Tim Burton og amatørerne

Østrigs tredje største by, Linz, druknede nærmest i starten af sommeren. Vandmasserne væltede ind over byen, i takt med at Donau gik over sine bredder. Da vi landede i Linz i slutningen af juni, var oversvømmelserne reduceret til finregn og lummervarme, og byen ved Donau-bredden var ikke længere fyldt med mudder og grumset vand men derimod med kulturtilbud. Bl.a. teater for børn og unge i skikkelse af Schäxpir-festivalen, der i år kunne fejre sin syv års fødselsdag.

43 forestillinger præsenteret i løbet af 10 dage på 15 forskellige spillesteder i byen – dét var det håndgribelige forestillingsindhold i dette års festival, der i lighed med tidligere år havde den foretagsomme Stephan Rabl som kunstnerisk leder. Der blev spillet i kulturhuse, på intimscener og på mere traditionelle teaterscener, men der var også blevet plads til en håndfuld produktioner, der blev præsenteret som site-specifikke oplevelser i nedlagte fabriksbygninger – noget som i flere tilfælde føjede en spændende dimension til den originale teateroplevelse.

Prof’er og amatører i skøn forening

På Schäxpir-festivalen blandes flotte, professionelle produktioner med amatørteater på en modig og frisk måde. Her er ingen berøringsangst overfor at præsentere et bredspektret teatertilbud for det lokale og internationale publikum – noget som er sjældent set på vores breddegrader, hvor der som oftest er vandtætte skotter mellem amatørteatret og så ’det rigtige’ teater.

Sådan tænker de slet ikke i Linz. På Schäxpir kunne man således opleve unge amatører på scenen i top professionelt producerede produktioner, det rene amatørteater af ganske høj kvalitet og så professionelt teater, der måske ikke altid levede helt op til hverken deres navn og ry – men mangfoldigt var det, og alle oplevelser var meget inspirerende på hver deres måde.

Blandt de i alt 13 forestillinger, som vi nåede at opleve, var der især en hollandsk og en belgisk produktion, der gjorde et specielt stærkt indtryk på denne signatur, og som alle, der får mulighed for at komme i nærheden af dem på andre festivaler i løbet af dette efterår, bør bruge tid på at opleve.

Fodbold-opera og massehysteri

Forestil dig at sidde foran en tilskuertribune på et fodboldstadion og opleve, hvorledes luften fyldes af tilråb, slagsange og hujen, alt imens fodboldkampen udkæmpes bag dig på en storskærm. Så har du et billede af, hvordan Het KIP’s 'U Dikke Ma!' skal opleves.

På scenen er der næsten 50 medvirkende, som for størstedelens vedkommende blot er almindelige fans af det belgiske fodboldhold KAA Gent. Kun fire af de blå-hvide fodbold-fanatikere er professionelle skuespillere, som undervejs i forestillingen leverer små monologer, der er med til at afdække små bidder af deres dagligliv udenfor stadion.

Men det, der er bedriften ved denne forestilling, er den styrke, som de mange mennesker på scenen kan mobilisere igennem f.eks. deres synkrone råben i Maori Haka-stil, deres samtidige gysen over et uretfærdigt frispark, deres tilbageholdte åndedræt lige inden et straffespark tages, deres balstyriske glædesudbrud over en hjemmeholdsscoring, eller afgrundsdybe skuffelse, når gæsterne laver mål. Aldrig har jeg været så underholdt af en fodboldkamp, jeg vel at mærke ikke så ret meget af selv.

Hele forestillingen virker som en fodboldhalvleg på et hvilket som helst stadion i verden – der snakkes og grines indbyrdes, mens øjnene koncentreret følger spillet på banen, der drikkes øl og tabes popcorn. Ind imellem virker alt som kaos, men så opdager man pludselig et system i publikums bevægelsesmønstre og ser, at der fortælles små historier blandt de mange fans – den ulykkelige kærlighed; et meningsløst skænderi; primitiv rivalisering mellem to grupper af fans; den ensomme, kejtede fyr som lever i selvvalgt isolation; forretningsmanden med problemer på hjemmefronten, veninderne, der mest er til kamp for at kigge på fyre, etc.

