Af: Anne Middelboe Christensen

9. maj 2014

Tør du gå ud på isen?

Opgang 2 overrumpler med sin musikalske drengeforestilling '4 Ever'. Med Chadi Abdul-Karim som rå og følsom og blussende troværdig performer.

’Jeg tør altså godt gå ud på isen,’ siger drengen Ice i forestillingen '4Ever'. I denne ene replik er drengeuniverset slået an: Trangen til at blære sig og gøre kammeraterne imponerede. Men også fascinationen af øjeblikkets indskydelse, der tilsidesætter al fornuft og gør livet farligere end godt er. For nej. Man skal jo ikke gå ud på isen, når der stadig er rødt skilt ved søbredden… Men det kan være svært at modstå fristelsen. Også selv om man egentlig er typen, der godt ved, hvad der er rigtigt og forkert.

Det er Opgang 2’s faste dramatiker og instruktør Pia Marcussen, der er kvinden bag'4Ever'. Hendes forestilling er en fortælleteaterforestilling – med én mandeperformer, der levendegør alle de fire drenge, som historien handler om: Ice, der kommer tæt på isen. Shiny, der ikke kan lade guldure ligge og glimte. Minnie, der er for tidligt født, og som aldrig rigtig når de andre drenge i højde og modenhed. Og Deep, der er født med en begavelse, som hans omgivelser ikke helt vil lade ham dyrke.

For der skal ske noget, når disse fire drenge er sammen. Hele tiden… Rastløsheden bestemmer alt. For KAN rimer på MAND.

Stemmen på bremsen

Figurerne er klart og originalt skåret af Pia Marcussen. Men de får overvældende liv og en overrumplende kraft af den 35-årige, palæstinensisk-danske skuespiller og rapper Chadi Abdul-Karim.

Chadi sætter sig helt stilfærdigt på en stol. Bag ham er et lærred med en silhuettegning af fire drenge – og ved siden af ham sidder musikeren Nikolaj Rosengreen og følger ham som en instrumenthund. Opmuntrende, bekymret, medrivende…

Men selve forestillingen opstår i Chadis krop. For Chadi lever sig ind i alle fire drenges kærlighedshungrende liv. Han taler med sin egen stemme, men alligevel formår han at tale forskelligt, når han spiller de fire drenge. Han følger dem, efterhånden som de går fra at være halvstore drenge til at være teenagere og voksne, og i de fire roller udlever han alverdens forskellige følelser og temperamenter.

Chadi kan punktummets kunst. Han kan bremse op fra 200 km/t i sit sprog – og dog være fuldstændig rolig i en pause, inden han kører videre i en ny retning. Og han kan ikke mindst fortælle om disse drengemennesker uden nogen form for bedømmelse eller bedreviden. Og på den måde bliver han de fire drenges fiktive ven. Fordi han lader os mærke, at hans egen historie sagtens kunne have været en af deres.

Samtidig snuser Nikolaj Rosengreen sig ind på historien med alle sine instrumenter. Han kommenterer på drengenes alt for kreative indfald – og han skaber den panoramastemning af et socialt landskab, som drengene ikke kan slippe væk fra: Én gang uromager, altid uromager. Én gang svigtet derhjemme, altid svigtet.

Strikhue og street

'4 Ever' er ikke realistisk teater – det er fortælleteater. Men den socialrealistiske skildring undervejs er mere kras end den barskeste dokumentarfilm. Nu foregår billederne blot inde i tilskuerens egen fantasi. Og her er det ligegyldigt, om historien udspiller sig i Gellerup eller Vollsmose eller Nordvest – eller i Hasseris eller Risskov eller Charlottenlund. Den foregår bare et sted, hvor der ikke er omsorg nok.

Derfor er Gitte Bøgs scenografi også helt lavmælt – og Chadis tøj noget, der kunne være hans eget. En strikhue signalerer streetmiljø; mere behøves ikke.

Socialt engagerede teenageteatre som hos for eksempel Teatret st.tv. og Teatret Graense-Loes dyrker også de minimale effekter. Men i '4 Ever' spiller performeren ikke engang i kostumer. Chadi forbliver i fortællerrollen, men han taler så indædt og lægger så forskellige dynamikker i sit kropssprog, at han alligevel kommer til at ligne alle fire drenge.

Kys dine biceps

'4 Ever' er en rørende og fascinerende historie om fire udsatte unge, hvis voksne svigter dem, så det ikke er til at holde ud. Selv tør de ikke svigte hinanden – for de har jo netop ikke andre. Så når lærerne splitter dem ad, fordi de generer de andre i klassen, så går de i panik.

Eller som Minnie sidder i sin specialklasse og tænker: ’Har de glemt mig? Hvor lang tid tager det at glemme en ven?’ Og så kysser han ellers sine biceps og træner videre for at blive stor. Rigtig stor.

Og pludselig bliver der ikke langt til Bjarne Reuters 'Zappa'– eller til Teatret Vestvoldens dramatisering af denne roman om drengene, der ødelægger hinanden i klubbens og kammeratskabets hellige navn…

Opgang 2 er et turnéteater, hvis hjerte banker for social integration og multikulturelt udblik – og som i mange projekter har inddraget amatører. Men med '4 Ever' har Opgang 2 skabt en professionel teenageforestilling, som ubesværet løfter sig over den trivielle indvandrerdebat, og som i stedet bliver til en troværdig fiktionsskildring af en hvilken som helst gruppe udsatte drenge.

I '4Ever' har Opgang 2 endda også rakt hånden ud mod standuppen og komikeruniverset, der netop dyrker solohistorien fortalt i en lyskegle. Altså en fortælleform og en stemmeleg, som netop er så hip blandt teenagedrenge – og som rækker videre ud mod den fælles ensomhed, som finder sine tilskuere på YouTube og andre steder på nettet.

Slutningen er brat, men den er også åben. Vi får ikke at vide, hvad det hele konkret ender med – og det er godt. For vi kommer til at holde så meget af hendes fire drengeskæbner, at vi faktisk helst ikke vil vide, hvor galt det går.

For man skal altså ikke gå ud på isen i tøvejr. Det er bare svært at forklare kåde drenge, der tror, at de er udødelige.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.