1. november 2017

TAKE THE STAGE

De har medvirket i danseforestillinger på små og store scener i København; de har deltaget i talentplatforme og de har optrådt på festivaler. Og de vil arbejde benhårdt for at slå igennem med deres arbejde i danseverdenen.

Anastasija Olescuka, Jens Schyth Brøndum, Maya Olsen, Andrea Joensen, Helene Høier, Maji Claire, Amund Bendtsen og Ann Sofie B. Cleveland er otte unge koreografer, der er klar til at kaste sig ud i den professionelle karriere – og 4. november kan man opleve deres værker på TAKE THE STAGE, der er Dansekapellets platform for unge talenter i starten af deres karriere.

Her får de stillet prøvefaciliteter til rådighed, sparring på deres arbejde m.v., mens de arbejder med forskellige stilarter og udtryk som moderne dans, hip hop, voguing, house, break dance, popping og performance.

Det er fjerde gang, at Dansekapellet åbner for TAKE THE STAGE, men i år med et andet koncept: Deltagerne skal ikke alene vise en koreograf, men et helt værk, som skal ud i verden. Og forhåbentlig er der også udsigt til nye talenter udi dans for børn og unge.

Man kan altså kigge med lørdag 4. november kl. 19.30-ca. 21,30 i Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV – hvis man er fra 12 år og op.

Billetter koster 80 kr. og kan købes via www.dansekapellet.dk
 

(Billedet: Der vises værker fra otte karriereforventningsfulde koreografer ved TAKE THE STAGE i Dansekapellet 4. november. Foto: Dansekapellet)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne