DEBAT
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
Festivalleder Ulla Dengsøe ser på teaterdukker under en tur til en festival i Montreal, Canada (stort foto). Men hun kigger også efter forestillinger til Festival of Wonder på sine mange ture rundt i verden, og i 2015-festivaludgaven kan man bl.a. møde tjekkiske Forman Brothers med 'Et poetiske måneskinsmøde' (foto øv.tv., der også er er motiv på festivalprogrammet) og canadiske Theatre Incliné med 'Threads'(foto ned.tv). PR-fotos m.v.

Tjekket dukketeater...

12-10-2015
Silkeborg invaderes af animationsteater fra hele verden, når Festival of Wonder fra 5.-8. november fylder byen med over 100 arrangementer i form af forestillinger for voksne, forestillinger for børn, forestillinger for alle samt workshops, backstage talks, udstillinger og film m.v. Teaterinteresserede skulle virkelig unde sig selv en tur til den særdeles internationale festival i det midtjyske.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

- Festival of Wonder - også kaldet Silkeborg Dukketeaterfestival - afvikles 5-8. november 2015. Festivalen  har eksisteret siden 1986,blev international i 1990 og har været afviklet årligt indtil 1999. Siden da har den været biennal.

- 2015-Programmet byder bl.a. på 18 danske og 16 internationale teatre. Dertil kommer workshops, bagstage-talks, film, udstillinger m.v.

- Der er forestillinger for voksne, for børn og for familier, ligesom der spilles lukkede skoleforestillinger i dagene før, under og efter festivalen

- De internationale forestillinger kommer fra Holland, Canada, Taiwan, Tyskland, Grækenland, Israel, Frankrig, Irland, Norge, Sverige og Tjekkiet

- Festivalen er bl.a. støttet økonomisk af Silkeborg Kommune og Scenekunstudvalget samt en lang række fonde, ambassader og institutioner.

- Se program med forestillinger, arrangementer, spilletider og billetinfo m.v. på www.festivalofwonder.dk eller dette link til en pdf-udgave af programmet.

***

Teateravisen.dk bringer som vanligt en reportage fra festivalen med fokus på de internationale forestillinger (se evt. reportage fra FOW 2013) 

Festival of Wonder, der er Silkeborgs internationale festival for dukke-, objekt- og visuelt teater, finder sted 5.- 8. november 2015 og byder udover 18 teatre fra Danmark på 16 internationale teatre og udstillere fra Holland, Canada, Taiwan, Tyskland, Grækenland, Israel, Frankrig, Irland, Norge, Sverige samt Tjekkiet.

Sidstnævnte land møder frem med hele tre teatre og fire forestillinger som en kontant markering af Tjekkiets lange og unikke tradition for dukketeater og et lige så markant udtryk for, at man har festivalleder Ulla Dengsøes særlige bevågenhed.

Således er Theatre Forman Brothers storproduktion af en nycirkusforestilling, 'Obludarium',  med i Silkeborg for tredje gang - tillige med teatrets udendørsforestilling, 'Et poetisk måneskinsmøde', og en coproduktion med franske Théâtre du Jeu de Paume, 'Aladdin'.

Dertil kommer de øvrige tjekkiske repræsentanter: Naive Theatre med småbørnsforestillingen 'Lammet der faldt ned fra himlen' og Drak Theatre med 'Georges Méliès sidste trick'.

»Jeg har udbygget samarbejdet med Theatre Forman Brothers her til 2015-festivalen.  Jeg har også på opfordring af Petr Forman, der er kunstnerisk leder af Plzen Europæisk Kulturby 2015, været kurator på festivalen Skupova Plzen, og vi har to samarbejder med Plzen 2015: 'Aladdin' og 'Et poetisk måneskinsmøde',« fortæller Ulla Dengsøe om rykindet af tjekkiske teaterkunstnere.

Et resultat af internationale kontakter

Men der er godbidder fra mange andre lande, hvor dukketeater rangerer højt og tillige i langt højere grad end i Danmark er værdsat for alle aldersgrupper og dermed også for voksne.

De internationale forestillinger har aldrig før været vist i Danmark bortset fra tjekkiske 'Obludarium' og tyske Thalias Kompagnons og Ensemble Kontrastes 'Tryllefløjten' . Faktisk er der linet op til en europapremiere og hele 11 danmarkspremierer i Silkeborg - hvoraf den ene dog er dansk, idet Sofie Krog Teater kommer med 'Circus Funetus', der er seneste udspil i den særlige form for filmisk dukketeater, som det i øvrigt meget berejste og roste teater spiller for unge og voksne og som har turneret i over 20 lande.

Et særligt kendetegn ved Festival of Wonder er dens høje internationale niveau - ingen anden dansk festival formår at præsentere animationsteater i det omfang og af den kvalitet - samt dens ihærdige fastholden på at afvikle en festival, der viser forestillinger for hele aldersregistret. Nogle er kun for børn, andre kun for voksne - og mange for hele familien.

Men alle er nøje udvalgt af festivalens kunstneriske leder, Ulla Dengsøe, der i pausen mellem afviklingen af de biennale overflødighedshorn i det midtjyske rejser rundt i verden for at finde nye forestillinger til Silkeborgs festival.

»Ud over at finde forestillinger er intentionen med mit internationale arbejde også at videreudvikle mit store internationale netværk og net af samarbejdspartnere. Og mine kollegaer i det internationale festivaludvalg er uundværlige for mig. Uden dette ville Festival of Wonder ikke være mulig,« siger hun.

Dukketeater er mange ting

Og selvom Festival of Wonder (FOW) også bærer navnet Silkeborg Dukketeaterfestival, afsøger Ulla Dengsøe med sine forestillingsvalg generøse grænser for den særlige teaterform, der lyder så mange navne: Dukketeater, marionetteater, animationsteater, objektteater, figurteater m.v. - og i virkeligheden er nået dertil, at når en forestilling opererer med genstande, der indgår i en form for kunstnerisk kommunikation, er teatergenrens krav opfyldt.

»I stedet for at kalde festivalen for en dukketeaterfestival vil jeg helst kalde Festival of Wonder for en teaterfestival med fokus på de ekstra dimensioner, som 'almindeligt' teater ikke har, nemlig dukkerne, objekterne og den stærke visuelle del,« lyder det således fra Ulla Dengsøe, der især med de internationale teatre har til hensigt at vise 'eksperimenterende og nyskabende forestillinger, som ikke før har været vist i Danmark, og som tilfører genrerne noget nyt og inspirerende'.

Og selvom mange af de internationale forestillinger på FOW 2015 kun er for voksne, er endnu flere for børn eller hele familien, mens de danske forestillinger alle holder sig inden for børne-, ungdoms- og familiesegmentet.

Og mens alle forestillingerne er offentligt tilgængelige under festivalen til ganske overkommelige priser (næsten alle billetter sælges til ml. 40-75 kroner) og flere endog er helt gratis, så bliver FOW også brugt til at give Silkeborg Kommunes skoleelever en ordentlig dosis teaterkultur på flere sprog, idet der over en uges tid i forbindelse med festivalen spilles lukkede forestillinger for alle kommunens skoler. Nogle afvikles på skolerne, mens hele klasser også får turen til forestillinger på Jysk Musikteater.

Billetter rives væk

Billetsalget til festivalens mange forestillinger har været i gang siden 1. september, og de lokale er sædvanen tro gode til at tage for sig af retterne.  

Derfor kan festivalen allerede meldte om udsolgte forestillinger, og Ulla Dengsøe opfordrer udefrakommende tilskuere til snarest at få kigget nærmere på festivalprogrammet og sikre sig billetter.

For festivalen er et spændende mylder af forvænte lokale, spændte tilrejsende - og de mange teaterfolk, der oplever FOW som en fantastisk mulighed for at netværke, snakke fag og hygge sig med ligesindede animationsteaterkolleger.

»Vi har et stort 'almindeligt' publikum på Festival of Wonder – børn som voksne. Publikum er internationalt, nationalt og lokalt. Vi ser os selv som en unik lokal international event, siger hun og henviser til mængden af tilbud, der udover forestillinger for alle alder og interesser også omfatter workshops for professionelle og for hele familien samt film og udstillinger m.m.

Med et forventet deltagertal for festivalen på omkring 11.000 gæster, heraf rigtig mange udenlandske og udenbyske, fylder FOW godt og anderledes op i Silkeborg, hvor der på hoteller og gader lyder anderledes tungemål, og byens teateregnede lokaler er inddraget til festivalens forestillinger.

Et internationalt beundret børneteater

Ulla Dengsøe ved af erfaring, at der kommer mange fagfolk til Silkeborg fra såvel Danmark som resten af Norden og det øvrige udland

»Festival of Wonder er også et mødested og fagligt inspirationssted for danske og internationale teatre og for et stort almindeligt publikum. Desuden er det et mødested for internationale kunstneriske ledere af teaterfestivaler indenfor området. Her vælger jeg selvfølgelig at invitere gæster, som har råd til at købe teater, og som har en interessant festival. Der kommer denne gang omkring 17 internationale festivalledere  fra hele verden,« fortæller Ulla Dengsøe, hvis eget store netværk som nævnt er en absolut nødvendighed for at fastholde og udvikle Festival of Wonder.

Udover inspiration fra og festivalbesøg i det internationale miljø er Ulla Dengsøe selvfølgelig også aktiv i Danmark med at finde nye forestillinger til den nationale del af festivalen. Og udover at holde snor i de relativt få produktioner for voksenområdet herhjemme ser hun rigtig meget børne- og ungdomsteater.

»Vi har jo generelt set et fantastisk børneteater, som er meget beundret internationalt. Det er jeg vældig stolt af, når jeg rejser internationalt,« siger hun, der er fast gæst på den 'uundværlige' Aprilfestival, mens hun pga. sine internationale forpligtelser og festivalbesøg kun når forbi Horsens-festivalen cirka hvert andet år.

Uddannelse og forskning

Selvom dukketeater a la Danmark stadig mest er børneteatrets domæne, har ikke mindst Bådteatret gennem flere sæsoner produceret en række (meget roste) voksen-dukketeaterforestillinger, mens Teater Refleksion i Aarhus står for Danmarks første og eneste stationære scene for dukke- og animationsteater, hvor der også forefindes et egentligt værksteds- og udviklingsmiljø, Animatoriet kaldet.

Til gengæld er der fortsat ingen dukketeateruddannelse i Danmark, selvom der gennem de senere år er blevet afholdt en række længerevarende kurser på   Scenekunstens Udviklingscenter og enkelte andre steder.

Spørger man Ulla Dengsøe om nødvendigheden af en dukketeateruddannelse i Danmark, er vurderingen, at der ikke er studerende nok i Danmark og måske heller ikke i Norden. Hun tror selv mere på ideen om at satse mere på internationale workshops med efterspurgte og højtkvalificerede internationale instruktører.

Men der sker dog også interessante ting på hjemmefronten. Således er en større sæsonlang workshop netop gået i gang på Forsøgsstationen i København, der laver et hovedforsøg kaldet 'Skuespilleren og übermarionetten', hvis formål er at undersøge skuespillerens og marionetteatrets sceniske udtryk og sammensmeltning af begge til et nyt scenisk udtryk. Forsøget er inspireret af Gordon Craigs (1872-1966) tanker og ideer om über-marionetten, den ideelle skuespiller som en slags marionetfigur, det ultimative dramatiske instrument – ham der kan bevæge sig ud fra, hvad han ønsker, og ikke kun ud fra hvad han kan, som det formuleres af forsøgsleder Øyvind Kirchhoff

For dukkespilleren handler det om at give liv og bevægelse til det døde materiale, og selvom det måske er en diversion at nævne det her, er det jo bestemt noget, man kan se meget til på de mange forestillinger på FOW 2015. 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Tjekket dukketeater...
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

10-10-2008
 

05-10-2008
 

03-10-2008
 

27-09-2008
 

27-09-2008
 

22-09-2008
 

18-09-2008
 

16-09-2008
 

16-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

Flere anmeldelser