Af: Henrik Lyding

17. januar 2013

Tidslommer i knæhøjde

Kravleteater om fortid, fremtid – og huller i nutiden er visuelt en forunderlig oplevelse, men savner lidt dramatisk fortættethed og måske en lidt klarere historie.

Vi skal lige tage skoene af ude i foyeren. For det er dér, rejsen begynder. Midt imellem os. Rejsen ind i tiden. En hvidklædt, lidt science-fiction-agtig pige fortæller os, at hun går i skole inde i teatersalen – Kosmos’ skole, at hun i øvrigt hedder Terpsichore og at hendes far hedder Janus. Og vil vi ikke med indenfor i hendes skole, hvor hun er eneste elev?

Jo, det vil vi sandelig gerne. Også selv om det, der for alvor er frydefuldt for ungerne, fremkalder fortvivlede blikke hos de voksne. For vi skal ned på knæ, vi skal kravle og vi skal sno os. Ind i en iglo-agtig labyrint af hvide stofgange kravler vi. To tavse og mystiske venner, Godtid og Bedretid, hjælper os. Vel ankomne oplever vi flimrende nordlys og raspende lyde – som af is, der kælver. Eller måske er det noget helt andet.

En temmelig filosofisk historie begynder. Om tid og sandhed, noget svær at følge med i, lige som det aldrig bliver forklaret for os, hvor og hvorfor de tre personer hedder det, de gør og taler som de gør. Hvorfor går Terpsichore (Loa Carlslund)  i skole hos Kosmos (Josef W. Nielsen), hvorfor er Kosmos samtidig lidt af en trussel for hendes far Janus (Thomas Guldborg Madsen), og hvad er det med den tid, der både går frem og tilbage – og står stille!

Her vil en pædagogisk klog investering nok være at bruge dele af undervisningsmaterialet som forberedelse inden forestillingen.

Heldigvis kommer der mere konkret kød på historien lidt senere. Janus arbejder vistnok med at holde styr på fortid og fremtid, mens hans datter er mere rebelsk og gerne vil udforske tiden og ikke mindst de nu-huller, der findes rundt omkring. Risikoen er åbenbart, at hun falder i et af disse nu-huller og at Kosmos vil lukke hullet over hende.

Ja, det forstod jeg ikke helt, men det gør ifølge forestillingen heller ikke så meget, for den vil hellere stille spørgsmål end at give svar. Sikkert klogt, for det med tid er som bekendt noget underligt noget, som de færreste nok kan formulere begavede forklaringer på. Men undren er heller ikke så tosset en begyndelse.

Sindrigt gangsystem

Undervejs i forestillingen kravler vi videre. Rundt i gange og huler, hvor forskellige scener spilles. Forbløffende som vi taber vores fornemmelse af, hvor stort dette gangsystem egentlig er. Hvorfor vi befinder os i dette hvide univers, bliver aldrig klart, men fascinerende er det, og ganske anderledes end hverdagen udenfor. Samtidig hører vi lyde fra fortiden og klange fra fremtiden – og pludselig er Terpchicore væk.

En jagt sætter ind, små grupper af børn sendes på ekspedition ud i gangene, mens vi andre sidder tilbage, lytter og rapporterer. Senere kommer vi alle sammen ud i gangene, hvor vi opdager de nu-huller, som Terpsichore er så optaget af – ja, vi kan faktisk kigge ind i dem.

Små eventyr gemmer sig inde i hvide kasser, og det er i kraft af dem, at Janus til sidst bliver overbevist om, at nu-tiden med alle dens huller måske ikke er så farlig endda og at Kosmos nok er god nok.

Mere passion

Formen optager tydeligvis ungerne; de svarer så godt de kan, når de bliver spurgt om, hvad og hvem de har set. Så historien virker, selv om fornemmelsen af skoletime med elever, der rækker fingeren op og skuespilleren, der peger ud, hvem der skal svare, måske ikke er voldsomt befordrende for den eventyrlige side af sagen.

Og nu vi er ved formen. Når jeg ikke er helt oppe og ride på en bølge over forestillingen, er det dels på grund af den lidt uskarpe historie, dels fordi den dramatiske side af sagen kunne være stærkere. Jeg savner simpelthen noget passion og noget bedre replikarbejde hos de tre skuespillere – det ville gøre historien langt mere intens og gysende frydefuld, tror jeg. Mange af ordene afleveres bare, så fornemmelsen, hørt med voksne ører, virker fladere end nødvendigt. Her må instruktøren ind og spænde dramaet op.

Jeg nåede også undervejs at fundere over, hvad der ville være sket, hvis det havde været tre almindelige mennesker og ikke tre mytologiske og en lille smule højtidelige figurer, der var aktører i historien. Om oplevelsen af tid og rum måske derved var kommet langt tættere på børnene.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.