Tragikomisk socialrealisme

I modsætning til en rigtig 'Boomerang' rammer Teatret NEOs forestilling ikke publikum i nakken. Men det velskrevne, australske skuespil om mobning af den mest ekstreme og onde slags skaber en knugende fornemmelse indeni.

Det sker efterhånden som de to medvirkende i en lang række roller får pirket til publikums følelser og samvittighed.

Med afsæt i en skoleudflugt til et nedlagt fængsel rulles en brutal historie op, der er lige så rå som scenografiens nedslidte, trøstesløse jernrør. Til gengæld er den betydeligt mere levende.

Den handler om Ray, klassens syndebuk og alt for nemme mobbe-offer, som Erik Viinberg spiller med desperationen sitrende i den evigt urolig krop. Han er en dreng uden syndelig opbakning hjemmefra. Men det har Freddy Snotnæse og mange af de andre i klassen heller ikke. Ray har bare den store fejl, at han mangler modet og evnen til for alvor at svare igen. Derfor opleves hans tragikomiske skæbne lige så ubønhørlig som uundgåelig og i høj grad nutidig.

Selv om skuespillet ikke er nyt hverken i stilen, hvor læreren er ren karikatur, eller det socialrealistiske indhold. 

'Boomerang' er en forestilling, der helt beror på skuespillerne. Men det fungerer, når teenagedrengene med få ord og karakteristiske attituder placeres  i et velkendt klassehierarki, hvor den mest velbjærgede fører an.

Rørende ukuelighed

'Det er guld' lyder hans motto, når Uffe Kristensen med hånlig kynisme finder på nye modbydeligheder.  Som at skubbe Ray ind i den forhenværende dødscelle og smække døren i. Uretfærdigheden er til at tage og føle på, når han bagefter får skylden for de andres ondskab. Men man får også lyst til at råbe advarende, når faren råder Ray til at bruge hovedet og give igen.

For selvfølgelig fører det til den totale ydmygelse. Ray får læsterlige tæv, bliver smidt ud af skolen og tvangsfjernet hjemmefra. Det er ren nedtur, der får en til at krumme tæer over de ansvarliges åbenlyse ligegyldighed. Men som den antihelt, Rays figur også er, får han gennemført sin helt egen optur. Den varer, lige indtil han flere år efter besøget i fængslet igen ramler ind i sine gamle plageånder.

Uden tøven bliver symbolet på unge Rays første lille succes, en fin, gammel bil, molestreret til ukendelighed. Det er som sædvanlig flokkens anfører, som grinende tager initiativet til ødelæggelsen. Men denne gang rammer hans egen ondskab ham som en boomerang, og man er tæt på at godte sig, når han må betale med noget af sin førlighed for at ødelægge et andet menneskes liv.

Ray tager for første gang mod til sig og gør kort proces. Han kører fyren over, så han blive halt. Selvtægt er naturligvis ikke anbefalelsesværdigt, men for publikum er hans handling stærkt forståelig. For Ray selv er prisen for opgøret en tur bag tremmerne. Før han med en rørende - men ikke rørstrømsk - ukuelighed begynder forfra med at spare sammen til en ny bil og et nyt liv.

Man begynder at tro på, at det vil lykkes.