DEBAT
25-09-2018
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018
Et højdepunkt i sæson 2009-10: Teatret st. tv. og Nørregaards Teater fik Reumert-prisen for Årets børne-/ungdomsforestilling for ‘6 P LR K’. Her takker Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard Madsen for prisen på Det Kgl. Teaters Gamle Scene. Foto: Jakob Boserup/Makwerk

Teaterlivets hukommelse bliver digital

21-12-2010
Teaterårbogen udkommer ikke længere i papirudgave, men kun i en digital udgave. Sæson 2009-10 forventes online i sidste halvdel af januar 2011 – og laves for sidste gang af DITITU. Også overbliksartiklerne om sæsonens teaterliv er væk – altså lige bortset fra den om børneteatersæsonen 2009-10...
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Teaterårbogen ’Teater i Danmark’ ITI Årbog 2009-10’ udkommer fra i år ikke længere i papirudgave, men kun i digital version (pdf).

Den forventes at være tilgængelig medio eller ultimo januar 2011 og kan findes under www.dititu.dk og www.teaterbilletter.dk el. www.scenen.dk

Teaterårbogen er udkommet under forskellige udgivere siden 1948, men de sidste 20 år har DITITU (Dansk ITI & Teaterunion) stået for udgivelsen med økonomisk støtte fra Scenekunstudvalget.

Teaterårbogen, der i år har brugt indtastningsbasen TEREBA ventes at blive overtaget af teaterbilletter.dk
Årets redaktionskomite har bestået af Jan Grube Christiansen, Henriette Kudsk og Tanja Nielsen. Produktion: Vibeke Beck.

(21.12.2010) Det bliver ikke muligt at anbringe årets udgave af Teaterårbogen – hvis fulde titel er ’Teater i Danmark’ ITI Årbog 2009-10’ – på boghylden med de tidligere års eksemplarer.

Udgiverne fra DITITU har nemlig af økonomiske og praktiske og strukturelle grunde valgt, at sæson 2009-10 alene bliver en digital udgave. Og hvor bogudgaven normalt lå klar i løbet af december, forventes online-versionen ifølge redaktøren, Jan Grube Christiansen, at være klar i midten eller slutningen af januar 2011.

Teaterårbogen har til nu været udgivet med støtte fra Kunstrådets Scenekunstudvalg, som længe har ønsket, at årbogen kunne ligge digitalt på nettet – og dermed også har givet sin accept af papirudgavens afskaffelse.
Bag forløbet omkring Teaterårbogen ligger en omstruktureringsproces udgiverorganisationen DITITU, der består af Dansk ITI og Teaterunion, og som har fået frataget den driftsstøtte, som man hidtil har fået af Scenekunstudvalget.

Ved en ekstraordinær generalforsamling 9. december blev det besluttet at skille organisationen ad, således at der fremover vil være et neddroslet Dansk ITI med fokus på det internationale samarbejde – og med sekretariatsfunktion hos Dansk Skuespillerforbund fra 1. januar 2011. Teaterunionsdelen ventes fortsætte i en mere uformel netværksstruktur.

Del af digital platform

Udarbejdelsen af Teaterårbogen vil ifølge Proscenium blive overtaget af teaterbilletter.dk. Efter etableringen af portalen www.scenen.dk og indtastningsbasen TEREBA, hvor teatrene selv indtaster alle oplysninger om deres forestillinger, bliver Teaterårbogen således en del af en samlet elektronisk platform for scenekunsten.

Databasen har også været brugt til den digitale version, der er ved at være færdiggjort. Desværre har det vist sig, at der stadig er mange små og midlertidigt producerende teatre, der har valgt ikke at være med i denne teaterlivets kollektive hukommelse. Og ikke mindst børneteatre er blandt synderne.

Jan Grube Christiansen, der som leder af DITITU har været fast medlem af redaktionskomiteen for Teaterårbogen, fortæller, at bestillingerne på Teaterårbogen har været for nedadgående blandt biblioteker og boghandlere i en del år og fremgangen i salget til teatrene ikke har kunnet modsvare dette. Det betyder, at restoplaget pr. årgang er blevet lidt større de sidste år end vanligt.

I tal kan det opgøres til, at DITITU har bestilt omkring 450 bøger, fået op til nogle hundrede mere fra trykkeriet (uden beregning) – og solgt omkring 300 eksemplarer.

Men sidste års udgave af Teaterårbogen blev altså den sidste version i håndgribelig trykt form. Tilbage ligger et lager på omkring 100 eksemplarer af hver af de seneste 20 årgange.

Teaterårbogen er udkommet med forskellige udgivere siden 1948, men man skal en tur omkring Det Kongelige Bibliotek for at finde alle udgaver i tilgængelig form.

Den overflødige tekst...

I den trykte udgave af Teaterårbogen har en fast bestanddel i mange år som bekendt været tekster om sæsonen for voksenteater, danseteater, opera – og børneteater. Det element er ikke med i den nye online-udgave. Eller rettere: Kun Deres hårdtarbejdende redaktør af børneteateravisen.dk nåede at aflevere sit bidrag, inden den endelig beslutning om de nye digitale tider blev taget. Sådan kan det gå, når man overholder deadlines...

Derfor skal den eventuelle læser ikke snydes for nedenstående alenlange tekst om børneteatersæsonen 2009-10, som ville have stået i en papirudgave af ’ITI Årbog 2009-10’...

BØRNETEATERSÆSONEN 2009-10: Kamp om kunderne

Der er over 140 refusionsberettigede børneteatre i Danmark. Dertil kommer, at landsdelsscenerne og flere af de store institutionsteatre også går benhårdt efter familiepublikummet, mens Det Kgl. Teater byder ind med bl.a. egne ballet- og familieforestillinger samt et væld af inviterede børneteatre til foyerforestillinger.

Så hvis man med let hånd opgør det samlede udbud til mindst 150 professionelle børneteaterproducenter i Danmark, har man også forståelse for, at ikke alle levedygtige fuldtidsteatre. Kun en mindre del støttes således direkte som egnsteatre, små storbyteatre eller via Scenekunstudvalget, og mange af de ustøttede teatre sælger så få forestillinger pr. sæson, at de implicerede må klare sig igennem ved andre engagementer, dramaundervisning el. beskæftigelse helt uden for teaterområdet.

Bortset fra de relativt få faste scener er dansk børneteater stadig i høj grad karakteriseret ved de mange turnerende teatre, der oftest kun kan lokaliseres på landets skoler og institutioner. Og en af de mange ihærdige udøvere af mobil teaterkunst fik sat pris på sit arbejde, da han på Børneteaterfestivalen i Horsens i september 2009 fik Horsens Kommunes Børneteaterpris: Peter ’Sille’ Seligmann har via sin tilknytning til BaggårdTeatret og de sidste ti år med sit eget Teater2Tusind været fast leverandør af kvalitetskunst gennem mere end tre årtier. Kendetegnet af nysgerrighed, legesyge og et stort internationalt udsyn ¬– symboliseret i teatrets nyeste udspil, ’Fata Morgana’ - en afrikansk ulandsthriller med en zambisk medspiller, hvor forholdet mellem hvid/kolonisator og sort/koloniseret bliver afdækket med humor og helt uden løftede pegefingre i et lille spil om kampen om en vandflaske. Forestillingen er på mange måder eksemplarisk – men helt symptomatisk for tidens afsætningsproblemer solgte den efter premieren blot to forestillinger...


Danmarks Teaterforeningers pris i november 2009 for Årets bedste børne- og ungdomsteaterforestilling gik til et teater med både kunstnerisk og salgsmæssig succes. Teater O’s ’Europamestrene’ var nomineret til en Reumert-pris i 2008 og er altså fortsat på repertoiret sammen med efterfølgeren ’Knockout’ – der begge har elitesport som ramme om en fortælling om bl.a. venskab og integration.

Teatret består af Lars Dammark og Anders Valentinus Dam, der har skabt sig en kærkommen niche i børneteatret med deres nuancerede fysiske og sproglige energiudladninger, der sætter ungdomskulturen i omdrejninger. Deres nyeste udspil, ’Goodbye & Farvel’, er endnu en fremragende forestilling – denne gang om to unges vakuumagtige håndtering af det ubærlige tab af en god kammerat. Det sker med jokes og nostalgiske anekdoter og fuld fart på musikken i en scenografi, der pludselig forvandler sig til et absurd stort lys- og lydshow. En alt for lang karaoke-sekvens er eneste mislyd i en ellers perfekt ungdomsforestilling, der i øvrigt er instrueret med stor lydhørhed af Kamilla Wargo Brekling.

