DEBAT
20-07-2018
19-07-2018
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018

Teatret OM: 3 i 12

To støvede kvinder og en håndværker ved sin drejeskive - levende abstraktioner i Teater OM's parafrase over tiden. Foto: Tommy Bay

Tidens usikre gang

03-11-2017
Ambitiøst men ikke ganske vellykket forsøg på at fabulere billeder frem af verden på vej mod sin undergang.


FAKTA
Teatret OM: 3 i 12 -

Dramaturgi og instruktion: Sandra Pasini. Scenografi: Antonella Diana. Musik: Lars Greve. Medvirkende: Christiana Alfonsetti, Päivi Raminen, Sandra Pasini, Tippe Molsted. Aldersgruppe: Fra 15 år. Varighed 45 minutter. Set 2. november 2017 på Teaterøen, hvor den spiller til 4. november. www.teatretom.dk

Bevidst uhåndgribelig. Sådan vil Teater OMs forestilling gerne fremtræde. Som en stribe drømmende indtryk af tidens gang, vi selv kan digte videre på. Store urskiver i den ene ende – rundt og rundt drejer de, knirkende ubønhørligt fremad – og en pottemager ved sin drejebænk i den anden – sindbilledet på en ro, der måske hører fortiden til.

Imellem en række scener, hvor to figurer fra dette verdens-ur angiveligt kommer frem som mekaniske dukker. Og endelig er der to kvinder – de ligner nærmest de lerfigurer, pottemagersken drejer – som forsøger at finde en vej frem, mens uret – dommedagsuret – rykker nærmere verdens undergang. Vi er tre minutter i tolv, mener nogen, deraf forestillingens titel.

Det meste af ovenstående kan man læse i pressemeddelelsen. Selve realiseringen har det sværere med sine udtryk og sin aldersgruppe. Sidstnævnte først. Fra 15 år og opefter, er '3 i 12' sat til. Men store dele af forestillingen, ikke mindst den syngende fortæller oven på uret, signalerer i mine øjne mere aldersgruppe 5-10 år.

Udsagnene om de forskellige opfattelser af tid – et tiår føles helt anderledes mellem 20 og 30 end mellem 50 og 60 år – tidens generelle beskaffenhed og ideen om at rejse for at finde noget eller komme væk fra noget, lyder som noget, den yngste aldersgruppe fint kan relatere til, mens teenagere nok vil finde det lovlig barnligt.

Den entusiastisk-pædagogiske fortællerstemme, de melodiske sange i vise- og folkemusikstil og den generelt klovneagtige spillestil sender samme signal.

Mange spørgsmål

Og så de enkelte scener. Sekvenserne med figurerne fra uret er simpelthen ikke stramme og tydelige nok. De er pudsige – to middelalderlignende personer sprinter ind og bevæger sig rundt om hinanden – men hvad skal vi med dem? Hvad er de andet end en sjov ide på papiret?

De lerfarvede kvinder kommer også frem bag uret – det er de samme to spillere – men det slører unægtelig ideen. For er de så også bare figurer fra uret eller er de levende kvinder? Og hvad er deres projekt og dermed relationen til os?

Flere spørgsmål tårner sig op. Hvilket forhold til hinanden har fortælleren i den ene ende og pottemagersken i den anden? Og hvad betyder den potte, der bliver knust til sidst? Eller at de to forskræmte kvinder pludselig hvirvles ind i en slags mareridtscirkus, hvor to af urskiverne fungerer som platforme for et stepnummer! Hvad er det lige, at step har med tidens gang at gøre?

Jeg er sikker på, at såvel de enkelte scener som helheden giver god mening for de medvirkende, men den glipper altså for mig. Jeg sidder med en fornemmelse af, at de enkelte medvirkendes talenter er blevet brugt – sangstemme, pottemageri, step – uden at logikken i anvendelsen er gjort helt klar.

Jeg savner kort sagt en dramaturg, der kunne have stillet ovennævnte spørgsmål og forhåbentlig på den måde gjort forestillingen renere og skarpere.

Præcist og stramt eksekveret

For her er ikke tale om sjusk eller ikke-gennemarbejdethed af de enkelte elementer. Det hele virker præcist og stramt eksekveret, koreograferet i hver en bevægelse. Resultatet føles bare usikkert balancerende mellem det avancerede og det banale. Måske fordi de mange løsrevne enkeltdele ikke for alvor samler sig til en helhed – som brikker i et puslespil, der aldrig bliver lagt.

Lettere har holdet heller ikke gjort det for sig selv ved at spille på langs, så vi sidder og ser over på de andre tilskuere. Der skal virkelig skabes meget magi og energi i det sceniske mellemrum, hvis vi ikke skal distraheres. Her havde en baggrund i klassisk kukkassestil og dermed en fast fokusering af blikket uden tvivl gjort forestillingens visuelle udtryk stærkere.

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - 3 i 12
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1112131415161718192021222324252627282930

23-02-2009

18-02-2009

13-02-2009

12-02-2009

09-02-2009

07-02-2009

03-02-2009

29-01-2009

26-01-2009

21-01-2009

21-01-2009

17-01-2009

17-01-2009

08-01-2009

08-01-2009

01-01-2009

01-01-2009

16-12-2008

16-12-2008

16-12-2008

16-12-2008

11-12-2008

04-12-2008

24-11-2008

24-11-2008

22-11-2008

21-11-2008

20-11-2008

14-11-2008

09-11-2008

09-11-2008

08-11-2008

02-11-2008

27-10-2008

25-10-2008

22-10-2008

20-10-2008

20-10-2008

20-10-2008

20-10-2008

Flere anmeldelser