’Hvad drømmer du om?’
Det er spørgsmålet til tilskuerne i teatret MÆRKVÆRKs nye forestilling ’DRØM DRØM DRØM’. Og straks tilføjes der en beroligende uddybning til teenagerne: ’Der er ikke nogen drømme, der er forkerte.’
Tilskuerne sidder på begge sider af scenen. Vi grifler deres drømme ned på lapper af genbrugspapir, sådan som vi har fået besked på. Og da ønskerne ellers er blevet samlet ind, går forestillingen endelig i gang. Eller rettere sagt: Vi TROR, at den går i gang. For de medvirkende taler så meget om, HVAD de skal tale om – og hvad de vil spørge tilskuerne om – at der nærmest er flere metareplikker end almindelige replikker.
Fordelen ved denne snakkende facon er, at de medvirkende vitterlig hele tiden er i dialog med tilskuerne. Ulempen er, at de medvirkende i lange passager virker mere optaget af at småskændes med hinanden end af at tale til publikum. Fiktionen brydes i hvert fald, så forestillingens handling egentlig virker mere som et gruppeteaterspil end som et teaterplot.
Sjovt og spøjst
Teksten er skabt af instruktøren Petrea Søe og skuespillerne i fællesskab – med Trine Wisbech som dramaturg. Målet er tydeligvis at hjælpe teenagetilskuerne med at formulere nogle af de fremtidsdrømme, som de bakser med – lige fra de mindste til de største ønsker.
Teatrets drømmeunivers er sjovt og spøjst, og det rummer masser af potentiale til store tanker. Men i de enkelte replikker savnes en dramatikers sproglige skarphed og klarsyn.
Scenografen Siggi Oli Palmason har skabt en cool, firkantet sceneopbygning med LED-lysstriber langs kanterne – og med publikum placeret på stolerækker på begge sider af scenen. Enkelheden virker umiddelbart afvæbnende. Podiet ligner nærmest et koncertpodie, og det får tydeligvis hurtigt teenagerne til at føle sig trygge efter den varme velkomst af de tre medvirkende.
De optræder alle tre i unisex lycradragter i skinnende turkis med aldeles queerkorrekte detaljer: De to mænd er iført henholdsvis shorts og miniskørt, og kvinden er iført stramme bukser. De har alle sammen malet deres øjenbryn uforklarligt læbestiftrøde.
Og så trasker de ellers alle tre rundt i uformelige, pink plastikboots, der zigzag’er rundt på scenen. Scenografien er desuden angiveligt både genbrugsbevidst og bæredygtig. Dermed skaber den også i sig selv et perfekt match til de unge, der skriver, at de drømmer om en mere klimabevidst verden.
Drømmer om en Porsche
’Jeg drømmer om at blive professionel fodboldspiller,’ stod der på en af de tilskuerdrømmesedler, som skuespillerne læste op.
’Jeg drømmer om at eje en Porsche, når jeg er 25’ fulgte hurtigt efter i samme stil. Fulgt af den oprigtige ønskedrøm: ’Jeg drømmer om ikke at være udenfor.’
Men det var først, da skuespillerne hev en lille popcornmaskine frem og begyndte at kaste et lille majskorn ind i maskinen for hver eneste oplæste drømmeseddel, at forestillingen egentlig fik en teatralsk form, der kunne matche indholdet.
Her blev billedsymbolikken også tydelig: Alle sad og ønskede, at netop deres drøm ville blive læst op, men allermest at drømmen faktisk ville folde sig ud og bliver til virkelighed. Præcis på samme måde, som hvert majskorn blev varmet op, så det til sidst ’poppede’ og foldede sig ud som et popcorn.
Kroppen i spejlet
De tre performere har en samhørighed og et synligt sammenhold, sådan som det oftest er i Mærkværks produktioner. Skuespilleren Ludvig Brostrup fungerer umiddelbart tydeligst som publikums spejl – selvfølgelig på grund af sin unge alder, men også takket være sit mod og sin direkte facon. Ludvig Brostrup tør sige svære ting højt og kommer teenagerne i forkøbet. For her handler drømmene om af ensomhed – og om identitetskrise og selvhad.
’Til dig, som hader kroppen i spejlet og helst vil skrumpe ind,’ lyder den sørgmodige gestus, mens blikket rettes ud mod publikum. Og teenagerne reagerer prompte ved at blive helt stille og fokuserede.
Den moderne danser Jeppe Kaas Vad følger ivrigt trop. Det er naturligt nok gennem sit kropssprog, at han gør stærkest indtryk, som når han bevæger sig rundt i diverse breakdance stunts på skuldrene, mens han drømmer om at være ’superman’ til den energiske musik af Thomas Dinesen.
Skuespilleren og teaterlederen Anne Gry Henningsen får rollen som ’den voksne’ og ’den omsorgsfulde’. Altså hende, der er bekymret for, om tilskuerne nu også har det godt. Hun taler direkte ind i tvivlen hos publikum. For hvad kan man egentlig drømme om at ønske sig, uden at drømmen går ud over andre? Da der bliver læst nogle sedler op med ønsket om at ’blive rig’, reagerer hun for eksempel straks med den modsatte logik:
’Jamen, hvem er det så, der skal være fattig?’ spørger hun kampberedt.
Indrømmet: Jeg er en af de mange, der drømmer om fred i verden – og meget andet uendeligt stort. Men jeg drømmer også om noget helt konkret. Nemlig at kunstnerne i ’DRØM DRØM DRØM’ dropper deres overivrige råben og i stedet finder frem til en bredere ro under de kommende opførelser.
Så vil forestillingen antagelig sætte sig stærkere i kroppene og tankerne hos teenagerne. Ikke mindst hos alle dem, der føler sig udenfor – og som derfor uhyggeligt let spejler sig i Ludvig Brostrups sørgelige beskrivelse:
’Til dig, som vågner med klistrede øjenlåg, fordi du har grædt dig i søvn.’
