29. marts 2012

Teaterhunde på orlov

Teater Hund fejrer sit ti-års jubilæum med ‘Der var engang en….virkelighed’ – der netop nu turnerer rundt inden en stationær spilleperiode på AnemoneTeatret 3. april-13. maj – dog afbrudt af påske og deltagelse på Festival 2012 i Ringsted og Sorø (www.festival2012.dk)), og selvom der absolut ikke er nogen tegn på, at teatret er ved at gå i hundene rent kunstnerisk, har teatrets stifter, leder og instruktør, Methe Bendix (foto), alligevel besluttet sig for at holde orlov næste sæson for at for at søge ny inspiration og videreuddanne sig – for så at vende tilbage til sæson 2013-14.

Orlovs-kaptajnen hos Teater Hund bliver derfor i næste sæson Per Linderoth, der har medvirket i flere af Teater Hunds forestillinger som skuespiller, men altså nu sætter sig i instruktørstolen til næste sæsons to forestillinger.

Også skuespiller Anne Dahlsgaard, der er medstifter af teatret, holder en pause i løbet af næste sæson, hvor hun er med i den første forestilling, men så holder orlov i foråret 2013.

Methe Bendix siger selv på teatrets hjemmeside om sine planer for orlovsåret, at de skal bruges til ’fordybelse’:

»Til at komme tilbage til kilden. Til at skrive og komme på dyb forkant igen! og til at komme lidt ud i verden og hente inspiration og udvikle internationale kontakter. Til at ånde og lege og komme stærkt tilbage!«

Og hun har store forventninger til, at andre tager over i næste sæson:

»Jeg glæder mig! jeg synes, at det er så spændende, at andre skal stå for vores nyproduktion. Men nu kender vi jo Per Linderoth og ved, at han har den rette hunde-ånd, erfaring, et varmt hjerte og en god humor. Jeg tror, at det kan være inspirerende at prøve at se det hele udefra, og det kan måske udvide både den indre og den ydre opfattelse af, hvad Teater Hund er og kan.«

Se mere på www.teaterhund.dk – og læs også interviewet (LINK) her på portalen med Methe Bendix om teatrets måde at lave forestillinger på. 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne