DEBAT
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
04-10-2019
28-09-2019
26-09-2019
10-09-2019
Tali Razga (midt) i koncentreret udgave under workshop og prøver til den kommende forestilling, ’Hjertebanken’, der er blevet til med inspiration fra målgruppen og har premiere 10. marts i Dansehallerne. Foto: Søren K. Kløft

Teatret skal støves af!

01-03-2012
Når Tali Razga laver danseforestillinger for børn og unge, får målgruppen medindflydelse på det færdige produkt via deres rolle som prøvepublikum med ret og pligt til at have en mening. Lone Sørensen var på besøg, da en hf-klasse fulgte forestillingen ’Hjertebanken’ på vej. Her var det tilladt at tale i mobiltelefon og gå i baren under forløbet – og således blev der lagt nye alen til en aktuel diskussion om de unges tilskueradfærd...
Af: Lone Sørensen
FAKTA

Forestillingen ’Hjertebanken’ spiller 10.-24. marts 2012 i Dansehallerne og sendes siden på turne. Forestillingen kan også opleves på Festival 2012 i april i Ringsted og Sorø.

Læs mere om forestillingen og Tali Razga på www.talirazga.dk - en tidligere artikel her på portalen om Tali Raza og hendes arbejde med danseteater for de helt små kan læses her.

’Det var fan’me fedt’, ’Den solo oppe på podiet var total sej!’ og ’Hvordan har I fået idéen til det der pufsukker?’ var nogle af kommentarerne fra det specielt indbudte prøvepublikum til Tali Razgas nyeste forestilling, ’Hjertebanken’, der får premiere i Dansehallerne 10. marts

Jeg er på besøg i Dansehallerne, hvor Tali og hendes hold af dansere samt en dj er i gang med prøver til ungdomsforestillingen ’Hjertebanken’.

Kommentarerne er refleksioner fra en indbudt hf-klasse fra Det frie Gymnasium. De er bare én af de klasser, der har været publikum under prøveforløbet. En metode Tali bruger hver gang, hun producerer forestillinger, dog med et vist spekter af variationer.

Hun inviterer generelt den rette målgruppe ind i dansens magiske univers, som medskabere af forestillingen. Ikke at de skal deltage i forestillingerne, men at de har medindflydelse på det endelige produkt.

De bliver tilbudt en skitse af det endelige resultat, alt efter hvor i prøveforløbet holdet er. Deres tilstedeværelse kan medvirke til ændringer af dramaturgien og drejning af tema. For efter ’noget-for-noget’-princippet kræver Tali bagefter en tilbagemelding.

Den kan være spontan – som ytringerne ovenfor – eller den kan være hentet ved direkte spørgsmål fra holdet. På spørgsmål fra danserne fremkommer svar fra de unge, som både forstærker deres egne anelser, men det unge publikum har også overraskende betragtninger. Betragtninger der resulterer i ’okay?...’ og ’aha’-udbrud fra danserne.

Det er feedback, der er præget af publikums erfaring med det pågældende tema og med danseforestillinger generelt. Og refleksionerne er især præget af publikums alder, som varierer en del. For indtil videre har hun produceret forestillinger, som henvender sig til aldersgrupper helt fra vuggestuebørn og langt op i voksenalderen.

Over de senere år er det blevet til ikke mindre end otte forestillinger, der alle er produceret ud fra denne metode, som kræver et aktivt publikum inden for rimelighedernes grænse. For som Tali selv formulerer det: »Jeg prøver at bruge deres input med den erfaring, jeg har.«

Pædagogen præver produktionen


Tali har udviklet sin metode gennem mange års danser, koreograf og dansepædagog erfaring. Hun er uddannet fra Fontys danseinstitut i Holland. En skole, der på mange måder minder om danske danseuddannelser. Dog har Holland langt flere af slagsen.

På Fontys vælger man fra start af at specialisere sig. Der er både musical- og jazz-linjer samt deciderede danselærer-uddannelser. Tali har valgt at specialisere sig i ekspressionistisk danseteater. Men de forskellige linjer lader sig påvirke af hinanden, og derfor ender performeren af og til med at blive lærer og omvendt.

Måske derfor er Talis kompetencer både og. Hun anvender sin danseerfaring som koreograf, og dramapædagogen fornægter sig ikke i forestillingernes efterfølgende workshops, som hun tilbyder i salg med forestillingen. Pædagogen præger produktionen, idet hun åbner den kreative proces op i et møde med publikum i øjenhøjde. Et publikum, der nyder stor respekt og hvis refleksioner oftest bliver til virkelighed.

Hvis publikum er ude af stand til at kommunikere på det verbale plan - som en stor del af vuggestuebørnene – sætter Tali ind med sine kropslige kompetencer. Hun er intens til stede under de ’åbne’ prøver og multitasker visuelt mellem sit hold på gulvet og sit indbudte publikum.

Hvordan reagerer de små? Hvornår i forestillingen tillader de sig at forstyrre af sidemanden?

Og i stedet for at give publikum skylden for uroen, tager hun det til sig, omstrukturerer og ændrer i hændelsesforløbet. I den skitse vi var vidne til, havde hun allerede idéer til ændringer, der skulle foregå efter besøget. Ændringer opstået af de foregående dages publikumsbesøg.

Sanseoplevelser forstærker temaet


De temaer Tali arbejder med, er oftest af eviggyldig karakter. Hun sætter så at sige krop på hverdagens små selvfølgeligheder. I den kommende forestilling er det kærligheden, der kommer under fysisk behandling. Prøverne foregår i et træningslokale i Dansehallerne. Et rum med rødt gulv og spejle på den væg som publikum sidder overfor. Forestillingen vil foregå på scenen Lille Carl i samme bygning. På gulvet er tre dansere – to kvinder og en mand, i det ene hjørne en dj-pult og dj. Han leverer lydkulissen ’live’ og indgår også i de enkelte scener.

I modsatte hjørne af dj'en står en bar. Herfra henter danserne små godbidder og afrodisiske drinks til publikum. Alt serveres delikat og velovervejet. Publikum får en voldsom én på intimitetsopleveren i en-til-en øjeblikke med danseren: ’Jeg elsker dig’, bliver der sagt, alt imens denne serverer et bæger friskristede græskarkerner.

 Gennemgående understøttes den visuelle oplevelse af en smagsoplevelse. Vi kommer rundt om alle nuancer: Salt, surt, bitters og sødt.

Tali forklarer, at afsættet til forestillingen er myten om Amor og Psyke, hvor Psyke skal igennem prøvelser for at gøre sig fortjent til Amors kærlighed. F.eks. skal hun indsamle frø som Afrodite smider ud.

Det giver – efter elevernes mening – en ekstra dimension til oplevelsen. De bliver anderledes sansemættet. Smagsoplevelserne er afvekslede, samtidig med at Tali har forsøgt at beholde Amor-Psyke-kronologien.

Et scoop er pufsukkeret, der både er en oral sanseoplevelse, men også en fantastisk og overraskende lydeffekt.

Smagselementet er i høj grad også inspireret af Madeleines Madteater. Til forskel fra deres aftener, hvor vægten er lagt på mad og scenografi, er performancedelen her anderledes stram.

Processen og konventionerne


Det mytisk traditionelle tema bringer den støvede del af teatret ind i en forestilling, der på alle måder prøver at bryde med de gængse konventioner. For Tali har med ’Hjertebanken’ et ønske om at give teatret en afstøvning ved at bruge de unges input. Forestillingen udspringer af ønsket om at lave noget decideret for de unge, noget som de selv foreslår, noget som de selv vil. Teater er for Tali en meget voksen og støvet institution. Så hun vælger at udvikle med de unge.

»I det her forløb fik vi så meget feedback, som vi gerne ville justere ind. Så vi måtte aflyse et prøvepublikum, fordi det krævede nogle ekstra prøvedage at få plads til at afstemme forestillingen,« siger Tali.

Den dag, jeg er på besøg, snakker Tali allerede om ændring af sekvensernes rækkefølge, fordi tilbagemeldinger fra tidligere dage og de iagttagelser, Tali har gjort sig i dagene op til, kræver det.

Der sker tit at det bliver klarere for hende at se og høre, hvordan det hele skal stykkes sammen, hvordan flowet er.

»Jeg fornemmer, at flowet ikke fungerer, når jeg er til stede på samme vilkår som publikum,« siger hun.

Den svære kærlighed

Hendes drøm var oprindeligt i denne proces at være tilstede sammen med de unge i deres kærlighedsrum. Forestillingens mål er oprigtigt at være deres kærlighedsunivers.

Hun håber på en dag at kunne udvikle en forestilling bit-by-bit sammen med en klasse over en hel uge. Starte ud med at have materialet, et afsæt og så gå i dybden sammen med de unge omkring temaet. De unge kan hovedsageligt byde ind verbalt, for kropsligt er de sjældent så fysisk trænede, at de kan byde ind med andet end basale input.

En respons fra prøvepublikummet er, at kærligheden skal udbrede sig til mere åben kærlighed til alt og ikke en-til-en-kærlighed.

Det er svært at tage en sådan bemærkning til sig og putte den ind i forestillingen, fordi - som Tali bemærke - at publikum samtidig har et behov for at forstå. Og jo mere enkelt jo mere forståeligt.

En anden respons er en efterlysning af bedre og længere relationer. Det har Tali taget til sig. Hun prøver at favne alle, og generelt tager hun responsen til sig, men samtidig tror hun at vide, hvad der virker.

F.eks. er det tydeligt med det unge prøvepublikum, at nogle af dem aldrig har været forelskede, mens andre bliver det hver femte minut. Og nogle kan bedst lide noget, som andre ikke bryder sig om.

Mobilsnak og sms’er tilladt under forestillingen

Gang på gang udforsker Tali det støvede etablerede og konventionelle teater. Denne gang prøver hun at skubbe til den almene publikummer ved at undersøge, hvorvidt denne vil/tør gøre andet under forestilling.

Hun lægger op til, at forestillingen skal være 100  procent på publikums præmisser. De må gerne gå rundt, de må gerne snakke, de spiser og drikker, de må gerne hente mere i baren, de må sætte sig hvor de vil, sætte deres bærbare stol hvor de vil, og de må sågar gerne tale i mobiltelefon, sende sms’er etc. 


