18. juni 2009

Teatercentrum flytter

Teatercentrum, der formidler information om professionel scenekunst for børn og unge og bl.a. arrangerer den årlige april-festival, udgiverrepertoirekataloget Den Røde Brochure og driver børneteateravisen.dk, flytter domicil.
Selvom sekretariatet for UBOT (Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater) har været uhyre tilfreds med den nuværende placering på den gamle vandværksgrund ved Axeltorv i København, har ejerne, Københavns Kommune, besluttet sig for selv at anvende området til ’Børneby’, dvs. daginstitution og kontorer for børne- og ungdomsforvaltningen.

Teatercentrum må derfor flytte videre – og det bliver til lokaler i Farvergade 10 4. sal i den indre by – ikke langt fra Rådhuspladsen, Strøget eller for den sags skyld Kulturministeriet…
Sekretariatsleder Henrik Køhler udtaler: »Vi er naturligvis ærgerlige over at skulle sige farvel til en så attraktiv adresse som Axeltorv, og rent faktisk har vores centrale placering betydet en stigende opmærksomhed om vores aktiviteter, og mange af vores samarbejdspartnere har ofte kigget forbi både til kaffe og snak. Den positive udvikling håber vi at kunne tage med til det nye lejemål i Farvergade«.

Flytningen sker allerede torsdag den 25. juni – men da Teatercentrum holder ferielukket i hele juli, vil stedet først være åben for besøgende fra mandag den 10. august.
Teatercentrums telefonnummer, fax, hjemmesideadresse m.v. vil være uændret.

Med i flytningen er naturligvis også ASSITEJ Danmark og BørneTeaterSammenslutningen, som Teatercentrum har delt adresse med.
Se mere om Teatercentrum på www.teatercentrum.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne