6. december 2013

Tag til seminar i dårlig smag!

Forsøgsstationen er nu i fuld gang med sit hovedforsøg i 2013, hvor omkring 25 scenekunstnere i december måned arbejder med at undersøge, hvad der sker, hvis man konsekvent og vedholdende arbejder patetisk, banalt og sensationelt med scenekunst.

Forsøget afsluttes med et to-dages seminar 19. og 20. december, der er åbent for alle, og hvor  forsøgsdeltagere, kunstnere, anmeldere, universitetsfolk og andre kloge hoveder vil forsøge at komme tættere på forudsætninger og præmisser for, hvordan den gode og dårlig smag defineres i scenekunstens verden.

Teateravisen.dk har en lille andel i projektet, idet fire af portalens anmeldere deltager i seminardelen, hvis program er som følger:

– Visninger fra forsøgsarbejdet, bl.a. fortolkninger af ”Julebal i nisseland”, ”Et krybbespil” samt interaktive installationer fra Glad Teater, Emil Hansen, Forsøgsstationens kunstneriske ledelse samt scenografer/installationskunstnere: Sille Dons Heltoft, Vera Maeder, Filippa Berglund og Lise Klitten.

– Anmelderpanel og debat med Anne Middelboe, Janken Varden, Kirsten Dahl, Randi K. Pedersen og Teateravisens redaktør Carsten Jensen.

– Cand.mag., ph.d. og museumsinspektør Michael Eigtved holder foredrag om smag og populærkultur.

– Debat og udveksling mellem alle deltagere ledet af moderator Karen Vedel

– Fælles julesang med ”Orkestret” og fri Karaokebar

– Julebal med underholdning af Schwanzen Sänger Knaben, Bankospil og et dunkende soul-funk dansegulv.

Seminardeltagelse koster 300 kr. (dækker frokost begge dage samt julebal) – og tilmelding skal ske senest fredag d. 16.12. på mail@forsoegsstationen.dk

I dagene op til seminaret er der i øvrigt åbne visninger af projektets værker. Det sker 17. og 18. december, begge dage kl. 16-18 og 19-21. Der er fri entre og salg af suppe.

I det lukkede projektforsøg, der som nævnt er i fuld gang, beskrives nogle af projekterne således af Peter Krag fra Forsøgsstationen:

Hele fire meget forskellige scenekunstgrupper arbejder intenst i den gamle biograf på Søndre Boulevard i København;

Lotte Faarup & Øyvind Kirchhoff  er i selskab med fire dansere i gang med grundigt at mishandle  Juleevangeliet i en danseperformance. Drøvtyggende boogie-får i Bethlehem akkompagneres af overstyret patetisk engle-musik fra en ghettoblaster. Publikum skal ikke være i tvivl om, hvad dansen handler om. Alt bliver penslet ud, så krybbespil og  julekrybber aldrig bliver sig selv igen.

Glad Teater er med hele skuespillertruppen i færd med at udforske de rene følelser; Glæde, sorg, angst og vrede. Også her bliver alt overgjort og det grimme bliver (måske?) smukt. Samtidig sætter spillerne Bollywood-universet under luppen i giga-udstyrsstykker med musik, Bling-bling, obskure bevægelser, skurke og kærlighed.

Sceneinstruktøren Emil Hansen står i spidsen for otte unge, nyudklækkede spillere fra Odense. Gruppen har kastet over de gamle sort-hvide ”Far til Fire”-film og kopierer og videreudvikler de bedste/værste scener, så de får en ny betydning, og vi som publikum får lyst til at finde ud af, hvilket plejehjem onkel Anders bor på.

Endelig har fire installationskunstnere, Filippa Berglund, Sille Dons, Vera Mäder og Lise Klitten fundet vej til Vesterbro. Her vil især kolonihavekulturen, Lalandia, drømme og Jul vokse ud og blive omdrejningspunkter for scenografi og installationer, som også involverer publikum.

Kitsch-grøden vil blive grundigt rørt sammen, få et opkog og serveret inden sidste salgsdato…

Mere info: www.forsoegsstationen.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne