Af: Morten Hede

11. november 2021

Tre sider af samme Christiane F

Teater Vestvoldens forestilling ’Christiane F’ er en både velspillet og virkningsfuld beretning om en 13-årig piges vej ind i stofmisbrug.

Hvordan holder man de unge fra stofferne? Er det skræmmebilleder, objektiv oplysning eller virkelige beretninger, der virker bedst? Ungdomsforestillingen ’Christiane F’ på Teater Vestvolden gør lidt af det hele. Vi oplever den sløvende heroinrus og de barske scener fra ungdomsmiljøet, vi hører om drømmene om at blive clean, men vi forstår også længslen efter dét, som stofferne giver.

Forestillingen tager udgangspunkt i den kun 13-årige Christiane Felscherinows personlige historie om sin vej ind i et alvorligt stofmisbrug i 1970’ernes Vestberlin. Historien er blevet fortalt til to journalister, da Christiane Felscherinow er 16 år gammel, og udgivet i bogen ’Wir Kinder vom Bahnhof Zoo’ fra 1978 (dansk titel: ’I morgen er det slut’). Desuden inddrager tyske Patrick Wengenroths dramatisering scener fra filmen af samme titel, samt tv-interviews og artikler.

I denne version oplever vi Christiane og personerne omkring hende igennem tre skuespillere. Tid og sted bliver straks præsenteret: Vi er i Berlin i 1975, og miljøet er et betongråt boligkompleks, hvor der lugter af lort.

Der er ingen tvivl om, at Christiane ikke kommer fra et stabilt hjem, og hendes higen efter et tilhørssted drager hende imod en klike af seje piger og drenge. Det begynder med nogle ’totalt fede skiver’ med David Bowie og Led Zeppelin, men snart er der øl og hash på bordet i den kirkelige ungdomsklub, og så er der ikke langt til rave-party på LSD og gadeprostitution.

Hun kæmper imod dét, der også for hende selv synes at være det ultimative skråplan, nemlig at sprøjte heroin i blodet. Men også så vidt når hun, før hun til sidst beslutter sig for at søge hjælp på en afvænningsklinik. Hun drømmer om en narkotikafri fremtid med sin kæreste Detlef. Men vejen hen til klinikken er sværere end som så.

Velovervejet forestilling

Flora Brandt står bag blandt andet scenografien, som består af flytbare betonsøjler, der på glimrende vis udtrykker de fysiske omgivelser i såvel boligblokken som det kolde undergrundsmiljø. Samtidig har hun skabt et lysdesign, der viser os både farverige syretrip, dunkle stemningsbilleder og et kraftigt lysende håb.

Instruktør Anders Lundorph udnytter scenografiens mange muligheder storartet og får skabt en medrivende og tilgængelig beretning. Vi fornemmer et klart og veldefineret formål med forestillingen, som hverken iscenesættelsen eller de medvirkende taber af syne.

Der dukker dog to korte scener op, hvor vi hopper i tid og sted til et senere tv-interview med Christiane, der fortæller om sin fortid som misbruger. Disse scener synes underligt forlorne i forhold til resten af forestillingen – både hvad angår det stilmæssige udtryk og dramaturgien. Og idet den første af scenerne først kommer halvvejs inde i forestillingen, forstår vi for sent, at de fungerer som en slags rammefortælling. Det bliver desværre ikke ordentligt etableret.

Ikke desto mindre får vi indtryk af en særdeles velovervejet forestilling, der med både rutine og teknisk overskud fortæller en relevant, væsentlig og nærværende historie.

Forskellige karaktertræk

De tre medvirkende springer letbenet imellem de forskellige roller og griber hinandens replikker, når de på skift gestalter Christiane. Det er ikke på noget tidspunkt uklart, hvornår de påtager sig rollen som Christiane, men de spiller hende på tre vidt forskellige måder, så vi i begyndelsen har svært ved at få karakteristikken på plads.

Men efterhånden går det op for os, at de ikke spiller forskellige versioner af Christiane, men at deres udtryk måske nærmere skal ses som forskellige sider af den samme pige.

I hvert fald mærker vi især de store følelsesudsving hos Lise Lauenblad, der med vidtåbne øjne og en vældig fysik maler både lykkefølelse, utryghed og sorg, så vi mærker dem på egen krop. Charlotte Fich skaber billeder med sit skuespil, så vi igennem hende ser både Christianes væremåde og hendes omgivelser for os. Og endelig skildrer Ene Øster Bendtsen en dybere psykologisk karakteristik, så vi får en fornemmelse af et intelligent, grundængsteligt og kærlighedssøgende menneske.

Desværre har vi tendens til at glemme undervejs, at vores hovedperson kun er et barn, hvilket er afgørende i de scener, hvor hun sidder på et offentligt toilet med en sprøjte i armen eller sætter sig ind i en fremmed mands bil som prostitueret. Vi får en tydelig fornemmelse af et ungt menneske, men det er de jævnaldrende publikummere i salen, der for alvor gør denne anmelder bevidst om, hvor ung en 13-årig i virkeligheden er.

Den bevidsthed skal man altså sørge for at indprente sig, når man går ind og ser ’Christiane F’ på Teater Vestvolden. For det er helt klart en forestilling, som denne anmelder vil anbefale, at man ser. Rent teknisk er det en gennemført, velspillet og virkelig virkningsfuld forestilling. Og for de unge er det en uundværlig fortælling om at træffe de rette valg i tide.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.