DEBAT
20-07-2018
19-07-2018
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018
Det er ikke fire måneder siden, at Teater Hund & Co. stillede op til fotografering foran det lille storbyteaters opholdssted, Biblioteket på Rentemestervej. Allerede dengang lurede tvivlen om placeringen, og nu synes en flytning at være nært forestående. På fotoet ses den faste stab hos Teater Hund & Co. - Petra Søe (kunstnerisk leder), Lajla Skjerning (pr og marketing), Methe Bendix (kunstnerisk leder), Anne Dalsgaard (skuespiller) og Kenneth Gall (adm. leder): Foto: Morten Wøldike

Teater Hund & Co. vil væk fra NV

18-12-2017
Blot fire måneders ophold på Biblioteket i København NV var nok til, at Teater Hund & Co. nu søger en anden placering i byen som lille storbyteater i Københavns Kommune. Udfordringerne er for store, og et katastrofalt lavt billetsalg til teatrets første to produktioner taler sit eget sprog. Teatret foreslår nu, at man flytter sammen med Teatret Får302 i Nyhavn.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

- Teater Hund (& Co.) er stiftet i 2003 som børne- og familieteater af Methe Bendix og Anne Dalsgaard og har været støttet af skiftende statslige scenekunstudvalg gennem årene, indtil i april 2016 blev udpeget som nyt lille storbyteater af Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune for perioden 2017-20.

- Aftalen var, at teatret skulle producere både børne- og voksenteater, hvorfor man ansatte en kunstnerisk voksenteater-leder, Petrea Søe, og tilføjede '& Co.' til teatrets navn.

- Med fulgte en årlig støtte på 2.823.000 kr. og placering på Biblioteket i Nordvest, hvor man kunne få egen scene og administrationslokaler.

Det blev besluttet at evaluere placering og aftale i juni 2018, men det er altså sket allerede.

Se mere om teatret på hjemmesiden: www.teaterhund.dk

- og læs artiklen om teatrets start i København NV  

Det er kun fire måneder siden, at Teater Hund & Co. holdt officiel åbningsreception som Københavns nye lille storbyteater i Nordvest-kvarteret. Med placering på toppen af Biblioteket, det lokale kulturhus.

Men erfaringerne efter to produktioner - en for børn og unge og en for voksne - har været så dårlige, at teatret allerede nu søger nye græsgange - i den indre by i et fællesskab med Teater Får302 i Toldbodgade i Indre By.

Det fremgår af et beslutningsforslag, som Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ved et møde på torsdag 21. december - på baggrund af udvalgets og Teater Hund & Co.'s undersøgelse af muligheder for at placere teatret i andre omgivelser, der kan give et bedre spillerum for teatrets produktioner.

I teatrets aftale med kommunen var det bestemt, at man skulle evaluere placering og aftale i juni 2018, men det er altså blevet rykket et halvt år frem.

Dødfødt placering

Som stort set alle andre end måske lige beslutningstagerne i Københavns forvaltning kunne se eller ville acceptere, var placeringen af det nyudpegede lille storbyteater i København NV nærmest dødfødt fra starten:

København NV har i forvejen mere og gratis børneteater til rådighed end andre områder i hovedstaden: Således holder Batida til i bydelen med eget teaterhus og mange aktiviteter, og sammen med kulturhuset administrerer man det kommunalt støttede projekt Teater Nordvest, der står for 100 gratis familieforestillinger om året i bydelen.

Dertil kommer bl.a. Børnekulturhuset Sokkelundlilles årlige festival, der også byder på gratis teater, og Dansekapellet med Uppercut Danseteater. Og et socialt udsat område i hovedstaden, hvor teaterbesøg ikke ligger i de kulturelle gener.

Følgelig var Teater Hund & Co. fra starten udfordret helt generelt - både med sine børneteaterproduktioner med betalt adgang og med at skabe opmærksomhed omkring et nyt voksenteaterrepertoire for et teater, der primært er kendt for sit børneteater.

Dårligt billetsalg

Tallene taler deres eget direkte sprog: Efter den officielle indvielse 26. august i år, har Teater Hund opført to forestillinger i Bibliotekets sal fra 14. oktober til 4. november 2017: Børneteaterforestillingen 'Den store jagt på lykken' og voksenforestillingen 'Drømme om noget andet'.

Det blev hverken en drømme-start eller en lykkelig begyndelse: Til den ene forestilling var der en kapacitet på 3.100 tilskuere i salen, men teatret solgte kun 348 billetter. Til den anden forestilling var der plads til 1.800 tilskuere og antallet af solgte billetter var 381.

Disse pauvre tal fremgår af forslaget til en hurtig exit fra NV, som også er bundet i de aktivitetskrav, der fremgår af aftalen om at være lille et storbyteater - og også skal ses i relation til den relativt høje pris for at leje bibliotekets sal i forhold til at tiltrække tilskuere.

Undersøgelser sat igang

At alle godt vidste, at placeringen ikke var den heldigste, men et nødvendigt onde - det er næppe nogen hemmelighed at kommunen håbede på, at en fratagelse af lille storby-støtten til AnemoneTeatret i Indre By ville frigøre et særdeles egnet teater til anden side - fremgår vel også af, at det allerede ved et møde i Kultur-og Fritidsudvalgets 28. september 2017 blev besluttet i samarbejde med Teater Hund & Co. at undersøge alternative placeringsmuligheder for teatret end NV. Og altså et par uger før teatret overhovedet havde haft premiere på Biblioteket.

