Tempofyldt klassiker

Både børn og voksne bliver revet med helt fra åbningsscenen i Folketeatrets version af 'Emil fra Lønneberg', der med ubesværet musikalsk overskud, underskøn scenografi og charmerende skuespillere sætter barren højt for den næsten to timer lange forestilling. I en opsætning der smukt skaber rammerne for en nostalgisk følelse af ’verden af i går’, uden at indholdet på nogen måde føles bedaget. 

Sceneversionen af historien om den altid opfindsomme Emil fra gården Katholt i Lønneberg rummer de fleste at højdepunkterne fra Astrid Lindgrens originale historie og hænger dramaturgisk flot sammen ved hjælp af de glidende sceneskift. Her er ikke brug for blackouts. Herligt. 

Højt tempo

Tempoet er tilpas højt, og særligt de mange fysiske sekvenser, hvor Emil spæner rundt, og decideret går på væggene eller jages omkring publikumsrækkerne af far Anton skaber en rigtig god dynamik. Interessen fastholdes, hvad enten man er fem eller 55, og uanset, om det er første eller 1000 gang man hører om Emil.

Enkelte gange går det måske lige hurtig nok og kammer en anelse over i de fysiske illustrationer, eks. da Emil stikker hovedet i suppeterrinen og dingler rundt på scenen indtil han senere hos doktoren i slowmotion smadrer hovedet ind i væggen, så terrinen går i stykker. Men altså, det er detaljer i en virkelig flot forestilling.

Det er tydeligt at Ninette Mulvads dramatisering af Astrid Lindgrens historie har lagt vægt på at bevare et sprog, der ligger tæt op ad det, man finder i den originale version. Og mindst lige så tydeligt at Leiv Arne Kjøllmoens instruktion får skuespillerne til fremsiger deres replikker med den største naturlighed. Selv når ord som 'pernittengryn', 'fattiggården' eller 'giftermål' er en del af dem. 

At dømme ud fra børnene omkring mig, der aldersmæssigt strakte sig fra de fem år, som er forestillingens anbefalede mindstealder og op til præ-teenage alderen, var der ingen af dem, der studsede over udtrykkene.   

Vældigt svensk træværk

Scenografi og kostumer er et kapitel for sig, der i lighed med sproget er med til at bevare den helt særlige stemning, som det Lindgrenske Emil univers er så fortættet af. Følelsen af at være budt indenfor på landet i et for længst hedengangen svensk småland anes i alt fra de fine kjolekanter til en slidte buksebag. 

Funktionalitet og æstetisk udtryk går helt konkret op i en meget høj enhed i Nadia Nabils underskønne og overdimensionerede trævægge, der er det scenografiske grundelement. På den ene side rødmalede, hyggelige Katholt, på den anden side det træværksted, som Emil altid sendes ud i, når han igen (i sin fars øjne) har lavet skarnsstreger. Et fortryllende sted, med hylde over hylde, fyldt med de sælsomme træmænd Emil har snittet, som med deres forvrængede ansigtsudtryk danner en drømmeagtig kontrast til den røde jordbundne Katholt-side. 

Medskabende musikere 

En af forestillings store forcer er måden, hvorpå den lader musik og musikinstrumenter være en del af dens dna, med en sjældent set variation og mængde af instrumenter på scenen. Tydeligt i samspillet mellem de musikalske skuespillere og de tre medvirkende musikere, der indgår meget helstøbt i forestillingen. 

De enkelte karakter vækkes også yderligere til live med instrumenterne. Som når Katholts malkepige Line eks. bruger kontrabassen til helt konkret at synge sin klagesang med, eller til at flirte med gårdens karl Alfred. Og publikums forestillingsevne komme på arbejde, når et gevær kan være en guitar, og en frikadelle et rasleæg. Det er helt grundlæggende svært ikke at blive revet med af musikken. Både for børn og for voksne, hvilket rokkende overkroppe i alle aldre på rækkerne omkring mig tydeligt vidnede om.

Den gode skarnsunge 

Hvor forestillingens første akt fra start slår den lette, legene og muntre tone an, der er så kendetegnende for Astrid Lindgren, så introducerer andet akt også publikum for vinteren, der både byder på julens glæder og snesjov, men også minder os om, at vi skal huske dem, der har mindre end os selv. I Lønneberg betyder det dem fra Fattiggården. 

I vores samtid, hvor der snakkes om privilegier, og hvor der bliver flere fattige mennesker i Danmark, er det stærkt opmuntrende at se, hvordan en klassiker som 'Emil fra Lønneberg' med enkle teatergreb aktualiserer begrebet næstekærlighed. Selvom det er lige ved at ende som en skarnsstreg, når Emil byder alle fattiglemmerne ind til julegilde på Katholt.

I stedet for at sende ham ud i værkstedet forstår far Anton sønnens godhed, tager kasketten af ham og giver ham sin egen hat på. Når man udviser ansvar og godhed mod såvel de nærmeste som de næste, så er man voksenlivet – og hatten værdig. 

Det milde matriarkat

Også henne i kønsrollerne er der ting i gærde. Selv om det ved første øjekast kan se stereotypt ud, når Emil sendes i værkstedet, og lillesøster Ida får at vide at hun skal lade være at plettet sit pæne tøj til, så er det tydeligt, at det er mere komplekst end som så. Ganske som i Lindgrens bøger. 

Der er til eksempel ingen tvivl om, at det er mor Alma og gårdspigen Line, der træffer de egentlig beslutningerne på Katholt. Uanset om det handler om nye sko, eller giftermål. 

Helt herlig Emil

Folketeatrets Emil fra Lønneberg er en fryd at være publikum til. Det svinger fra start til slut, ikke mindst i de scener, hvor teatret virkelig får lov at vise sit magiske værd, som når alle Emils træmænd vækkes til live og danser rundt om ham, som et andet mageløst mareridtsmøde mellem musehæren i Nøddeknækkeren og en tegning af Salvador Dali. 

Samtidig er den en forestilling med mere på hjerte end bare sang og musik, helt i øjenhøjde med sit publikum. På sin plads er det også at fremhæve Michael Slebsagers overskudsagtige og ret eminente præstation som Emil. 

Han er intet mindre end perfekt i rollen som gavtyven, med et hjerte af guld, og hovedet fuld af gode idéer, eller gale strege. Afhængig af, hvordan man ser på det. For som han selv siger til Alfred: 'Jeg ved jo først bagefter, at det var en skarnsstreg jeg lavede'.