Terapeutisk vandring igennem afskedens faser

Helga Rosenfeldt-Olsen og hendes projektteater WunschMachine har hyret en sorg- og kriseterapeut og desuden samarbejdet med Landsforeningen Liv&Død om forestillingen ’Farvel fugl’, der handler om at tage afsked med en død rødkælk. Det kan synes som – om man så må sige – at skyde gråspurve med kanoner. Men resurserne er godt givet ud, når man vil lave scenekunst for børn om emner som død, sorg og savn.

For denne anmelder var det en øjenåbner at se Cantabile 2’s forestilling ’På mørkets bund’, der med rolig og sikker hånd førte sit unge publikum ind i deres mørkeste følelser – og ikke mindst ud af dem igen. Og det var ikke i mindre grad lærerigt at opleve Teatergrads ’Sorg – i børnehøjde’, hvor sorgens natur kom helt tæt på med hovedpersonen Charlys storebrors pludselige død.

Enkelte børn græd, og det var okay. For vi kan lære så meget om os selv ved at undersøge disse følelser – også som børn. Og tårer er ikke farlige.

Afskedens faser

I WunschMachines vandreforestilling ’Farvel fugl’ bliver det ikke på samme måde sørgeligt. Projektet går i stedet mere terapeutisk til værks. Eller sagt på en anden måde: Hvor de andre forestillinger rammer et hulrum i hjertet, går WunschMachine til hjernen og arbejder med sorg og afsked som kognitive processer.

Det mærker vi især i den måde, performerne giver sig tid til at høre alle børnenes input til, hvordan den døde fugl skal begraves, hvad der skal stå på gravstenen, og hvad der sker bagefter.

I forestillingen oplever vi også den ceremonielle afsked – endda i flere versioner fra den klassiske bisættelse til et día de muertos-agtigt festoptog for de døde. Og det hele ender med gravøl (dvs. gravsaft), som måske er den vigtigste del af afskeden med en afdød, hvor vi får mulighed for at dele minder, grine sammen og skåle for den, man har mistet.

På den måde gennemgår forestillingen hele afskedsprocessen på en kontrolleret måde, hvor der er god plads til refleksion. Selvfølgelig henvender forestillingen sig til alle børn i målgruppen, men den vil formentlig også være til gavn for en gruppe af børn, der for nyligt har mistet.

Kirken bør give plads

Vandreforestillingen, der denne dag finder sted på Sundby Kirkegård, består desuden af lydklip, som vi hører i hovedtelefoner, mens vi går langsomt rundt imellem gravstederne. Her er det særligt interviewbidderne, hvor en række privatpersoner fortæller om deres oplevelser med begravelser, der gør indtryk. Og de er herligt indpakket i et gennemført lyddesign af Sune Hede, der er sammensat af reallyde, speaks og kompositioner af Thoranna Björnsdottir.

Turene med hovedtelefoner indgår som intermezzi imellem scenerne, der er opstillet som poster rundtomkring på kirkegården. Og selvom lydklippene fylder omkring halvdelen af forestillingen, og måske også indimellem har en vis længde for at give tid til at opstille til næste scene, så lykkes de med at fastholde vores interesse.

Desværre ser vi ikke Sundby Kirkegård fra sin bedste side. Vi befinder os vist i et hjørne af kirkegården, hvor man sjældent når forbi med skuffejernet. I hvert fald trives alger, tidsler og brændenælder bedre her end græsset og buskene.

Mon ikke man har bedt WunschMachine om at gemme sig væk for at forstyrre gravfreden mindst muligt? Men selvom det kan virke som unødvendig støj, har denne forestilling en opdragende effekt, som kirkerne burde stille deres smukkeste gravsteder til rådighed for. Og hvis ’Farvel fugl’ har lært os noget, så er det, at kirkegården er for de levende.

En 2-i-1’er

Med ’Farvel fugl’ får vi altså en forestilling, der tager et vigtigt emne op for en vigtig målgruppe. Og med sin intellektuelle tilgang til emnet, bliver det også på en markant anderledes og måske mere udbytterig måde.

Når det er sagt, så er der også nogle scenekunstneriske klumper i sovsen. Og det skyldes især forestillingens vekslen imellem spillescener og lyd-/vandrescener, der næsten uundgåeligt skaber en stilmæssig forvirring. Det samme gælder forestillingens dramaturgi, der løber i flere forskellige spor, hvor det ene er en kronologisk fortælling om pigen, der vil tage afsked med sin døde fugl, mens det andet spor synes mere fragmentarisk.

Vi møder nogle forskellige karakterer, hvor den vældig velklædte graver (Alaya Riefensthal) er hende, vi følger rundt på kirkegården, mens pigen og de andre karakterer (Helga Rosenfeldt-Olsen) er dem vi går til og fra. Men vi lærer aldrig rigtig nogen af dem at kende, og særligt pigen eller graveren kunne det give mening at få lidt mere karaktermæssig dybde på, så vi fandt en karakter at spejle os i.

Dermed bliver ’Farvel fugl’ en skøn, men også noget uklar scenekunstoplevelse, der indimellem føles som en ubeslutsom 2-i-1-forestilling.