15. december 2015

‘Teatret i undervisningen – undervisning i teatret’

Den forkætrede skolereform har med sine indbyggede krav til nye læringsmål og kreative dimensioner sat gang i mange nye samarbejder mellem teatre og skoler over hele landet.

Nyligt har teateravisen.dk i kort form fortalt om et tre-årigt projekt på Aarhus Teater, som med millioner fra en A.P. Møller-fond og inddragelse af seks lokale skoler skal undersøge, hvordan teaterpædagogik kan styrke danskundervisningen i den åbne skole i forhold til de konkrete læringsmål og elevernes dannelsesproces (se note).

Og forleden kunne Proscenium.dk fortælle om et igangsat toårigt samarbejde mellem AnemoneTeatret og Sølvgade Skole.

'Teatret i undervisningen – undervisning i teatret' er navnet på partnerskabsprojektet, der bl.a. består af tilbud om teaterundervisning og workshop i indskolingen og længerevarende forløb for 2. og 4. årgang.

Projektet støttes økonomisk af Pædagogisk Service i Københavns Kommune, der har givet 42.000 kr. til det første projektår, mens AnemoneTeatret og Sølvgade Skole betaler med arbejdskraft og lokaler m.v. Herefter skal man ud og søge midler til at fortsætte projektet. 

Aktiviteterne i form af workshops m.v. foregår både på teatret i Suhmsgade og på skolen, som dog p.t. er en smule udfordret af, at Sølvgade Skole er genhuset i nordvest-kvarteret, fortæller AnemoneTeatrets administrator, Sidsel Ramdal til teateravisen.dk

»AnemoneTeatret har begrænset plads, da der også produceres og spilles forestillinger. Men en del af konceptet er også, at eleverne skal udvikle et særligt kendskab og en slags ejerskab til deres lokale kulturinstitution og børneteater,« siger hun.

Og man er som nævnt godt i gang med forløbet – som efter det første halvår skal evalueres med lærerne. Det sker helt aktuelt på AnemoneTeatret i morgen, onsdag.

Man kan læse meget mere om projektet i Prosceniums artikel.

(Billedet: AnemoneTeatrets projektleder, Mette Andrée, med børn i forbindelse med en tidligere workshop. Foto: Kasper Rebien)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne