2. juni 2016

Teater for asylbørn

Et helt nyt projekt, initieret af Lene Thiesen og igangsat af ASSITEJ Danmark, skal give børn og unge på danske asylcentre mulighed for at opleve dansk børne- og ungdomsteater.

Der er tale om et tre-årigt kulturprojekt med titlen 'Hodja fra Danmark – Teater for asylbørn', der efter planen skal sende 140 forestillinger ud til ca. 6.000 børn og unge på landets asylteatre.

Den økonomiske ramme forventes at være på godt otte mio. kr., og kampen for at skaffe midlerne er i fuld gang.

Lige her og nu søger man så en erfaren projektleder, der bl.a. skal stå i spidsen for fundraising, opbygge, tilrettelægge og styre projektet, fungere som sekretær for bestyrelsen og sikre løbende dokumentation af projektet.

Projektet er en selvejende institution med en ekstern bestyrelse, som har det overordnede projektansvar. Det stiftende bestyrelsesmøde finder sted 6. juni.
Den nye leder kommer til at arbejde med to partnere, ASSITEJ Danmark og Teatercentrum og et til formålet nedsat dramaturgiat, der udvælger forestillingerne.  

Projektet får til huse i Teatercentrums lokaler i Farvergade, Kbh. K, hvor også ASSITEJ holder til.

Stillingen som projektleder, der forventes tiltrådt 1. august eller 1. september 2016, er opslået under forudsætning for, at de nødvendige midler kan fremskaffe.

Potentielle kandidater til stillingen skal indsende ansøgning senest 16. juni kl. 24,00 til info@assitej.dk – og man kan for uddybende spørgsmål kontakte projektstifter Lene Thiesen (lene.thiesen@gmail.com)

Hele stillingsopslaget kan ses på www.assitej.dk under nyheder eller på dette link.

Man kan også høre Lene Thiesen fortælle om projektet på et orienteringsmøde på Aprilfestival 2016 sidst i dette videoklip...

(Billedet: Lene Thiesen fortæller om børneteater til asylbørn-projektet på Aprilfestival 2016. Foto fra video)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne