Af: Kirsten Dahl

1. juli 2021

Teater med vrinsk og nerve

Luften er fyldt med heftigt melodrama og vilde vrinsk i Frøken Fracasos Kompagnis teaterudgave af den sandfærdige fortælling om skomagerdatteren Mary Wilcocks, der ved et tilfælde lyver sig op i klasse-hierarkiet som javanesisk prinsesse og derved åbner egne og publikums øjne for, at virkeligheden kan blive et bedre og smukkere sted at være.

Energi blafrer længe om ørerne på én, efter at man har forladt rummet, hvor Frøken Fracasos Kompagni spiller 'Prinsesse Caraboo'. 

Katharina Kamber og Anna Panduro fyrer den af på scenen. De sprudler af energi og ilden lægger sig først længe efter finalen. 

I en melodramatisk spilleform størrelse XXL, som ikke lægger fingre imellem og ikke holder sig tilbage, gennemspiller de to fyrige damer den sandfærdige fortælling om skomagerdatteren Mary Wilcocks, der i 1817 – ved et tilfælde og for at redde sig selv fra galgen – gav sig ud for at være en eksotisk prinsesse fra Java. Nærmere betegnet Prinsesse Caraboo. 

Smilebånds-gymnastik

Intet udtryk synes for stort og ingen energi for mægtig, når Kamber og Panduro går i kødet på fortidens grumheder og fornøjelser. Spanske Jose Troncoso holder hele vejen igennem – med overblik og sans for detaljen – solidt fast i iscenesættelses-tømmen. Via festlig musik, opfindsomt skyggespil og skuespil med store fagter, hurtige skift og højt humør, bliver vi præsenteret for en fortid, hvor fattigmand (fx Marys far) bliver hængt for at sjæle et stykke brød til sin gravide kone. Og hvor familiens børneflok er heldige, hvis de overlever. 

Yngste-pigen Mary får nær rebet om halsen, men når at flygte, og finder så pludselig sig selv stående i rollen som en eksotisk prinsesse fra Langtbortistan. Og ud af munden vælter uforståeligt snak. Noget værre sludder. Volapyk, som sammen med hendes evne til at synge lifligt og tage den alvorlige situation ovenfra, redder den fattige skomagerdatter og fører hende ind i et for hende aldrig før oplevet luksusliv. Et liv med fint tøj, nyredt seng og tre retter mad om dagen. 

Det er nogle rigmandsmadammer, som af kedsomhed kun går op i hvem, der snart skal hænges, som fatter interesse for Mary. Selv lader Mary sig – forståeligt nok – rive med ind i denne pludseligt opståede luksusredning fra døden. 

At dette, inklusiv beretningen om hvordan Mary først havner i kløerne på pirater og svømmer i en hajs mave, spiller Kamber og Panduro, som danser de hen over en steppebrand. De spiller samtlige fortællingens roller, Inklusiv indehaver af pubben ”The Black Sheep, tedrikkende overklassefruentimmere med strittende pegefingre og mange flere. Totalt overskudsfyldt, ubekymret sprælsk, med flirtende rullende øjne, viskestykker om både håret og på tørresnore. Det er kropumuligt ikke at blive smittet af deres herlige fandenivoldske energi. 

Frøken Fracasos Kompagni rammer plet, når de giver forestillingen undertitlen ”En musikalsk komedie om fantasiens magt og fascinationen af det ukendte”. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.