29. oktober 2017

Teatret på Hjul stopper

Teatret på Hjul meddeler, at teatret lukker pr. 30. november efter godt 24 års virke, ti forestillinger og 1.664 spillede forestillinger – for  66.560 tilskuere.

Således har teatret opgjort den indsats, man har lagt i dansk børneteater siden starten i 1994, hvor russisk-fødte Alexander Moukhai som kunstner og Max Pedersen som administrator og tekniker etablerede Teatret på Hjul.

Året forinden var Alexander Moukhai kommet til med en teateruddannelse fra den statslige teaterskole i Rusland i bagagen og erfaring som skuespiller på Moskvas største børneteater – hvor man virkelig spiller for mange tilskuere.

Det var således en noget af en kunstnerisk omvæltning i stedet at spille for et halvt hundrede småbørn i alderen 1,5-5 år, men Alexander Moukhais rolige og venlige udstråling har passet perfekt til både de små tilskuere og de små og ofte klassiske forestillinger, der har været på repertoiret gennem årene.

Og som Anne Middelboe Christensen bl.a. skrev i sin anmeldelse af 'Den standhaftige tinsoldat' i BørneTeaterAvisen i 2007, så havde man her en sanselig forestilling med masser af nærvær, ligesom hun glædede sig over teatrets særlige set-up: 'Charmerende er det, at Teatret på Hjul vitterlig er et teater, der kan trille – og at scenen er en vogn, der kan åbnes, så magien kan flyve ud til tilskuerne'.

Alexander Moukhai i øvrigt  medvirket i et enkelt afsnit af hver af de danske tv-serier 'Ørnen' og 'Livvagterne', men ellers har den aktive scenetjeneste været aftjent i dansk børneteater.

Det meste af tiden har Teatret på Hjul turneret som ustøttet teater, men man fik dog enkelte gange opnået produktionsstøtte fra de daværende scenekunstudvalg under det, der nu hedder Statens Kunstfond.

Seneste tildeling ligger dog efterhånden seks-syv år tilbage, og den manglende økonomiske støtte tillige med et udfordret marked for turneteater har nok været med til at forme beslutningen om nu at lukke Teatret på Hjul.

Og som de to teaterfolk skriver i en pressemeddelelse (se indlæg på portalens debatspalte), en 'epoke er slut, og vi vil gå videre og finde nye udfordringer og oplevelser i vores liv'. 

(Billedet: Max Pedersen og Alexander Moukhai har turneret Danmark tyndt med småbørnsforestillinger, men nu lukker de deres teater. Foto: Teatret på Hjul)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne

KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside
KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside