Af: Anne Middelboe Christensen

26. maj 2015

Tamme skygger

’I Skyggens Land’ af Memory Wax indledes med fin poesi og musikalsk skønhed. Men danseforestillingen mangler en handling, og derfor forsvinder poesien og dramaet undervejs.

Indledningsbilledet er fascinerende i ’I Skyggens Land’: En video af nogle sorte malerstreger lyser op på bagvæggen – sammen med en hånd, der garvet maler flere og flere små figurer. Og imens får noget medrivende strygermusik tilskueren til at drømme sig ind i det abstrakte billede. Det er næsten som hulemaleriers streger. Det er godt.

Så kommer der dansere på scenen. Skyggedansere bag et hvidt lærred – og nogle bevægelser, der følger en følsom harmonika og et stærkt lys. Det er også godt. Og lyset bliver til solen, og en hånd stiller sig skyggende i vejen.

Alle virkelighedens sædvanlige proportioner og perspektiver ophæves, så menneskene bliver bittesmå eller kæmpestore, mens de bevæger sig foran lamperne i Imre Zsibriks lysdesign. Det er sjovt, og det går rent hjem hos skolestarterne.

Den store hånd

Desværre virker alt herefter i Memory Wax’s forestilling som variationer over samme tema i koreografien af Johanna Jonasson og Miguel Azcue, der sammen grundlagde det Malmø-baserede dansekompagni tilbage i 2004.

Forestillingens skyggeleg med kroppe, der danner dyrekroppe og træer og ting minder unægtelig om skyggeeffekterne i ’Shadowland’ af det amerikanske dansekompagni Pilobolus; blot i meget mindre skala.

’I Skyggens Land’ inddrager for eksempel også ’den store hånd’ som idéen om en gud eller en styrende instans, der til enhver tid kan fjerne de andre skygger…

Ingen Alice her

Men ’I Skyggens Land’ har det grundlæggende problem, at den egentlig ikke får fortalt nogen historie. Den viser bare løsrevne skyggebilleder. Her er ingen ’Alice i Eventyrland’ – og slet ingen splittet sjæl fra H.C. Andersens eventyr ’Skyggen’. Her er faktisk slet ingen rollefigurer, kun glimt af sorte silhuetter, der forsvinder igen.

Dramatisk kommer tilskueren derfor aldrig til at leve sig ind i en person eller en handling. Her er bare en masse synsoplevelser på stribe. Af og til opstår der tilsyneladende en leg mellem de tre performere, men her bliver idéerne gentaget så mange gange, at det sjove forsvinder.

Lommelygteøjne

Skyggeperformerne er uden tvivl dygtige dansere. Men forestillingen lader dem ikke vise deres specielle dansekunnen. Her handler alt om silhueteffekten i 2D. Det virker egentlig, som om diverse papirklip og rekvisitter alligevel bliver vigtigere i forestillingen end dens performere. Farvede silketørklæder og pausefisk får al fokus – sammen med lommelygter, der holdes som øjne.

Men set fra tilskuernes vinkel er det altså et kedeligt valg.

Musikalsk er forestillingen skøn og drømmende, og musikken støtter fint forestillingens overordnede poesi. Og skyggeteknisk betragtet er forestillingen antagelig fuld af fine påfund og en overbevisende leg med forvandling. Teknisk kan alt vist ske.

Dramatisk bliver forestillingen bare så utilfredsstillende, fordi ’I Skyggens Land’ virker som et skyggeshow – og ikke som skyggeteater.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.