Det fremgår af dagsordenen til det kommende møde på torsdag, at 'forvaltningen har undersøgt priser for leje af sale på andre af byens børneteatre, men kan konstatere at priserne er højere, end hvad teatret betaler nu i Biblioteket i Nordvest'.

Man har bl.a. har undersøgt mulighederne for at skabe et teater i Vandværket på Rabarbervej - stadig i NV og tæt på Bispeengbuen - det ville både kræve tid og yderligere finansiering. Man har også undersøgt muligheden med Lygten Station, men stedet bruges i forvejen til improteater, stand-up og en række andre aktiviteter.

Vil flytte sammen med Får302

Samme trængselsproblemer har teatret sådan set osse i Biblioteket, hvor spillesalen også skal bruges til en lang række andre aktiviteter, så man kun i begrænset omfang - dvs. omkring 14 uger om året - havde den til rådighed.

Teater Hund & Co. har undersøgt andre muligheder, herunder samarbejder med Krudttønden, Zangenbergs Teater og Teater Får302, men det fremgår af mødedagsordenen, at Krudttønden ikke er en mulighed i sæson 2018/19, ligesom det vil blive svært at få administrations- og produktionslokaler, mens en placering på Zangenbergs Teater vil kræve for store økonomiske investeringer. 

Derfor foreslår Teater Hund & Co. en aftale med Teater Får302 om at dele Teater Får302's prøvelokale, scene og produktionsfaciliteter i Toldbodgade - og at spille i andre københavnske bydele med få eller ingen børneteatre, når man ikke spiller på scenen i Nyhavn.

Da Teater Hund i 2003 blev stiftet som børneteater, var det af folk fra Får302, så det vil næsten som at komme hjem igen.  

Penge til kunst og ikke husleje

Og man peger da også på en række fordele, hvoraf ikke mindst en billigere husleje vil give større økonomisk råderum for både kunst og udadvendte aktiviteter - og med det historiske bånd mellem de to teatre nævner man også muligheden for kunstnerisk sparring.

Også Får302 vil kunne have glæde af at dele administrative og lokalemæssige udgifter. Og her er nogle tal fra forslaget om at flytte Teater Hund & Co. til Indre By:

Teater Hund betaler på nuværende tidspunkt en husleje på 378.000 kr. for kontorpladser og 15 uger til opførelser i Bibliotekets Multisal eksklusiv leje af prøvesal. Til sammenligning vil huslejen hos Teater Får302 vil være 120.000 kr. for kontorpladser og 26 uger i teatersalen inklusiv prøvelokale. Der er plads til 60 børn i teatersalen hos Teater Får302.

Ifølge Teater Hund er transportmulighederne til og fra Teater Får302 bedre end de nuværende hos Biblioteket i Nordvest, da skoleklasser og andre besøgende kan tage metroen til Kgs. Nytorv og gå derfra til Toldbodgade.

Beslutning ret forude

Men nu er det altså op til Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune at tage stilling til, om Teater Hund & Co. kan flytte sammen med Teater Får302.

Umiddelbart synes udvalget at være indstillet på at få ekspederet en halvumulig sag videre, men det kræver så både en ny aftale med Teater Hund & Co. - og accept fra Slots- og Kulturstyrelsen, fordi der i aftalerne om de små storbyteatre indgår en statslig finansiering.

Teateravisen har kontaktet Teater Hund & Co.’s administrative leder, Kenneth Gall, og den kunstneriske leder for børne- og ungdomsteaterdelen, Methe Bendix, for at høre nærmere om flytteplaner og fremtidsscenarier, men de har ikke ønsket at udtale sig sig forud for torsdagens møde i Kultur- og Fritidsudvalget.

SIDSTE: FORSLAGET godkendt

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag 21. december blev en midlertidig flytning godkendt - her er mødereferatets ordlyd:

'Kultur- og Fritidsudvalget godkendte, at Teater Hund midlertidigt placeres i forbindelse med Teater Får302, idet udvalget samtidig lagde vægt på, at Teater Hund, som forudsat i forbindelse med vedtagelsen af Scenekunstpakken, på sigt skal spille i de københavnske bydele, hvor der er få eller ingen børneteatre, og at Kultur- og Fritidsforvaltningen derfor på et senere tidspunkt vender tilbage til udvalget angående en permanent løsning for teatret'. 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Teater Hund & Co. vil væk fra NV
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
12345678910111213141516

01-08-2018
 

18-07-2018
 

25-06-2018
 

18-06-2018
 

10-06-2018
 

06-06-2018
 

29-05-2018
 

17-05-2018
 

07-05-2018
 

03-05-2018
 

28-04-2018
 

24-04-2018
 

19-04-2018
 

13-04-2018
 

10-04-2018
 

06-04-2018
 

03-04-2018
 

23-03-2018
 

16-03-2018
 

08-03-2018
 

28-02-2018
 

23-02-2018
 

19-02-2018
 

13-02-2018
 

06-02-2018
 

31-01-2018
 

23-01-2018
 

17-01-2018
 

04-01-2018
 

01-01-2018
 

21-12-2017
 

12-12-2017
 

06-12-2017
 

04-12-2017
 

29-11-2017
 

24-11-2017
 

20-11-2017
 

15-11-2017
 

10-11-2017
 

07-11-2017
 

Flere anmeldelser