DEBAT
11-06-2023
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022
Onlinemøde for nye teatre (øverst) og Eja Due i Teater Bæsts ’Flugt’ (nederst). Foto: Dianna Telling og Karsten Piper

Teater Bæst er klar til Aprilfestival

07-03-2022
Til Aprilfestival 2022 i Esbjerg er der en række nye teatre med, der for første gang bliver en del af det store teatertræf, hvor man møder 100 andre turnerende børne- og ungdomsteatre og 500 teaterkolleger plus potentielle forestillingsopkøbere. Det kan virke overvældende. Men festivalen tager sig godt af de nye teatre. Og Eja Due fra Teater Blæst glæder sig…
Af: Carsten Jensen
FAKTA

De 11 nye teaternavne på Aprilfestival 2022: 

- Art Farm, DraumVærk, Gi en historie, HeartBeat Group, Spil Bedre, Teater Animisme, Teater Bæst, Teater RUM, Tiny Dancer, Volantes Company og Østerlyd.

Særlige tiltag for nye teatre: 

- Informationsmøde i januar (normalt på Teatercentrum, i år online)

- Guide til nye teatre: Omfangsrig infohæfte (både i trykt og digitalt format). Se pdf

- New Case: Nye teatre på festivalen får lejlighed til at præsentere deres teater og forestilling for formidlerne  

 - Mentorordning: Et nyt teater kobles med et erfarent, hvis man ønsker det. Kontakt etableres før festivalen og samarbejdet kan strække sig over hele festivalugen

- Integrationsmøde: Evt. aftenevent hvor nye og gamle teatre kan hilse på hinanden udover mulighederne på festivalcafe, festivalfest m.v.

* Følg med i Aprilfestivalen på hjemmesiden: www.aprilfestival.dk

Der er nu mindre end tre uger til starten på Aprilfestival 2022 - Teater for små & store, der afvikles med Esbjerg Kommune som vært fra 27. marts til 3. april.

For 11 af de over 100 deltagende turneteatre vil det være første gang, at deres kompagni er på programmet i den store festival, hvor de udover publikum og formidlere også vil møde over 500 kolleger samt internationale opkøbere.

Det kan virke en både overvældende og lidt skræmmende at skulle forholde sig til den store festival med de mange praktiske informationer om åbne og lukkede forestillinger, arbejdshold, festivalshow, faglige arrangementer m.v., samtidig med at man måske er et spritnyt teater og også kæmper med at få sin helt nye forestilling klar.

Men denne situation har Aprilfestivalen gennem mange år forsøgt at tage hånd om, så de nye teatre både inden festivalen starter og i løbet af hele festivalugen føler sig velinformeret og velkomne.

Nye og garvede

Men forudsætningerne er ofte meget forskellige. Selvom et teater er med for første gang, betyder det ikke, at teatrets medlemmer er nye. Nogle har måske lavet deres eget teater, andre har deltaget som spillere i nogle af de etablerede teatre og været med på festivaler – mens flere om ikke andet har besøg Aprilfestival som gæst, kollega og teaterkigger.

Alle tre scenarier forekom blandt de 11 teatre (se faktaboks), hvor eksempelvis Teater RUM består af en så erfaren teatermand som Lars Dammark, der har været medstifter og -leder af det succesrige og Reumert-nominerede Teater O, som siden starten i 2006 har gæstet de årlige festivaler. Og Dammark har også været formand for det nu nedlagte Refusionsudvalg, der tog stilling til ansøgninger om refusion fra ikke-støttede børneteatre. Et ufravigeligt adgangskrav for deltagelse på Aprilfestivalerne er således, at forestillingen er refusionsgodkendt. Hvilket ofte er første proces på vejen for de helt nye og ustøttede teatre på festivalen. 

Tiltag for nye teatre

Teater RUM deltog ikke i det infomøde, som Teatercentrum, den centrale arrangør af Aprilfestivalerne, afviklede online allerede 24. januar for alle de nye teatre, der måtte være interesseret. 

Her bliver man traditionelt blæst omkuld af informationer og oplysninger og gode råd fra Teatercentrums Dianna Telling, suppleret af teaterfolkene Martin Ammundsen og André Andersen og bistået af et teater – i år Kånstkollektivet - der var ny på festivalen sidste år og deler af deres erfaringer.

På info-mødet bliver de nye teatre også præsenteret for mentor-ordningen, hvor man kan blive koblet til et erfarent festivalteater, hvis man ønsker det. For New Case, hvor nye teatre kan mødes med formidlerne. For en integrationsevent med de gamle teatre. Samt en 12 siders fortættet ’Guide til nye teatre’ om alt det, der binder festivalen sammen.

Enkelte af de andre teatre kunne heller ikke deltage i januars møde – men det gjorde Eja Due fra Teater Bæst, der deltager med forestillingen ’Flugt’.

Teateravisen har derfor her nogenlunde midt mellem møde og festivalstart spurgt Eja, hvordan hun oplevede denne storm af informationer og hvad hun har af forventninger til deltagelse på Aprilfestivalen.

Kendskab til festivalen

»Jeg oplevede informationsmødet dejligt uformelt og samtidig meget oplysende i forhold til praktik og muligheder under festivalen. Sekretariatet er noget af det mest imødekommende, jeg har oplevet i branchen. 

