DEBAT
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018
Kursister fra Odsherred på besøg på Hochschule Ernst Busch i Berlin i november 2010, hvor de bl.a. skulle blive klogere på, hvad dukker med og uden snore kan præstere. Foto: Hans Hartvich-Madsen

Til kamp for en uddannelse i dukketeater

23-02-2011
Scenekunstens Udviklingscenter i Odsherred håber på at kunne etablere en egentlig kompetencegivende kunstnerisk uddannelse i dukke- og animationsteater – og ambitionerne skal bl.a. promoveres i forbindelse med den kommende Copenhagen Puppet Festival.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Teaterformen har mange genrebetegnelser: Dukketeater, animationsteater, figurteater, objektteater m.fl.
Hvor der i Danmark primært er børneteatre, der bruger animationsformen, er voksendukketeater en særdeles udbredt og højtprofileret kunstart i mange europæiske lande.

UNIMA er den internationale, UNESCO-tilknyttede organisation for dukketeater. Læs mere på www.unima.dk

Copenhagen Puppet Festival afvikles fra 24.-27. marts 2011 med forestillinger, workshops, seminarer m.v. Voksen- og ungdomsteaterforestillinger. Se mere information og program på www.puppetfestival.dk

Festival of Wonder – Silkeborg Dukketeaterfestival – 10.-13. november 2011. Danmarks største internationale dukketeaterfestival med voksen- og børneteaterforestillinger, workshops, seminarer, udstillinger m.v. Mere information på www.dukketeaterfestival.dk

Scenekunstens Udviklingscenter. Se mere om institutionen og kurser m.v. i animationsteater på www.nyscenekunst.dk

Inspirationsartikler m. interviews og reportager omkring dukketeater her på portalen, se bl.a.
’Man kan ophæve tyngdekraften’ - interview med Refleksions kunstneriske leder, Bjarne Sandborg.

’En animeret oplevelse’ – interview med Silkeborg Dukketeaterfestivals kunstneriske leder, Ulla Dengsøe.

’Snoretræk og paphoveder’ – Reportage fra Festival of Wonder 2009, hvor der blev opført ca. 120 forestillinger.

(23.2.2011) Når Copenhagen Puppet Festival - der er en dukketeaterfestival med eksplicit fokus på voksenteaterforestillinger - afvikles fra 24.-27. marts 2011, vil Scenekunstens Udviklingscenter (tidl. Odsherred Teaterskole) i høj grad være med på sidelinjen med bl.a. en workshop i dukketeatermanipulation, en masterclass i dukketeater og et symposium, der bl.a. skal diskutere dukketeatrets traditioner og muligheden for at etablere en kvalificeret dukketeateruddannelse i Danmark.

Den ser man selvfølgelig så helst blive til virkelighed på Scenekunstens Udviklingscenter (SUC), hvor man i forvejen – udover efteruddannelsesforløb og kurser - har succes med flere kompetencegivende kulturelle (diplom)uddannelser for ledere og kulturformidlere.

På centret i Nykøbing Sjælland har man i forvejen et godt øje til animationskunsten og afvikler løbende kurser og undervisning i dukketeater-genren.

Men selvom Danmark har adskillige dedikerede animationsteatre og endnu flere (børne)teatre, der bruger dukker og animationer i deres forestillinger - og siden februar 2010 også en specifik scene for kunstarten i form af Refleksions dukketeaterhus i Aarhus - findes der som bekendt ikke nogen dukketeateruddannelse i Danmark.

Da Thy havde dukkemagerskole

Og det står ikke meget bedre til i resten af det teaterglade Norden. Kun i Finland har man en egentlig universitetsrelateret uddannelse i animationsteater, mens den mere kendte i Norge - Akademi for Figurteater, der havde base på Høgskolen i Østfold – er blevet nedlagt.

Og selvom der verserer planer om at få genetableret figurteateruddannelsen under dramafaget på universitetet i Oslo, er Hochschule für Schauspielkunst ’Ernst Busch’ i Berlin p.t. den mest nærliggende – og i øvrigt højtprofilerede – mulighed for danske teaterfolk med hang til en dukketeateruddannelse.