Et højdepunkt i sæsonens faste prisrække er selvfølgelig Årets Reumert, der havde valgt at tildele det ligeledes relativt nystartede Teatret st.tv. prisen for bedste børne- og ungdomsforestilling. ’6, P LR K?’ for de 13-årige og op blev faktisk produceret for et par sæsoner siden for helt egne midler – inden teatret kom ind i Scenekunstudvalgets støttevarme. Forestillingen har som dramatisk omdrejningspunkt en teenagevenindekonflikt, der helt i tidens fokus på sociale medier med SMS-leg og nettet som medspillere ender ude af pigernes kontrol. Line Mørkeby var i øvrigt nomineret til Den Nordiske Dramatikerpris for manuskriptet.

Meget betegnende benyttede de to kvinder bag teatret, Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard, lejligheden til at takke HELE børneteaterbranchen for den solidariske støtte, der er så unik i dette særlige produktionsmiljø – samt specifikt Nørregaard Teater for at tage dem under sine administrative og coproducerende vinger.

Her finder man i øvrigt også Teater O. Og da Nørregaards Teater havde talt egne forestillinger og samarbejdsprojekter sammen, kunne teatret faktisk kalde sig Danmarks største turneteater i sæson 2009-10 - målt på forestillinger på vejene. Blandt de imponerende 380 spillede forestillinger var udover de allerede nævnte også samarbejdsprojekter med bl.a. Teatret Møllen (’Den indbildt syge’), og Jako-Bole Teatret (’I byens lys’).

Årets Reumert kastede ekstra glans over børneteatret, da den store hæderspris gik til uforlignelige Jytte Abildstrøm for et livslangt engagement – herunder 46 års børneteater med fest og farver og omsorg og etik, selvom teatrets forestillinger ikke altid er faldet i kritikeres og støtteuddeleres smag. 76-årige Jytte Abildstrøm overlod i øvrigt i sæsonens løb direktørstolen på Riddersalen og Jytte Abildstrøms Teater til Signe Birkbøll efter over 40 år som teaterleder, men er fortsat i fuld vigør.

Det samme kan siges om den store festival i april, der med Esbjerg-udgaven i april 2010 blev afviklet for 40. gang. Her kommer de store teatre aldrig og de små stationære børneteaterscener kun sjældent, men så kommer der jo så mange andre – i Esbjerg var der således mødt ikke mindre end 108 refusionsgodkendte børneteatre op – heraf 11 for første gang. Og da festivalen var afviklet, kunne boet gøres op til 165 forskellige forestillinger, som i alt blev opført 644 gange i løbet af ugen og den afsluttede megaweekend.

Festivalen er således fortsat både verdens største af sin art – og helt unikt med gratis adgang til alle forestillinger – og stadig det helt nødvendige mødested, hvis man vil danne sig et (kaotisk) overblik over, hvad dansk børneteater kan præstere - alle støttede og refusionsgodkendte børneteatre har nemlig med kulturministeriel garanti adgang til festivalen.


Men selvom den kunstnerisk spændvidde af og til synes på bristepunktet, er den store mængde af god, gedigen scenekunst for børn og unge samtidig vældig beroligende. Og der bliver skam stadig eksperimenteret med genrer, former, spillestil, scenografier, crossover m.v. i teater fra de allermindste til de allerstørste.

Fra Esbjerg kan bl.a. nævnes et par glimrende forestillinger med fokus på normalitetsbegrebet og børns fascinationsblandede rædsel over det at være anderledes. I Team Teatrets 'Mærkelig' møder man i Jesper B. Karlsens fine tekst en dreng – dybt troværdigt spillet af Heine Ankerdal – der hverken kan holde ud at have en handicappet lillebror eller den foruroligende Oliemand i byens udkant – også selvom meget bunder i fint registrerede misforståelser mellem både børn og voksne.

Hvor drengen er rædselsslagen for at blive smittet med mærkelighed, er pigen i Carte Blanches ‘Blind’ tvunget til hele tiden at forholde sig til, at hun altså er anderledes. Og tilskuerne må selv finde sig i at prøve turen – med bind for øjnene ud af spillelokalet.

Dermed viser egnsteatret fra Viborg endnu engang, hvordan man med kunstnerisk overskud kan udfordre tilskuernes sanser og eftertænksomhed – ganske som man har gjort med flere mere performance- og installationsagtige forestillinger.

