To tossede guder og verdens begyndelse

Vores kunstart, scenekunsten, var formentlig aldrig blevet til noget, hvis det ikke var for vores trang til at fortælle om – og ikke mindst høre om – os selv og vores ophav. Hulemalerierne er et ældgammelt bevis for, at vi siden tidernes morgen har berettet om menneskets og verdens historie – ej blot til lyst.

Særligt har behovet for at fortælle om verdens oprindelse været fundamental. Nordisk, græsk og romersk mytologi fortæller alle skabelsesberetninger, og om vi vil det eller ej, så er vores kultur funderet i både de nordiske og de bibelske historier om altings begyndelse. Det er ikke alle, der tror på, at verden blev skabt på seks dage – men på hviledagen kan ikke engang ateisterne komme ud at shoppe.

Før alle disse skabelsesberetninger blev nedskrevet på ruller, i bøger og i pjecer, da var de vandrehistorier, der blev fortalt omkring bål, i de mørke aftener i hytter (uden strøm og internet) og til fester og ceremonier. De blev iscenesat på græske amfiscener og senere i teaterhuse med lyd- og lysanlæg.

Historierne blev overleveret fra generation til generation, og derfor kender vi dem i dag. En af disse historier tilhører maya-folket Kʼicheʼ (på spansk Quiché), og den blev først i midten af 1500-tallet nedskrevet og kaldt ‘Popol Vuh’ – folkets bog. Det er den historie, som Saúl Amaya Hernández nu genfortæller i forestillingen af samme titel.

Autentisk kulturhistorie

Han står alene på scenen, Saúl Amaya Hernández. Bag ham hænger en kunstfærdigt udsmykket dekoration, der – meget apropos hulemalerierne – skildrer skabelsen ifølge ‘Popol Vuh’. Han er klædt i en lang, hvid trøje med frynser, og op af en lille, specialsyet brystlomme fisker han en fløjte i blyantstørrelse, som han indimellem scenerne fløjter en to-tonet melodi på, mens han nærmest ceremonielt går rundt i en cirkel.

Saúl Amaya Hernández præsenterer sig selv som en slægtning til mayafolket, og hans iklædning såvel som udseende, hans rituelle sceneskift, hans vægdekoration og ikke mindst hans accent gør hele oplevelsen meget autentisk.

Historien om de to guder Qʼuqʼumatz og Tepeu, der lidt for sjov og med et par uheldige svipsere undervejs får skabt både jord og bjerge, dyr og mennesker, er både morsom og – i hvert fald for en religion- og kulturnørd som mig – vældig interessant.

Og hvilket barn i målgruppen 4-10 år vil ikke finde det underholdende at høre om to tossede guder og deres opfindsomme verdensskabelse? Om ikke for andet, så for at give vores vidunderlige virkelighed lidt mere magi, end biologibøgerne i skolen kan mønstre.

Væk fra linoleumsgulvet

Saúl Amaya Hernández har et roligt gemyt og en bjergtagende stemme, som man instinktivt får lyst til at lytte til. Men lyst skal der desværre også til. For hvad ‘Popol Vuh’ må have ophobet af gode plot-twist og drama igennem århundreder – historier bliver som bekendt altid bedre med tiden – får vi ikke rigtig med i Hernández’ fortælling.

Det bliver en temmelig monoton teateroplevelse, der foruden de korte ophold med fløjtespil ikke varierer nok i udtrykket, og derfor skal vi være ualmindeligt villige til at sidde helt stille og lytte – ret længe endda.

Forestillingens turnéoplysninger siger, at mørklægning ønskes, men ikke er nødvendigt. Denne dag spiller ‘Popol Vuh’ indendørs i dagslys. Og selvom en medbragt teaterlampe stadigvæk kan give en varm glød af morgensol i vores fortællers ansigt, så er det ret fladt at opleve sådan en urfortælling i så smerteligt almindelige omgivelser. Linoleumsgulv har aldrig gjort noget godt for skabelsesberetninger.

Et mørklagt rum med rigtig teaterbelysning – eller ude i den åbne natur, som det hele i virkeligheden handler om – kunne sikkert give forestillingen et tiltrængt skvæt fortællestemning. Alt, hvad der kan skærpe vores opmærksomhed omkring det talte ord, er mere end velkomment. For ordene bør vi simpelthen lytte til – de handler jo om os.