Af: Kirsten Dahl

6. april 2021

Tankemylder-teater

Med masser af småfortællinger tager 'Hey Lin' sit publikum med på en tur ind i den nu voksne kvinde Lins pubertetstankevirvar.

Der er sådan lidt 'Karius og Baktus' over 'Hey Lin' – og så alligevel slet ikke. Associationen opstår, fordi de to medvirkende Stig Reggelsen Skjold og Line Vejgaard Kjær på en ganske lille rondel af en scene optræder som to 'små' skikkelser, der befinder sig inde i hovedet på en person ved navn Lin. 

Lise Marie Birch har skabt denne cirkusmanege-lignende scenografi. En rondel, hvor et langt guldglimtende strimlet gardin hele vejen rundt i kanten gør det ud for Lins hår og en rød anordning i midten af scenen viser sig at illudere luft- og spiserør.

Undervejs anbringer de to skuespillere en mund midt på scenen. To knaldrøde læber. Og de stiller sig på hver side af munden og trækker hver sit oppustelige øje – med kunstfærdigt buede øjenvipper – ned over deres ansigter. Men modsat børnebogen om de grumme tand-baryler er Skjold og Kjær ikke fremmedlegemer i Lin – som i øvrigt heller ikke er et barn, men en voksen kvinde. Og det er ikke Lins mund, vi ser ind i – men hendes hjerne. Skjold og Kjær spiller Lins indre tanker. Og der er sandt at sige et veritabelt mylder af dem.

På positivsiden giver det forestillingen et driftigt tempo og et højt humør. Tankerne popper livligt op og har meget fart på. Dramatiker Lin åbner virkeligt op for sluserne. Vi er vidne til, at disse to tanker fortæller om den ene skæve og kiksede situation efter den anden. Snart er det noget, Lin er ked af, bange for, i tvivl om eller træt af, vi hører om.

Sproget er ungdommeligt. Der er masser af detaljer. Det giver forestillingen liv, at Skjold og Kjær i et dynamisk flow skiftes til at være den, som fortæller og den, som illustrerer. Undervejs taler de også i kor. Af og til slår de over i en slags dialog. Der er virkeligt meget på tapetet. Meget Lin døjer med. Det er teenagealder-troværdigt. Som en overfyldt gryde med popkorn, der er sat på for varmt et blus.

Vi hører om hendes første forelskelse. Hendes søvnløse natter i skurvognen i forældrenes baghave. Om forbudte køreture i veninden Anne Sofies farfars varevogn, om stoffer, og meget mere.

Dramaturgiske korsting

Undervejs kaster teksten sig også ud i nogle påhits, som er lige kække nok. Som tendentielt tager sig lige lovligt meningskonstruerede ud. Fx får vi en lektion i fortællemodeller. Den lineære model gennemgås og bliver erstattet af en såkaldt 'kassemodel', som fortællingen beslutter sig for at følge, for – som det hedder: alt er i virkeligheden cirkulært og især kasser er in. Politikerne elsker kasser. Ligesom de gør i det psykiatriske system, som 'dømmer og smører alt ind i diagnoser'. 

Lin får først diagnosen bipolar og siden – to år efter, da psykiaterne indrømmer at have taget fejl – skizofren. Her er det lige før kæden springer af. Det begynder at blive vanskeligt at fastholde et troværdigt billede af Lin. Hendes problemer begynder at tage sig udvendige ud. Mere som en kritik af systemer end som indre tanker, der bliver nuancerede.

Heldigvis er sproget fortsat farverigt. Og er man til fortælling på fortælling og sammenligning på sammenligning (alt fra tyggegummi til hoppeborg) til at belyse Lins identitetskamp, er der noget at hente. Men vi bevæger os afgjort på grænsen til 'for meget'.

Bambusbusk

Både dramatiker, iscenesætter (Petra Adlerberth-Wik), lys- og lyddesigner (Morten Dorvin og Viktor Dahl) og de to skuespillere gør lige fra starten og hele vejen igennem rigtigt meget for at skabe og fastholde publikums interesse. Der er både konflikt, leg og munterhed fra første færd. Fint orkestreret og rigtigt godt spillet. Lyset skifter brat. Reallyde og musik spædes flittigt til. Og i betragtning af et meget lille spilleareal bevæger spillerne sig med timing og fokusering fermt og varieret rundt. 

Den cirka 60 minutter lange forestilling træder dog også vande undervejs. Fx udpensles scenen, hvor Lin i kedsomhed fordriver timevis med at sparke lyset i stykker på lygtepælene i den lille by, hun bor i og betragter som et åndsforladt udsted.

En påtaget kønsidentitetssekvens er der også skabt plads til. En sekvens, der rundes af med noget af en håbløst kantet replik: ”Hvis først du tvivler på dig selv grundet dit køn, så er du skakmat”. Ligesom replikken ”Du er alene med mange ting, du skulle lave med andre.” virker alt for konstrueret.

Som modvægt er der også replikker som er forfriskende. Vi hører, at Lin ikke kan lade være med at skrive, og vi hører, at hun elsker et tv-program, hvor flodheste bader. Og de to ting knyttes på sjov og tankevækkende vis sammen i en replik, hvor tankerne siger noget i retning af: ”Dette øjeblik af grumset vand og blå himmel af bogstaver”. 

Og endelig bliver en central replik fra begyndelsen af forestillingen til slut taget op igen. Replikken ”Angsten er en bambusbusk, der vokser nede i min mave”. Hvordan kan man opleve via live-stream i dagene 6. april til 8. april og senere, når forestillingen spiller live.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.