Også Graense-Loes rykker ved sanserne i endnu en konceptfornyelse fra Katrine Karlsen og Co. ’Undertiden lever man’ er et punk-poetisk hørespil med en utilpasset teenager i fokus og fuld brag på lyd og lys i et opgør med tids- og normalitetsbegrebet.

Hamlet Scenen tog mere direkte livtag med en tilværelse som ung i 'Prins H. vol. 1', hvor Shakespeares univers er omsat til en ung dj-wannabes verden af familie og venner. Der var heftige rytmer og direkte dialog mellem skuespilleren Olaf Højgaard og publikum, og det fungerede både enkelt og omsorgsfuldt, når dygtige Højgaard gik rundt med sin mikrofon blandt publikum og faktisk adskillige gange nåede dybt ind under huden på både den udspurgte og resten af tilskuerne. En flot form for medspilsteater, der er milevidt fra ’nu er I alle sammen en skov med svajende træer’-konceptet, der stadig dukker op i mindre kurante småbørnsforestillinger.

Selvom interaktion og performance vinder frem, kunne man også på festivalen forvisse sig om, at Ordet har fået en (tiltrængt) renæssance. Eksemplificeret i bl.a. Bornholms Teater og ’En dag i Helmand', hvor Ernesto Piga Carbone i en totalt scenografiløs ramme gestalter en monolog af forfatteren Carsten Jensen om skæbner og tåbeligheder i krigens Afghanistan – og i Maskens ’En klovns ansigt’, hvor Hans Henrik Clemensen lægger stemme og gestik (og oversættelse) til engelske Justin Butchers monolog, hvor den 100-årige klovn fortæller sit livshistorie på den nytårsnat, han har valgt som afslutningen på sit lange liv.

Den klassiske tekst med de mange sproglige krummelurer er lidt af en (god) udfordring for et ungt publikum – mens det mere regelrette talesprog dominerer Møllen i ’Idiotens historie’, hvor Klaus Andersen på sublim vis fortæller og gennemspiller det meste af plottet fra bogen/filmen 'Den enfoldige morder' – her er monologen dog fint understøttet af det ledsagende samspil fra musiker og komponist Lars Rødbroe.

Møllen har også – sammen med AbstraXteater – produceret en anden fortolkning af en mytisk bog/film, nemlig Hemingways ’Den gamle mand og havet’, der er blevet til ’Santiago’, hvor en eminent agerende Bo Stendell Larsen som den gamle fisker suppleres af Connie Tronbjerg i roller som fortæller, dreng, turister – og sågar selve havet – i den stemningsfortættede kamp om liv og død.

Netop liv og død var også temaet for Limfjordsteatrets ’Pinkie’, der dog har fravalgt alle ordene til fordel for et klovneunivers af håbløse soldater, der i overgearet og stiliseret udgave afspejler krigens dilemmaer. ’’Pinkie’ handler om virkeligheden 2009, uanset hvor fjollet, den umiddelbart ser ud. Nænsomt, så også børn med soldaterfædre og soldaterbrødre vil kunne se denne forestilling og blive stolte – og måske en lille smule mere reflekterede’, lød det fra Anne Middelboe Christensen i en seks-stjernet anmeldelse i børneteateravisen.dk af den Reumert-nominerede forestilling.

Krig var også temaet i sæsonens tredje Reumert-kandidat til b&u-prisen, Randers Egnsteaters ’Hesten’, hvor Sven Ørnø har skrevet en fri dramatisering af Michael Murpurgos bog ’War Horse’, og selvom fortællingen er lejret omkring Første Verdenskrig, giver forestillingen med sit tema om angst og ensomhed og menneskets trang til at gøre det rigtige rigelige associationer om de aktuelle krige i Irak og Afghanistan.


Således viste mange af festivalens – og sæsonens – forestillinger, at ingen temaer er for svære eller for tabubelagte for den professionelle scenekunst for børn og unge. Temaet ’venskab’ er – sammen med dramatiseringer af klassiske børnebøger – dog stadig et af de mere sikre emnekort at spille ud for teatrene. For man skal ikke glemme, at i modsætning til voksenteatret må børneteatret ofte navigere meget mere efter formidlerne end de potentielle tilskuere. Det betyder bl.a., at en stor del af arbejdet med at producere og markedsføre en forestilling er rettet mod personer, der slet ikke udgør målgruppen!