Vi har jo efterhånden eksisteret i en hel del år som kompagni, men det er mange år siden vi har haft et værk målrettet unge og deres voksne og derfor mange år siden, vi har orienteret os mod Aprilfestivalen. Derfor har jeg haft mange “dumme” spørgsmål især i ugerne op til, at programmet lukkede - så det betyder enormt meget, når der faktisk er plads til de spørgsmål, og at der er fuld forståelse for, at vi som små projektstøttede teatre skal huske en hel del som producenter af egne værker. Den forståelse gør, at vi føler os ekstraordinært velkomne og det skaber tryghed,« lyder den fine vurdering fra Eja, hvis teater dog ikke tager imod fx mentorordningen.

»Det er et virkelig godt tilbud, som vi helt klart ville have taget imod, hvis det ikke var for vores tætte samarbejde med vores kunstneriske konsulent, der har god erfaring med at være på festivalen, samt vores mange kollegaer, der befinder sig på festivalen, som vi kan spørge til råds.«

Om sine personlige erfaringer omkring børneteater og festivaler fortæller Eja, at hun i begyndelsen af sin karriere som skuespiller har spillet en del børneteater for andre små kompagnier og også været publikum på en del Aprilfestivaler.

Desuden har Teater Bæst været tilmeldt Horsens Teaterfestival for på den måde at orientere sig og opleve kollegernes værker. Men den festival – i 2020 – blev aflyst pga. af corona-restriktionerne. 

Møde med kolleger

Hvad forventer I jer egentlig af deltagelsen på Aprilfestival - i relation til fx  forestillingssalg, møde med formidlere, social ageren med de mange andre teatre, kunstnerisk nysgerrighed m.v.

»Personligt glæder jeg mig rigtig meget til møder med mine kolleger og til at komme ud og se, hvad de har skabt og er på turné med, især her efter en tid hvor vi alle har følt os ekstraordinært isolerede fra hinanden,« siger Eja.

»Som kompagni håber vi selvfølgelig på at få skabt nogle gode relationer med formidlere. Vi er klar over, at vores værker kan kræve ekstra dedikation fra formidlernes side, da de dels via deres format tilbyder nogle publikumsoverenskomster, der skal gøres meget tydelige for publikum, inden de deltager i et værk, og dels fordi vi altid vælger at udfordre de tematikker, vi belyser på nye og til tider lidt kontroversielle måder. Derfor er det også virkelig vigtigt for os at møde formidlerne i et fora, hvor der er plads til den gode samtale om, hvad vores værker kan tilbyde og ikke mindst, hvad formidlerne søger.« 

Klar til festival

Teater Bæsts forestilling er således ikke fra det mere traditionelle segment af ungdomsteater. ’Flugt’ præsenteres som en interaktiv lydinstallation i Den Røde Brochure, og er bl.a. blevet spillet som site specific forestilling på stranden ved en PASSAGE-festival.

Eja kalder selv ’Flugt’ for en ’interaktiv, intim og provokerende forestilling for unge’: 

»Vi arbejder i et hyper-interaktivt format, hvor performerne engagerer publikum i konstant dialog og fælles undersøgelse af tematikken. Publikum og performere bevæger sig gennem en taktil scenografi og en pulserende lydinstallation der omslutter os, mens vi sammen undersøger, hvordan og hvorfor vi flygter.

 Da værket havde premiere i 2019 i Gudhjem under Contact Zone Festival og i Helsingør under Passage Festival, opførte vi værket i to store militærtelte på strandene i de respektive byer. Vi arbejder altid med vores værker i fleksible formater, så det er muligt for os at udfolde dem i andre rammer, og det er det, der gør sig gældende for den udgave af ’Flugt’, som I vil kunne opleve under Aprilfestivalen. 

Værket er det samme, men vi har rettet det til, så det kan opføres indendørs med den samme intensitet, og så har vi arbejdet på at målrette vores eksisterende materiale til publikum helt ned til 12-års alderen. Det gør vi, fordi vi mener, at de tematikker, værket belyser, såsom afmagt, frygt, mod og drømme for fremtiden og herigennem flugtens mangefacetterede væsen, er mindst lige så aktuelle og vigtige at reflektere over og samtale omkring for unge som for voksne.«

Såvidt Eja om den forestilling og det teater, der er klar til at prøve kræfter med Aprilfestival 2022.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Teater Bæst er klar til Aprilfestival
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

18-09-2023
 

14-09-2023
 

08-09-2023
 

05-09-2023
 

01-09-2023
 

18-08-2023
 

15-08-2023
 

10-08-2023
 

06-08-2023
 

30-07-2023
 

03-07-2023
 

20-06-2023
 

12-06-2023
 

07-06-2023
 

26-05-2023
 

12-05-2023
 

09-05-2023
 

26-04-2023
 

14-04-2023
 

29-03-2023
 

22-03-2023
 

09-03-2023
 

08-02-2023
 

30-01-2023
 

10-01-2023
 

01-01-2023
 

21-12-2022
 

13-12-2022
 

22-11-2022
 

18-11-2022
 

15-11-2022
 

10-11-2022
 

04-11-2022
 

17-10-2022
 

12-10-2022
 

25-09-2022
 

21-09-2022
 

19-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

Flere anmeldelser