Teater eller legestue?

’Kropfantastisk’ er en forestilling for de allermindste. For børn med ble, og for børn der, når det gælder de yngste i målgruppen, endnu ikke har et talesprog. Titlen er opfindsom og sød.

De to medvirkende, Pernille Nedergaard Haugesen og Tea Rønne, har en åben og dejlig varmt imødekommende udstråling. De leger i rummet og bruger primært deres kroppe og ansigtsmimik til at fange hinandens og børnepublikummets opmærksomhed.

Scenografien bestå af store bløde tøjdyr og andre væsner, der er i familie med de bamser og lignende, som børn i den alder har og holder af.
I et fysisk enkelt set-up kommer de to performere med et bud på, hvordan temaet krop og leg kan udfoldes. Som de to piger, Rut og Trut, tumler og boltrer de sig akrobatisk i tøjdyrsdyngerne. De gemmer sig for hinanden. De triller og balancerer på store bolde. De kildrer drilsk og legelystent hinanden. Slår kolbøtter. Vikler sig akrobatisk ind i hinanden. Og giver en stor tunnelmund med en kæmpestor rød tunge almindelige og 'skøre' ting at spise.
De forlænger deres arme med lange rør af stof, finder sammen og udvikler en fælles 'langarmet' dans. Bliver til frøer, der hopper lystigt omkring. Anbringer stofhænder og andre ting 'forkerte' og skøre steder på deres kroppe. Siger sjove lyde når de prikker på hinandens storetæer. Leger at de flyver. Og vælter sig hen over sækkepuder.

Trut spiller trompet. Rut, som blunder tysser irettesættende på hende. Men snart efter leger de igen. Undervejs kontakter de børnene. Og efter cirka 25 minutters tid inviterer de børnene op at tumle med i deres bløde tunnel- og tøjdyrsunivers.

Kildeleg og tungemadding
’Kropfantastisk’ er tydeligvist bevidst om målgruppen. Evnen til nærvær er stor. Ligesom lysten til at eksperimentere på børnenes præmisser. Hvorfor lykkedes forestillingen så ikke?
Mit bedste bud er, at forestillingen alle dens gode intentioner og ideer til trods ikke dramaturgisk set er tydelig nok som scenekunstoptræden. Den lægger sig uheldigt et sted mellem at være en teaterforestilling og en dramapædagogisk legestue – og den kipper mestendels mod det legepædagogiske.

Undervejs bliver man usikker på, hvad det spillerne foretager sig er til for. De små børn, jeg så forestillingen sammen med, var heller ikke rigtigt med på spillernes medspils- eller 'leg med'- invitationer. Hverken undervejs eller i det afsluttende kvarters tid.

Måske er det for dristigt at tro at fremmede, givetvis teateruvante børn er med på kildeleg og helt uforbeholdent har lyst til at sno sig gennem et stofrør som madding for en stor tunge?

Festivalforestillinger er undertiden rippet for børn. Til denne var der nu pænt fyldt op med blebørn. Men måske fungerer forestillingen bedre i en småbørnsinstitution. Uanset hvor er det spørgsmålet, hvad man skal kalde 'Kropfantastisk' – teater eller legestue?