Og diskussionen om, hvad der er godt og kvalitativt teater for børn og unge, foregår følgelig også fortrinsvis blandt voksne. Derfor var det en interessant nyskabelse ved festivalen i Esbjerg med projekt ‘lån en ung’, hvor man kunne erhverve sig et ungt menneske at se teater sammen med og siden få en målgruppeorienteret snak om forestillingen.

Der er selvfølgelig også blevet spillet meget seværdigt børne- og ungdomsteater på de stationære scener i sæson 2009-10. Flere af de turnerende teatre har selv små scener, hvor forestillingerne får premiere og spilletid, og flere af de stationære børneteatre har også gæstespil af de turnerende teatre.

Nævnes kan bl.a. det nu fusionerede Jako-Bole Teaters sidste egenproduktion, ’Fordampet’, der både formåede at handle om ADHD og i teaterform ’ramme den almene frustration, afmagt og svigtende evne til at sætte følelser i ord og styre de dunkende kropsenergier, der er så karakteristiske for aldersgruppen’, som Henrik Lyding skrev om Leiv Arne Kjøllmoens iscenesættelse i sin anmeldelse i børneteateravisen.dk.

En af de fem unge dampkogte hjerner sad på Mikkel Løvenholdt Reenberg, der modtog en Talent-Reumert for bl.a. sin præstation i ’Fordampet’ – og når vi nu er tilbage ved Reumert, kan det lige nævnes, at der helt usædvanligt også var nomineret en dramatiker fra børneteatret ved Årets Reumert, nemlig Thomas Howalt for manuskriptet til Fair Play-forestillingen ’Hemmeligheden’, der aldeles politisk ukorrekt handler om tre børns forsøg på at skjule, at deres mor er afgået ved døden...

I Århus fik Gruppe 38 også fuldt stjernekort for sin ’Jeg har Alt’, der har Bodil Alling i sin særlige slentrende, påtaget naivistiske fortællespillestil i en ordpoetisk biografteaterforestilling med finurligt tingeltangel og en stilfærdig morale om, at man skal huske at leve i og skønne på nuet...

Den er som sædvanlig også at finde som turneforestilling, ganske som Teater Vestvoldens muntre og stort anlagte ’Komedien om den franske revolution’, udsat for hele fem energiske skuespillere i et ‘Så hatten passer’-agtigt actiondrama, men andre mere stationære glæder i sæsonen kunne ses hos bl.a. Det Lille Teater med ’Nalles taxa’ – i Lavendelstræde laver man forbavsende sjældent kunstneriske smuttere – og hos AnemoneTeatret, der fejrede 25-års jubilæum med ’Livets æbletræ’, der er tro mod teatrets særlige opbyggelige stil, hvilket også helt bogstaveligt gælder de stadigt mere avancerede scenografier. Og de to teaterejere, Lisbet Lipschitz og Albert Nielsen fik lige et par jubilæumsord med på vejen af Anne Middelboe Christensen i børneteateravisen.d: ’Som skuespillere komplementerer de to hinanden så glimrende. For Lipschitz har en særlig evne til at spille usympatisk og stadig gøre sig selv menneskeligt undskyldeligt. Og Nielsen udlever gang på gang sin hang til snævertsynede magtmennesker, der pludselig erkender en hel masse om sig selv – og finder det gode og det oprigtige frem. Deraf Anemone-etikken’.

Hos Zeppelin på Vesterbro i København forsøgte man sig med en dramatisk udgave af klimaretorikken for de 7-årige – selvom børneteateravisens anmelder anbefalede fra 14 år og op, fordi hun mente, at de udpenslede rædsler i ’Klimatopia’ var lige hård nok kost for de mindreårige. Forestillingen, som foregår i et vragdelsagtigt laboratorium, var dog udviklet med afsæt i en workshop (endnu et middel, som flere børneteatre tager i brug) om klimakrise og fremtidshåb med lokale skolebørn i alderen 9-14 år, der åbenbart var mere hårdhudede...
Zeppelin lægger også gerne scene til gæstespil og fik bl.a. besøg af Apollo Teaters særudgave af ’Den helt vildt sørgelige historie om den lille pige med svovlstikkerne’, fordi Niels Jørgensen og Helena Hertz Melkjorsen har skabt deres egen lille kunstneriske platform med en fast kerne af dans og teater – her forenet i en dramatisk kriminalreportage kogt ud af den klassiske fortælling.

