentlig lyder titlen som noget positivt i retning af Skagensmalernes ’Blå Time’, men udtrykket er tydeligvis ment negativt. Som i ’Den Sorgfulde Tid’ eller ’Den Svære Tid’.

For ’Den Blå Tid’ handler om et ungt norsk par under Anden Verdenskrig, der bliver tvunget væk fra hinanden. Manden Andreas bliver taget af tyskerne og sat i fangelejr, først i Norge og senere i kz-lejren Sachsenhausen, og imens går hans Alfhild bare derhjemme og savner ham – og frygter det værste.

Fine replikdetaljer

Den enkle og medrivende tekst er skrevet af Hege Tokle – og er åbenbart baseret på hendes egne bedsteforældres historie og nogle af de breve, som de skrev til hinanden uden at ane, om brevene nogensinde ville nå frem. ’Jeg gør hvad som helst for dig,’ lyder bedstefaderens kærlighedserklæring.

Det har Hege Tokle så også gjort for at ære sine bedsteforældres minde. Nu er forestillingen i hvert fald realiseret som en vellykket, nordisk co-produktion mellem Syddjurs Egnsteater, Teaterhuset Filuren og Nord-Trøndelag Teater i Norge.

Det skønne er, at teksten er skrevet med den fineste sans for detaljen og med replikker, som både røber indre tanker, men som samtidig hele tiden fører handlingen videre. Figurerne er levende beskrevet, både ædle og ordentlige, men også tvivlende og udmattede. Desuden optræder der hurtigt en tredje person, nemlig censurchef, som tjekker alle breve ind og ud af kz-lejren – og som tyranniserer Andreas og tvinger ham til at skrive kærlighedsbreve, hvis formuleringer hun stjæler til sin egen, ulykkelige kærlighedsaffære…

Sød ping-pong

Det er en fornøjelse at opleve de norske skuespillere Andreas Ven Langø og Johanne Fossheim fra Nord-Trøndelag Teater i rollerne som de to unge.

De spiller klart og præcist. De har en sød ping-pong mellem sig, og deres norske sprog har en charmerende klang, som de danske teenagere tilsyneladende hurtigt vender sig til.

Andreas Ven Langø har en fin ro over sin torturerede og udsultede krop, og Johanne Fossheim har en overbevisende usårlighed over sin insisteren på, at alt en dag vil blive godt igen – iført nydelig kravekjole og urolig cardigan.

De andres skyld

Instruktøren Hanne Brincker har iscenesat skuespillerne med en fin, nøgtern realisme og samtidig med en psykologisk dobbelthed, der viser, hvor meget de to gør sig umage for at skjule virkelighedens ængstelse over for hinanden. Desuden præsenterer forestillingen de unge for en effektiv europæisk sproglogik, når Andreas lærer sig at forstå ordrerne fra de tyske soldater – og når han senere møder lejrens tyske censurchef, som faktisk også taler dansk, fordi hun kommer fra Flensborg.

Censurchefen spilles af Dorthe Hansen Carlsen, der her brager over scenen med en voldsom og bevægende skildring af en kvinde, som er blevet snydt af sin mand, og som nu lader sit had gå ud over fangerne i lejren. Hun virker totalt utilregnelig – og er tilmed fordrukken. Da en stor jøderazzia hærger lejren, er hun ikke den, der beskytter nogen, udover altså lige sin personlige poet Andreas… Som hun snerrende ondt fremsnøvler listen af nazismes fjender og til lyden af ’Lili Marleen’ i radioen:

’Det er jødernes skyld. Det er polakkernes skyld. Det er de homoseksuelles skyld. Det er kvindernes skyld…’

Og man kan mærke, hvordan dette grundløse had spruttet ud over en whiskyflaske ryster de danske teenagetilskuere.

De hvide busser

Scenografen Niels Secher har skabt en overbevisende og nødtørftig scenografi af køjer og forhæng, hvor rummet skifter elegant – fra en norsk café til et høloft og en kz-lejr. Errol Maynard har skabt animationer, der ubesværet projiceres op på forhængene, så man får glimt af nogle af de historiske højdepunkter fra krigen. Også billederne af de hvide busser, der bragte de overlevende fanger ud af kz-lejrene igen – typisk med første stop uden for Tyskland i Frøslevlejren ved Padborg.

Lysdesigneren Jesper Jepsson har betænksomt ladet varme og kulde bestemme over lysfarverne, så tilskueren aldrig er i tvivl om hverken farlighed eller tryghed undervejs. Og Linea Tokyo har tilsat musik med både harmonikaeftertænksomhed og klokkevarsler.

’Den Blå Tid’ er en historisk forestilling med en sjælden enkelhed og en universel historie om aldrig at tabe modet. Her er intet popsmart, for dette er autentisk skæbneteater med norsk jordnærhed og dansk enkelhed i venskabelig forening. Men først og fremmest er det teaterkunst med hjertet på rette sted.