Trillebanetrylleri

Kan man tegne ting frem? Kan man tygge en bold? Kan man blæse græs på plads? Kan et lille bitte hus sige meget store tilfredshedslyde? Kan man trille bolde rundt i en bane og hver gang få det til at krible af spænding i forhold hvilken bold det nu er som er på vej? – hvis det overhovedet ér en bold! Hvis en kat mjaver for højt, kan man så bare skrue ned for lyden ved at tegne katten mindre? Kan man få vand ud af en hane af pap?

Kan man i det hele taget på fronten af en stor kasse af pap konstruere akkurat lige præcis lige det man har brug for – voila – så er det der!

Jep, Mandøe kan og som raden af publikummer sidder vi og afgiver en helt luftopvarmende lyst. En lavmælt begejstringsfyldt lyst til bare at være i rum med det som - Højj!, Hov!, Vupti! Og Ahaa! - sker lige foran os i en symfoni af forundringsglæde og skabelsesfantasi. 

En flora af fantasi

Fornemmelsen af det rene trylleri popper gang på gang op under 'I begyndelsen var begyndelsen' – Og ikke nok med det – det er trylleri i særklasse – trylleri med MAGI, som gør denne forestilling så fortryllende.

Publikum store som små på Skolen, Døesvej 7 i Holstebro var begejstrede. Kunne man aflæse 'aura' omkring os tror jeg det vil have set ud som et regnbuehav af glade kulører – og i centrum - inde på den lille (cirkus)arena går Claus Mandøe rundt og lyser fuldkomment turkist op i noget der fik mig til at associere en svalehaleklædt H.C. Andersen – en digter, som til lejligheden havde fået udskiftet sit alvorsfulde sorte dress med et muntert blågrønt kittelkostume.

Nuvel – måske associationen også hænger sammen med Mandøes statur og hans digterisk fabulerende væsen.

Mandøe-magi

Mandøe er en skuespiller som helt uvægerligt skaber koncentration og opmærksomhed omkring den figur han spiller, de gøremål hans figur lystent kaster sig ud i og de ord, der som musik, danser ud af hans mund. Og så er det ikke at forglemme nærmest ubegribeligt, at han kan få noget så teknisk avanceret, som forestillingen i virkeligheden er bag det nøjsomme og naive ydre, til at se så ufatteligt legende let ud.

Mandøe kan skabe magi omkring sig – og når han som her bevæger sig ud i en historie, som er noget mere abstrakt (og så alligevel ikke – herom senere) så bliver det virkeligt interessant at være i hans selskab.

Det hele (forestillingen) begynder i begyndelsen – med små tændte dioder, som lyser det rundt afgrænsede spilleområde op som galakser i himmelrummet. Det store uendelige univers antydes, men vi bliver heldigvis ikke hængende her – vores fokus bliver hurtigt efter flyttet til et konkret lige her og nu – det bliver skudt ud i en bane – ud i den cirkelrunde rille som helt tæt på afgrænser scenen fra os.

Her drøner pludselig en lille rund lysende grøn kugle rundt. Kuglen tager hele cirkelbuen rundt. Den fiser ud fra et hul i siden forneden på en stor papkasse for foden af kuglebanen og drøner ind i kassens modsatte side.

Siden suser flere bolde ud og fanger vores interesse både fordi de er i nye farver, andre formater, nye tempi og sågar lavet af overraskende ting. Nogle kugler bremser op undervejs og gør de det, er der ingen som har lyst til eller behov for at obstruere. Alle har som det mest naturlige af alt lyst at hjælpe kuglen videre og senere til at give en hånd med i små opgaver – med at holde et lille æg mellem hænderne, passe på små paraplyer etc.

Humor og uforudsigelighed

'I begyndelsen var begyndelsen' er en forestilling om at forundre sig, om at afprøve, eksperimentere, gentage, fryde sig over gensyn og også være lysten efter forandringer.

Den viser og drager med ganske meget humor, en pæn portion trylleri og lige så meget nænsomhed sit publikum med ind i et poetisk ladet og herligt uforudsigelighedsfyldt forløb, hvor det handler om at gå på opdagelse og om at tage åbent og kærligt hånd om det som sker lige for næsen af os.