Tøsefnis i himmelsengen

Himmelsenge er fulde af drømme. Eller også ser de bare sådan ud for os, der altid har ønsket os en himmelseng – med eller uden spejl i... Og 'Fridas Himmelrejse' er en fin, lille forestilling om Frida, der har så svært ved at falde i søvn under den forjættede sengehimmel. For Frida skal hele tiden liiiige et eller andet. Og Susanne Noer hopper rundt og lægger fødderne på puden for at se, om det hjælper, akkurat lige som Pippi. Men det gør det nu ikke. Først da Lotte Kielbergs fe får folkevisetonerne til at vælte ud af sin harmonika, begynder Frida at glide ind i drømmen. Hun tager sin hue på – en drømmehue, måske? – og så sætter hun en akkurat-magen-til-lille-bitte hue på sin storetå. Og så er hun klar til at fortælle sig selv i søvn med ordene: ’Der var en gang en pige. Frida hed hun, ligesom mig. Når hendes far og mor troede, hun sov, så...’

Himmelheste

Herfra glider forestillingen ind i muntre eventyr. Men forestillingens kraft ligger netop i afsættet, altså rammen med pigen i himmelsengen og kvinden, der prøver at få hende til at falde i søvn. Det er også det, som ungerne tydeligvis tænder mest på. Selve fortællingerne virker svagere. Også selv om nattehimlen lyser smukt op bag sengen. Og selv om særligt Fridas drømmesøster Sky-Milla lyder betagende – hende, der var bedsteven med alle stjernerne – og så selvfølgelig himmelhestene Lammesky og Tordensky.

Instruktøren Caroline Bering har givet Susanne Noer et heftigt, fysisk udtryk, der minder om børnenes egne drømmelege. Når hestene rider, ja, så rider denne Frida også afsted mellem sengestolperne. Når dronningen slår kappen om sig, så flyver lagnet rundt om hendes skuldre – og danner slæb, naturligvis. Selv ’en trappe af hvide skyer’ skrider hun op ad med største selvfølgelighed.

Det er denne overførsel fra eventyrdrømmene til Fridas leg, der giver forestillingen intensitet og bid. Derfor er det også ærgerligt, at selve eventyrene virker jappede. Til gengæld formår forestillingen at virke som et spejl for ungernes egen glæde ved at lege, ikke mindst i Fridas glade dans. Det er også det bærende i scenografien: At en seng, et lagen og en pude er nok til at skildre en hel verden. Med himmel, altså.

Himmelvejrmøller

Susanne Noer har den enfoldige glæde i sig, som får Fridas lykkeøjne til at stråle – og den nysgerrige krop, der hele tiden er ved at slå en vejrmølle ind i endnu en verden. Og Lotte Kielbergs rolige krop glider organisk sammen med hendes harmonika, og hun har en varm herrestegud-overbærenhed i sig over for Fridas nykker. De er et overbevisende og inderligt performerpar. Derfor er det også ærgerligt, at instruktionen ikke har kunnet løfte Kielbergs skuespillerstemme op på det niveau, hvor hendes musikerfingre befinder sig. Det skurrer.

Tulipan Teatrets forestilling danner sit eget, positive univers med billeder og musik. Ordene er imidlertid ikke slebne i samme grad, som kropssproget er det. Måske kunne en udenforstående forfatter eller dramaturg have skærpet fortællingens balance. Eller også er det netop i fortætningen mellem toner og skuespil, at tulipankvindernes drømmeverden bare trives bedst.

Indrømmet: 'Fridas Himmelrejse' appellerer umiddelbart mest til pigerne. Det er virkelig et tøseunivers, dette her - uanset hvor megen mandig slagkraftighed, de to kvinder forsøger at mase ind i eventyrene. Myrdet bliver der ikke i denne himmelseng. Kun fniset. Og det er faktisk ganske befriende.