17. september 2008

Teaterleder Inga Juul er død

Teaterleder Inga Juul er død 29. august, knapt 80 år gammel.

Inga Juuls Børneteater var medlem af BørneTeaterSammenslutningen helt tilbage i starten fra 1970-76, men blev ekskluderet af organisationen, fordi hun uden om BTS bl.a. rettede henvendelse til Skuespillerforbundet (hvad der ”skadede BTS-medlemmernes ønske om at sive ubemærket ind i forbundet”, som det bl.a. hed i eksklusionspapirerne…) og Folketingets Kulturudvalg – og fordi hun i lange perioder ikke var at betragte som et producerende teater. Selv betragtede hun det – muligvis med rette – som en urimelig venstreorienteret politisering – og stiftede som svar Dansk Børneteaterforbund, der med fem medlemsteatre og en kort levetid blev en parentes i børneteatrets organisatoriske historie.

Hun var i en lang periode synonym med den danske afdeling af ASSITEJ, hvilket dog fik en ende en juledag i 1981 efter en dramatisk generalforsamling og ekstraordinær ditto, hvor modstanderne vandt magtkampen over Juul og co. og derefter påbegyndte det lange træk mod en globalisering af den indtil da ret eurocentriske organisation – hvilket bl.a. indbefattede Michael Ramløses periode som generalsekretær fra 1990-96.

Efter de stormfulde år i og udenfor BTS holdt Inga Juul og hendes børneteater bl.a. til i et teaterlokale på Edisonsvej på Frederiksberg og i det, der nu er Kanonhallen, men de seneste mange år var der stille omkring hendes teatervirke.

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne