Tegnefilm i skønne tre dimensioner

Det er langt fra alle musicals, der er for hele familien. 'Beaty and the Beast' på Det Ny Teater er. Her er alt, hvad man kan ønske sig, af klassisk eventyr, overdådig pragt, iørefaldende melodier og de helt rigtige skuespillere i rollerne.

Den indledende scene, hvor en troldkvinde forvandler en hårdhjertet prins til et uhyre og hele hans tjenerskab til ting, er ledsaget af en fortællerstemme, der ridser handlingen op. Det er en god håndsrækning til børn, der ellers kan fare vild i det store menageri på scenen.

Derfra kan de yngste, men ikke alt få små, fryde og fortabe sig i fantasiens eventyrverden, der næppe før er set mere storslået på en dansk scene. Teenagere kan leve sig ind i den romantiske kærlighedshistorie mellem skønheden og udyret og voksne fornøje sig med de satiriske raffinementer i tekst og figurtegning.

Der skal en vis alder til at fange, at personerne er skabt om til ting, der svarer til deres personlighed. Men alle aldre er forrygende godt underholdt, og får også lidt menneskelig opbyggelighed med i købet.

I Lisa Kents erfarne hænder har Disneys teaterudgave af den klassiske historie om skønheden og udyret fået tegnefilmens tempo og lethed og lyse stemmer. I dansenumrene suser landsbybeboere, service og bestik fermt over scenen, og der bliver klovnet og tumlet rundt, uden at det bliver plat eller for meget.

Læg dertil skuespillere, der med overskud og sikker timing giver personerne krop og sjæl, så man tror på, at der er rigtige mennesker inde bag de kolossale kostumers blanding af eventyr og komik.

Komik og følsomhed

Maria Lucia Heiberg Rosenberg er på hjemmebane som den kønne, velsyngende Belle med det gode hoved og det varme hjerte. Hun og Michael Lindvad i rollen som skør opfinderfar er søde og overbevisende, når de sender banale sandheder ud over rampen. Om godt og ondt og om at turde forblive at være sig selv, når man bliver mobbet, fordi man læser bøger.

Den skal der nok blive nikket genkendende til et par steder blandt publikum.  

Som tidligere tjenerskab og nuværende lysestage, standerur og tepotte er Preben Kristensen, Kristian Boland og Anne Suppli et boblende herligt trekløver. De to herrer håndterer komikken suverænt – Preben Kristensen med kostelig fransk accent. Hun strømmer over af lattermild sødme og omsorg for alle inklusive sit barn, der er forvandlet til en snakkende tekop.

Det er også trekløveret, der har forsonende indflydelse på Thomas Ambt Kofods fælt brølende og følsomt spillede bæst og prins.

Men det bedste og sjoveste er samspillet mellem Henrik Lund og Kenneth M. Christensen. Lund er en lille rapmundet springfjeder af en landsbybeboer, der hundses med og konstant bankes i gulvet af Christensens tårnhøje, bomstærke Gaston. Med malmfuld smør-baryton og en snert af parodi er han landsbyens storskrydende Don Juan, som Belle naturligvis afviser under heftig og herlig hvinen fra sine rokokkoklædte rivalinder.  

Orkestret spiller upåklaget. Men det store ensemble danser bedre, end de synger. Lyden får ind imellem så meget med volumenknappen, at det skingrer mere, end godt er. Thomas Ambt Kofod har heller ikke meget skud eller prinseglans i stemmen, men det han har, bruger han godt. Til gengæld er alle andre solisterne flot syngende og med imponerende tydelig og børnevenlig tekst hele vejen rundt.