Med deres nye sommerforestilling ’Grænsen’ viser Dansk Rakkerpak, at de er i komisk-satirisk topform. Men der er også noget andet. De vante crazy påfund opleves mindre løsslupne og sjove også for deres egen skyld og mere hårdtslående.
Præget af den aktuelle baggrund af tragisk alvor, som krigen i Ukraine har bragt med sig. Det skyldes ikke kun et udefinerbart flag i gult og blåt, der skiftes ud med et sort, men fornemmes som en grundstemning i dramaturgi og iscenesættelse.
Temaet om flygtninge og grænser og de politiske ledere, der forlanger dem bevogtet, kendes både i øst og i vest og også herhjemme. Der er knald på kritikken, som er fuld af skæg og ballade, og som assisteres af diverse tableauer, der gør grin med alle slags militære styres oppustede selvfremstilling. Samtidig har satiren tydeligvis mest adresse til Rusland og minder os om, at der i virkeligheden ikke er så meget at grine af.
Men åbningen er skøn, og det er resten af ’Grænsen’ også. Fire personer gør deres entre, som med kostumer, gakket kropssprog og tempo tydeligt indikerer, at de har hver deres nationalitet og personlighed. Men tre af dem får hurtigt noget til fælles, som de – og vi – ikke har forudset. De bliver flygtninge og stuves sammen i en lejr, og selv om det – ved et barns mellemkomst – ender godt, skal de først grueligt og grinagtigt meget igennem.
Efter et kort mellemspil, hvor alle fire personer gennemgår en hårdhændet indslusning med sprøjter og iskoldt brusebad, iklædes de cirkus-uniformer og går i træning som grænsevagter. Det går muntert for sig med smukt timet udnyttelse af alle muligheder for klodsede, misforståede forsøg på eksercits, der skal vise, hvad de kan – og især ikke kan – præstere. Det kulminerer med en udmarch, hvor de tæt klinet sammen tumler af sted til bragende militærmusik.
Det er en af forestillingens mange gode lydkulisser, der bidrager med meget mere end blot musik. Lige som de medvirkendes flot mestrede pludresprog, kattemjaven og hønegok-gok er det med til at guide publikum sikkert gennem de ydre forviklinger og indre budskaber.
Krumspring og forklædninger
Men så går en grænsebom med ét ned og et vagthus rejser sig. En af de fire er blevet særligt udvalgt som grænsevagt, og han udviser straks de andre til den forkerte side af bommen, så de pludselig er fremmede og dermed uvelkomne.
Gyldige pas og visumhelvedets bureaukrati baner ikke vejen tilbage. Derfor prøver de med alle mulige og umulige krumspring og fikse forklædninger fra julemand til højgravid at slippe forbi italienske Claudio Levati, hvis herligt fjoget-skrappe grænsevagt og træfsikre pantomime ikke er til at stå for.
Et håbefuldt øjeblik indtræffer, da spanske Cristina Aguirre, som ellers er den mest frygtsomme af de fire, fanger vagtens opmærksomhed med glødende flamenco-dans. Den får ham til straks at gribe guitaren, men ud kommer de ikke.
I stedet fortsætter løjerne og udbryderforsøgene, hvor især danske Maja Rehøj går frygtløst til makronerne. Alle bliver dog hver gang gennemskuet og sendt tilbage over grænsen, hvor de sidder fast i en flygtningelejr med sparsomt vasketøj på en snor.
Desperationen og de indbyrdes aggressioner vokser, og først da en lille sød pige – sikkert af ensemblets egen avl – bliver hentet til hjælp af grænsevagten, lysner det. I første omgang havner hun også i flygtningelejren, hvor kulde får alle til at rykke tæt sammen, og grænsevagten henter sig et tæppe. Men synet af de rystende mennesker bliver for meget for ham. Han lægger tæppet over dem og tilbyder kaffe og småkager, som alle kaster sig over. Undtagen manden med de ustyrlige arme og ben, en mystisk musiktaske og det gode britiske navn Steven.
Indeni gemmer han på danske Niels-Peter Kløft, der rasende trodsigt afviser grænsevagten, indtil han stiller med et gigantisk bæger popcorn. Det sætter fut i humøret og musikken og indgiver grænsevagten mod til at gøre oprør mod den usynlige onde tordenrøst, der forestillingen igennem har styret ham og slagets øvrige gang. Styk for styk ryger uniformen af, og han slutter sig til de andre, mens det sorte flag effektfuldt glider på halv til en pibetone, der langsomt dør ud.
Så nemt stoppes verdens flygtningestrømme og krigen i Ukraine ikke. Men med deres nye helstøbte forestilling ’Grænsen’ appellerer Dansk Rakkerpak lige så ekstraordinært meget til eftertanken som til lattermusklerne.