Det vil man altså så hjertens gerne gøre noget ved på Scenekunstens Udviklingscenter, hvor man i øvrigt har tilknyttet Hans Hartvich-Madsen, der faktisk i 1990’erne en kort årgang fik etableret en egentlig dukkemageruddannelse i tilknytning til Thy Teater.

Den teknisk-kunstneriske grunduddannelse på halvandet år var dog begrænset af specielle alders- og tilskudskrav, idet uddannelsen var etableret i et samarbejde Teknisk Skole Thy-Mors som et erhvervsskole-tilbud for bistandsklienter og dagpengemodtagere mellem 18 og 25 år.

Dukkemagerskolen stoppede i 2000, men nåede inden da at spytte en række gode kunstnere ud, hvoraf flere har gjort stormende karriere i dansk børneteater – nemlig folk som Gertrud Exner (nu i sit eget Teater Blik) og Katrine Karlsen (nu kunstnerisk leder i Teatret Graense-Loes) m.fl.

Hartvich nu i Odsherred

Hans Hartvich-Madsen, der fik en lidt brat exit som leder af Thy Teater, er nu tilknyttet udviklingsafdelingen i Scenekunstens Udviklingscenter med dukke- og animationsteater som særligt ansvarsområde. Hvilket bl.a. indebærer undervisning, kurser - og besøg på føromtalte Hochschule Ernst Buschs særlige afdeling for ‘Puppenspiel’.

Hans Hartvich-Madsen er tillige formand for den danske afdeling af UNIMA, der er dukketeaterfolkets internationale organisation.

Bestyrelsesmedlem sammesteds er i øvrigt rektor for Scenekunstens Udviklingscenter, Martin Elung, der bekræfter, at Hans Hartvich-Madsen er centrets spydspids omkring en mulig etablering af en dukketeateruddannelse.

»Hans har et meget stort nationalt og internationalt netværk og derfor er det oplagt at han står i spidsen for at koordinere udviklingen af uddannelsen inden for dukke- og animationsteaterområdet. Tanken er at vi vil invitere og inddrage alle der har erfaringer indenfor dukke- og animationsteaterområdet, så vi sikrer at denne uddannelse kan hente inspiration og lærerkræfter fra alle de meget forskellige dele og forståelser af dukke- og animationsteaterområdet,« siger Martin Elung, der hele tiden arbejder på at kunne udbyde kunstneriske diplomuddannelser i Kulturministeriets regi på linje med de diplomuddannelser for ledere og kulturformidlere i Undervisningsministeriets regi, som udviklingscentret har på programmet i disse år.

115 kurser i 2009

Forhåbningerne knytter sig til en kommende udredning om arbejdsfordelingen mellem de statslige teater- og skuespillerskoler, musicalakademiet og Scenekunstens Udviklingscenter, der skal følge i kølvandet på den såkaldte ’Flerårsaftalen for Kulturministeriets videregående uddannelser 2011-2014’, som blev vedtaget i Folketinget lige før jul.

SUC kører i forvejen en række uddannelsesforløb i forskellige former for scenekunst,, men håber i samarbejde med hele scenekunstområdet at kunne udvikle nye kompetencegivende scenekunstneriske efteruddannelser i form af diplomuddannelser inden for områderne fx. auteurvirksomhed, animationsteater, performance, nycirkus
m.v.

Scenekunstens Udviklingscenter er en selvejende institution under Kulturministeriet og har til opgave at sikre uddannelse og udvikling til alle faggrupper inden for scenekunsten med særlig fokus på det professionelle scenekunstområde for børn og unge.

Tallet for 2010 er endnu ikke opgjort, men i 2009 afholdt man 115 kurser og workshops med 1.269 kursister og et samlet efteruddannelsestimetal på 53.190 timer, Scenekunstcentret kører også en række seks-ugers uddannelsesforløb, hvor deltagerne kan få finansieret kurserne via jobcenter/A-kasse, ligesom man på stedet forsøger at hjælpe med finansiering omkring selvvalgte kurser – og også de eksisterende diplomuddannelser.