’Han er klovnen, hun er ballerinaen. Han er lidt kluntet, men kontant, hun er yndig, hurtig og smart. Han har begge ben på jorden og hænderne i siden, hun kan have både arme og ben i luften på én gang. Sammen er de
cool og ind imellem dynamit’, lød det i børneteateravisen.dk.

Men de små faste scener – og de turnerende teatre med – kan også mærke, at de store institutionsteatre er begyndt at bide børneteatret i haserne med gode forestillinger – og i Det Kgl. Teaters tilfælde altså med mange gæstespil af de kvalitetsførende børneteatre.

Et par eksempler var Aalborg Teaters overmåde vellykkede dramatisering af Bjarne Reuters ’Fakiren fra Bilbao’ og Grønnegårdsteatret med ‘Tvillingerne’: ’Forviklingshistorier med tvillinger, forbyttede børn og andet godt fra de kulørte komediers overdrev møder vi sjældent i det moderne børneteater. Derfor er det godt, at Grønnegårdsteatret sommer efter sommer tager sig af den mere klassiske side af vores teaterkultur. Konsekvent spiller de Holberg og Shakespeare eller som nu Goldoni. Bearbejdet og bragt ned i børnehøjde uden at sætte hverken saftigheden
eller de med nutidens øjne lidt besynderlige familiekonstruktioner over styr’, lød Henrik Lydings dom i børneteateravisen.dk om Gitte Siems instruktive indsats.

Men der kommer trods alt også nye spillesteder til i børneteaterlandskabet. Sæsonen var den sidste for Jako-Bole Teatret og Jomfru Ane Teatret i Aalborg, inden de blev til Nordkraft med udsigt til fine nye lokaler på det tidligere kraftværk af samme navn. Og midt i sæsonen kunne det tidligere statsensemble, Corona La Balance, skifte navn til ZeBU (Zenekunst for Børn og Unge) og indtage det tidligere Røde Kro Teater på Amager, mens århusianske Teater Refleksion i februar 2010 kunne slå dørene op for Danmarks første stationære scene for dukke- og animationsteater.

Her viser man nu dukketeater for alle aldre – ganske som det kunne ses på 2009-udgaven af Festival of Wonder, der i årevis og på forbilledlig vis har blandet animationsteater for børn og unge og voksne på sine biennale festivaler i Silkeborg.


Der er fortsat stor virkelyst og mod i dansk børneteater, både på det kunstneriske og personlige plan. Og internationalt er børneteatret fortsat syvmileskridt foran voksenteatret i anseelse og aktivitet. I sæsonens yderpunkter eksemplificeret i Teatergruppen Batidas ikke ufarlige rejse til det krigshærgede Afghanistan og det ustøttede teater Kimbris stort anlagte forestilling med heste og cirkustelt og planer om at rejse rundt i Danmark og Europa og lave ’kulturelle byttehandler’.

Læg dertil projekter som Forsøgsstationen, et nystartet værksted for forskning, udvikling og træning for professionel scenekunst, og Dramatikervæksthusene, hvor der udvikles nye børneteaterdramatikere.


Sæsonen 2009-10 blev på godt og ondt endnu en påmindelse om, at dansk børneteater fylder meget mere end den begrænsede synlighed i mediebilledet. De ovenfornævnte er blot punktnedslag i den kunstneriske virkelyst; mange andre burde kunne fremhæves - mens vi her glemmer alle de forestillinger, der var lavet i kunstnerisk og økonomisk åndenød.

For sådan må det være, når over 150 børneteaterproducenter er i sving.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Teaterlivets hukommelse bliver digital
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617

22-10-2018
 

15-10-2018
 

04-10-2018
 

30-09-2018
 

26-09-2018
 

22-09-2018
 

18-09-2018
 

16-09-2018
 

09-09-2018
 

06-09-2018
 

01-09-2018
 

19-08-2018
 

01-08-2018
 

18-07-2018
 

25-06-2018
 

18-06-2018
 

10-06-2018
 

06-06-2018
 

29-05-2018
 

17-05-2018
 

07-05-2018
 

03-05-2018
 

28-04-2018
 

24-04-2018
 

19-04-2018
 

13-04-2018
 

10-04-2018
 

06-04-2018
 

03-04-2018
 

23-03-2018
 

16-03-2018
 

08-03-2018
 

28-02-2018
 

23-02-2018
 

19-02-2018
 

13-02-2018
 

06-02-2018
 

31-01-2018
 

23-01-2018
 

17-01-2018
 

Flere anmeldelser