Forestillingen varer præcis så lang tid som en fodbold-halvleg – 45 minutter. Og jeg blev blæst godt igennem – både rent lydmæssigt og følelsesmæssigt. Men ikke mindst fordi formen var så modig: Tænk sig at tage 80 amatører (de optræder ’kun’ ca. 40-50 stykker af gangen), instruere dem sammen med fire professionelle og så tro på, at de alle sammen i den grad kan levere varen på scenen.

Men det fungerer, og det fortjener da et hiv i klaphatten af ren begejstring og af anderkendelse af en sjov idé, der på én gang er gribende og virkningsfuld på en scene – undskyld tribune: Mååååål!

Robotdrenge og mangeøjede piger

En anden og helt anderledes oplevelse er hollandske Zonzo Compagnies imponerede, stilsikre og visuelt flotte udførelse af 'Staring Girl'. Tre musikere på scenen maler John Gage-agtige musik-malerier som akkompagment til Tim Burtons digte hentet fra hans digtsamling fra 1997: 'The Melancholy Death of The Oyster Boy and Others Poems'.

Digtene er små bizarre historier om lige så bizarre skæbner – som f.eks. 'Nålepudedronningen', 'Robotdrengen', 'Skraldedrengen' og 'Pigen Med De Mange Øjne'.

Musikken og sangen ledsages af video-sekvenser på tre store skærme, hvor historierne gestaltes i flot HD-kvalitet som drømmeagtige billeder, der både visualiserer digtene med børn som hovedaktører men samtidig også overlader meget til publikums egen fantasi og evne til selv at digte med: For hvor ondt mon det gør på nåledronningen at blive gennemboret af 1000 nåle? Hvordan mon det føles at være Giftdrengen og ikke kunne tåle at indånde Vorherres friske luft? Eller kan man overhovedet fatte hvor våd, man bliver, når pigen med de mange øjne begynder at græde?

Ja, Tim Burtons univers er ganske enestående, finurligt og meget suggestivt. Men måske er det mest de voksne, der skræmmes, mens børnene blot tager digtene for pålydende: Robot-drengen er måske bare sjov og sød?

Forestillingen varer 60 minutter men føles som 30. Jeg er totalt suget ind i Tim Burtons på én gang uhyggelige og fascinerede univers. Og heldigvis skåner Zonzo Compagnie os for de mest uhyggelige af Burtons børneskæbner, som det næsten ville være ubærligt at se udført på en scene. Men alligevel vil man bare have mere, da musikken slutter, sangen forstummer, og de sidste overnaturligt intense og ekstremt følelsesfulde HD-billeder af børneskæbnerne toner endegyldigt ud. Gisp!

Fabriksteater og containerteater

Og sådan kunne man blive ved; et besøg på en festival af Schäxpirs karat med en kunstnerisk overligger, der er placeret meget højt, vil altid efterlade sig mange spor i form af eftertænksomhed og positiv undren.

Og så har vi slet ikke fået nævnt Belgiske Studio Orka, der spillede deres nyeste forestilling 'Jacobs næse' i en produktionshal på en nedlagt tobaksfabrik (i ankeldybt vand!), eller hollandske Het Filiaals 'Huset', der kunne opleves i en transportcontainer på Donaus nordbred, hvor der var mindre end 50 cm mellem skuespiller og publikum…

Men mæthedsfornemmelsen kan indfinde sig hos selv den mest afhængige kultur-junkie, og nu skal der fordøjes, inden efterårets festivaler med teater for børn og unge åbner.  

Søren K. Kløft er pr- og kommunikationsmedarbejder på Teatercentrum