Telefon-tyranni i topgear

Det er formen mere end indholdet, der fænger og står stærkest i forestillingen med den meget præcise titel ’Going Nowhere’. For selvom manden med mobiltelefonen drøner rundt, indtil han udmattet dratter om, kommer han ingen steder. Heller ikke, da han har samlet kræfter og fortsætter i topgear derudad i en hårdtslående solo-farce med den håndholdte minicomputer i centrum. 

Man er umanerlig godt underholdt, for forestillingen er godt skruet sammen. Rækken af episoder har et flow, der skaber ro og overblik midt i Villads Bugge Bangs komiske kaos af arme og ben, ustyrlige lyde og måbende ansigtsudtryk. Hans fantasifulde og opfindsomme evne til at udnytte sine uomtvistelige akrobatiske og mimiske færdigheder er grinagtig og dybt fascinerende.

Men det er ikke det rene telefon-fis, selv om der er masser af fest og ballade og storslået slapstick. Der er en klar og vigtig pointe i forestillingens fokus på mobiltelefonernes tyranniske rovdrift på vores opmærksomhed og den forvirring og besværlige praktiske forhindringer, som det fører med sig.

Men kritikken og komikken forholder sig ikke til de dybereliggende mentale omkostninger i form af ensomhed, angst og almindelig mistrivsel. Højaktuelle fænomener, der synes at være en følge af at leve med øjnene klistret til en lille skærm, som hvert sekund bombarderer os med informationer. 

Kaudervælske tekstbidder

Det rammer især mange af de unge, der blandt andet er forestillingens målgruppe. Men de mindre synlige påvirkninger af tidens telefonitis må man selv lægge til eller regne ud. Måske, fordi det formodes at være aspekter, som alle finder indlysende. Måske, fordi det er svært at give den slags komplicerede følelser et fysisk udtryk inden for forestillingens univers af absurd komik. 

’Going Nowhere’ er hegnet ind af en raffineret scenografi, der på forunderlig vis forener et minimalistisk udtryk med en mangfoldighed af pangfarver. De kommer fra en håndfuld simple hvide lysstofrør i loftet, der samlet som en blomst viser sig at være en stærk medspiller. I takt med situationen skifter de fra poetisk pink og dramatisk rødt til lysende gult, blåt og grønt eller en blanding af det hele og kan tilmed interagere med musikken.    

Når rørene slukkes, er der lys på en installation bestående af et toilet og en stump væg med en håndvask. Begge dele kommer undervejs til at indtage vigtige positioner i den replik-, men langt fra ordløse forestilling.

Der er skæg, når en kaskade af kaudervælske tekstbidder – hvor af nogle få er genkendelige - vælter ud af telefonen. Men sjovest, når manden for at få fred har ædt telefonen og begynder at plapre ”kinesisk”, og mest lavkomisk, men virkningsfuldt, når den under voldsom udladning af luft kommer ud i den anden ende.

Efter seancen på toilettet forsøger han på eksende ben at komme i tøjet igen. Da det endelig lykkes, sidder den elegante sorte dragt med hvide Channel-kanter selvfølgelig fuldstændig forkert og akavet. Samtidig bliver kropssproget mere og mere outreret og spasmeramt, indtil mobilen endegyldigt får hans liv til at gå i spåner, og der ikke er mere at grine af.