Det er ikke ment som en bevidst provokation, men som en udforskning.


»Vi vil ikke diktere, hvad de skal opleve, men ønsker, at de selv finder feltet. Hvor har jeg lyst til at være, hvor vil jeg kigge hen?«


Det har resulteret i flere erfaringer. Bl.a. at gruppen har fundet ud af, hvad der er rigtig smart i en traditionel opsætning. Som udgangspunkt er det nemlig ok at snakke mobiltelefon. Men de må ikke genere danserne og ikke være ubehagelige. Og her er spørgsmålet, hvor finder man den balance?

Erfaringerne har også vist, at det er meget svært at skabe det frirum. De unge mennesker er allerede så skolede, at de selv skaber en form for andagt i rummet. Der er regler/konventioner, som allerede i den alder er så inkorporerede og ikke til at komme ud over. De snakker ikke for højt, de går ikke i baren, de flytter ikke rundt og taler ikke i mobiltelefon.

Som Tali bemærker, skyldes det muligvi,s at dette prøvelokale er så åbent, at det ikke lægger op til hverken ubehageligheder eller til initiativ. Måske mest fordi alle kan se alle.

Hvor går grænsen for tilskueradfærd?

Men hvorfor dette brud med konventioner?
Jeg føler mig en smule provokeret af, at de unge får så meget spillerum, at de får lov at multitaske og give slip på fokus og koncentration. Skal teatret ændre sig for at få de unge i teatret? Skal deres præmisser være de grundlæggende? Og skal vi undlade at give dem historier, der er vigtige for dem, fordi vi lefler for at få dem i teatret? Hvor langt skal vi gå?

Svalegangen havde for nylig en situation  (se artikel, red.) med otte elever, der ikke kunne omstille sig til teaterrummet. Det resulterede til slut i at skuespillerne forlod scenen og forestillingen blev stoppet.

Mange årsager har været medvirkende til en tilspidsning af den konkrete situation, og man kan spørge sig selv, hvordan det er muligt, at otte elever spolerer en forestilling i så stor en teatersal. Hvorfor har ingen andre i publikumsrummet grebet ind? Hvor er lærerne?

En sådan situation vil et danseteater som Talis sikkert aldrig opleve, men der er tilfælde ude på skoler, hvor publikum har opført sig ubehageligt. Dog mener hun, at snak og ubehageligheder oftest sker, når publikum kan gøre det skjult, i det mørke traditionelle teaterrum.

Tali nævner, at i forbindelse med det opsøgende teater er konditionerne ofte en gymnastiksal med stolerækker opsat i mange rækker uden hensyntagen til sceneopbygningen. Der er ingen gradvise forhøjninger i publikumsopbygningen, hvilket betyder at kun de to første rækker kan se. Det skaber uro på tilskuerpladserne og er rigtig ubehageligt for danserne, der føler sig meget udstillede. Et ansvar som både skole og performere bør tage på sig.

Ivrige unge

Tali mener grundlæggende, at man ikke kan formidle noget, hvis man ikke gør det på en måde, der fænger, men man skal heller ikke sælge ud. Hun mener, de unge gerne vil. De er faktisk ekstremt åbne. Især hvis de sidder i et rum som prøvelokalet. De er tit mere sultne og ivrige end voksne. Men det er en balance, og hvordan finder man den? Det er udfordringen.

Vil de unge virkelig gerne i teatret?
De spontane ytringer, eleverne/publikum kom med efter prøveforestillinger, overrasker altid holdet. Spørger man dem i forlængelse deraf, om de selv går i teatret på eget initiativ, så er der langt imellem ja'erne. Det evigt tilbagevendende spørgsmål om, hvorfor de ikke dyrker teatret på lige fod med en biografoplevelse, findes der ikke rigtig svar på.

Tali synes, det virker som om teatret har status som skolen. Det er ikke fedt fordi de skal.

»Tænk om det kunne blive ligesom at snige sig ud bagved og tage en smøg. Måske vi skal forbyde teatret for alle under 18 år!«

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Teatret skal støves af!
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

11-06-2017
 

09-06-2017
 

06-06-2017
 

29-05-2017
 

23-05-2017
 

18-05-2017
 

14-05-2017
 

09-05-2017
 

03-05-2017
 

27-04-2017
 

22-04-2017
 

20-04-2017
 

18-04-2017
 

12-04-2017
 

06-04-2017
 

31-03-2017
 

28-03-2017
 

24-03-2017
 

20-03-2017
 

15-03-2017
 

10-03-2017
 

05-03-2017
 

01-03-2017
 

22-02-2017
 

17-02-2017
 

10-02-2017
 

06-02-2017
 

02-02-2017
 

27-01-2017
 

22-01-2017
 

13-01-2017
 

09-01-2017
 

05-01-2017
 

01-01-2017
 

22-12-2016
 

16-12-2016
 

09-12-2016
 

05-12-2016
 

30-11-2016
 

25-11-2016
 

Flere anmeldelser