Penge fra Scenekunstudvalget

Om de reelle muligheder for at få etableret en egentlig dukketeateruddannelse siger Martin Elung:

»Vi har endnu ikke fået lov til at udbyde kunstneriske diplomuddannelser under Kulturministeriet – men vi arbejder på det – idet vores formål jo er at sikre efteruddannelse inden for teater og dans med særligt fokus på scenekunstområdet for børn og unge – og idet efteruddannelse i dag forstås som kompetencegivende efteruddannelse forekommer det logisk, at vi snart bør kunne få lov til at udbyde kunstneriske, kompetencegivende diplomuddannelser.«

Og forarbejdet til en dukketeateruddannelse er i høj grad i gang. Således har Scenekunstudvalget støttet Scenekunstens Udviklingscenter med 200.000 kr. for sæson 2011-2012 netop med henblik på at udvikle en udviklingsplatform for dukke- og animationsteater.

»Det er vores forventning, at vi fra september 2011 kan kunne udbyde en forsøgs-diplomuddannelse indenfor dukke- og animationsteater. Det er endnu uklart om vi kan få lov til at udbyde den som reelt kompetencegivende, idet det vil kræve at Kulturministeriet giver os lov – på samme måde som vi fik lov, da vi gennemførte kulturformidlerdiplomuddannelsen i samarbejde med Det Informationsvidenskabelige Akademi (tidl. Danmarks Biblioteksskole, red.),« siger Martin Elung.

»Kulturministeriet har tidligere givet os lov til at udbyde kunstneriske diplomuddannelser i samarbejde med Statens Teaterskole – men Statens Teaterskole har desværre ikke set sig i stand til at indgå i et sådant samarbejde. Derfor vil Scenekunstens Udviklingscenter nu anmode Kulturministeriet om lov til selv at udbyde en sådan kunstnerisk kompetencegivende diplomuddannelse, hvilket ’Lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under KUM’, kapitel 7 - åbner mulighed for,« siger den initiativrige rektor, der dog også kan forestille sig, at en dukketeateruddannelse kan etableres i samarbejde med en anden kulturministeriel uddannelsesinstitution, hvis SUC ikke får lov til at udbyde den alene.

Adgangskrav

Hvis det bliver muligt at tage fx. en diplomuddannelse i animationsteater, skal deltagerne også opfylde visse krav.
»Adgangskravet til en diplomuddannelse er en kort videregående uddannelse - på bachelorniveau - og erhvervserfaring, men man kan også blive optaget på dispensation på baggrund af sin erhvervserfaring, hvilket betyder at vi f.eks. kan tilbyde kunstnere, der f.eks. er gået ud af 9. klasse eller gymnasiet/HF, at komme ind på en diplomuddannelse, hvorved de evt. vil kunne fortsætte på master-uddannelser på universitetet efterfølgende,« siger Martin Elung om diplomuddannelsen, der i øvrigt heller ikke er SU-berettiget, men hvor man i stedet kan få SVU – altså voksen-SU.

Alt dette ligger dog stadig et stykke ud i fremtiden for den mulige animationsteateruddannelse i Danmark.
Indtil da kan man så opleve selve kunstarten ved den kommende Copenhagen Puppet Festival i marts og senere på året ved Festival of Wonder i Silkeborg til november, hvor Danmarks største internationale udbud af animationsteater i form af såvel voksen- som børneteaterforestillinger kan tages i øjesyn.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Til kamp for en uddannelse i dukketeater
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

25-08-2010
 

16-08-2010
 

06-08-2010
 

29-06-2010
 

24-06-2010
 

22-06-2010
 

14-06-2010
 

10-06-2010
 

03-06-2010
 

27-05-2010
 

14-05-2010
 

12-05-2010
 

10-05-2010
 

06-05-2010
 

02-05-2010
 

30-04-2010
 

26-04-2010
 

23-04-2010
 

21-04-2010
 

16-04-2010
 

16-04-2010
 

10-04-2010
 

06-04-2010
 

30-03-2010
 

25-03-2010
 

21-03-2010
 

18-03-2010
 

15-03-2010
 

11-03-2010
 

08-03-2010
 

05-03-2010
 

26-02-2010
 

24-02-2010
 

16-02-2010
 

12-02-2010
 

09-02-2010
 

05-02-2010
 

29-01-2010
 

28-01-2010
 

23-01-2010
 

Flere anmeldelser