Traditionelt og hjertevarmt juleeventyr

Selvom eller måske netop fordi  'Snefald' er sentimental og meget ligeud, bevæger den én derud, hvor det stikker herligt i hjertet. 

Man får en kærlighedsfyldt klump i halsen og bliver ganske enkelt smittet af forestillingens humør og varme, og af dens klare budskab om det store i tilgivelse og det sunde i sammenhold.

Tre skønne skuespilpræstationer 

Odense Teaters 'Snefald' bygger på en norsk julekalender, der blev sendt i dansk TV for et par år siden (i 2017).

Det er i høj grad tre skuespillere, som giver 'Snefald' scenisk liv. Lea Baastrup Rønne spiller kækt og med en skøn naturlig blanding af sødme, længsel og resolut handlekraft den forældreløse pige Selma, som nu på sjette år bor hos den midaldrende Ruth, da børneforsorgen endnu ikke har fundet en plejefamilie, hvilket ellers var aftalen. 

Ruth er en kvinde, som på overfladen tager sig ud som en rigtig tørvetriller. Som en skygge af sig selv bevæger hun sig rundt i sin farveforskrækkede grå og humørforladte lejlighed og undskylder sig overfor Selma med ordene: 'Jeg er bare ingen børneekspert'. I virkeligheden har hun et stort, varmt bankende hjerte. 

Malene Melsen gestalter Ruth med en kejtethed og med indestængte følelser på en måde, som er aldeles charmerende. Takket være den sublime skuespilpræstation giver Melsen kæmpestor substans til en rolle, som nemt kunne tage sig kedeligt banalt ud. Man kan ikke andet end at komme til at knuselske den Ruth, som først meget modstræbende smager på farver og livslyst, for langsomt – og med hjælp fra Selma og nabodrengen Håkon, at slippe den kærlighed, hun har i sig, fri. 

Anton Sager spiller Håkon med en herlig livfuldhed i både krop og stemme. Håkons motto er: 'December er måneden for mirakler. Alt kan ske!'. Første gang han møder Selma kalder han hende sin ven. Og da Selma er i 'Snefald', besøger han Ruth og giver hende først en rød julestjerne, så et pyntet juletræ og siden en julemiddagsinvitation. Vi tror helt uvægerligt på ham og kender på kornet den optimistiske og glædes-givende type, han spiller. 

Nissebørn og jaloux nisse

De skuespiluddannede voksnes præstationer er hele vejen igennem fine. Og de mange medvirkende børn er flot integreret i helheden, hvor også en levende hund, Kasper, indgår. Optrin og syngenumre med børn i fokus glider fint ind i helheden og Kasper lystrer de entreer og sortier, den har og spiller en vigtig rolle som Selmas elskede holdepunkt og siden i den lille familie, som Julemanden til slut sørger for at Ruth og Selma forenes i. 

Nisser og julemanden fylder nemlig meget i 'Snefald'. Ved hjælp af en drejescene og et magisk skab i Ruths lille lejlighed, havner Selma i 'Snefald', som er nissernes og Julemandens land. Og i 'Snefald' får hun både en kæmpegave og en stor mission. 

Gaven er, at Julemanden viser sig at være hendes bedstefar – så vupti har hun en familie og er faktisk halvnisse! 

Missionen er at redde Julemanden fra sovetågen, hvor han havner, da hans nissesekretær, Winter, bliver jaloux over, at det ikke er ham, som skal være den gamle julemands lærling og efterfølger. 

Brevduer og motorcykel-kane 

Frede Gulbrandsen og Peter Friis har som iscenesætter og koreograf forstået at arrangere og balancere spillet, så den godt skårne og ukomplicerede fortælling glider hen over scenen med både sødme, liv og substantiel nerve. 

Krogh og Bjørnvad har som scenograf og kostumier sørget for visuelt at plante julestemning og rekvisitter, som skaber særlig opmærksomhed. Med røde nissehuer og store hvide iskrystaller i 'Snefald', hvor Julemanden er travlt beskæftiget med glaskugler, som først lyser, når de ønsker, børn har sendt til ham med hvide (videoanimerede) brevduer, går i opfyldelse. Og med en julekane, der har både hjul og lyd, som en gammel Harley-Davidson.

To timer og et kvarter i teatret kan vare trættende længe for både børn og voksne. Men i 'Snefald' flyver tiden godt og raskt af sted. Fordi historien både er fuldstændig tilgængelig og samtidig har et dybere lag, der handler om ensomhed, næstekærlighed og tilgivelse. 

Lag, som ikke virker forlorne eller påklistrede. Fordi der for alle aldre er noget at være optaget af og kikke på hele vejen igennem. Og fordi skuespillet i en sikker iscenesættelse og udmærket koreografi er gennemført godt.