Syv børn - syv fantasier - syv fortællinger

Hvad møder øjet?

I det ellers nøgne rum ser vi tre elementer: En gammeldags, buet plys-sofa komplet med frynser og andet possementarbejde, med et tæppe i blåt og hvidt danderet over.

På gulvet foran ligger der et orientalsk tæppe i mange farver, det ser blødt og imødekommende ud.

Og ved siden af: Et ophæng med balloner? Kugler - nej, det viser sig at være seks globusser, som til og med kan lyse indefra, som ægte globusser jo skal.

Ishøj Teater er taget ud til skoler i sit nærområde og har interviewet 30 børn i 2. og 3. klasse. Nu skal børnene ha' ordet: Hvad optager dem, hvad gør dem bange, og hvornår er de allergladest? For nu at citere fra programmet.

Fra det – ganske sikkert – enorme materiale har teatret så valgt syv fortællinger, måske med en lille reference til Karen Blixen?

Det er der kommet meget godt ud af.

Individuelle liv

De syv fortællinger er meget forskellige, hvilket giver de to skuespillere god anledning til at give syv forskellige karakteristikker af de syv fortællere.

Her er Zeynep, alene hjemme lige nu, for mor er på hospitalet og føder lille Serkan Sahin – Ædle Ørn – og hvor hun glæder sig til at få en lillebror! En hun kan passe og forkæle og se vokse op.

Her er en bange, bange Anton i pyjamas og kaptajnskasket der ikke orker at se TV-avis hvor folk skyder på hinanden og huse eksploderer og små børn dør og 'Titanic' går ned, og… Godt at mor og far findes og kan trøste.

Her er Zara, et uvejr af energi og livslyst og rejselyst og ideer og planer. Hun kender mange spændende steder i verden, både her i Danmark og hos morfar i Marokko. Men det vigtigste er at have det sjovt selv og få andre til at grine. En rigtig Pippi Langstrømpe.

Og her er Josef i krokodilledragt - drengen der ved alt om dyr og vil være biolog og som måske er den dygtigste i sin klasse og som hvert fald ved alt om alle forskellige former for krokodiller.

For ikke at tale om Iben,  rasende Iben med boksehandsker, som synes det er rart at slå, når man er virkelig gal, men som også kan være ked af at hun slår, og så græder hun og beder til Gud: 'Kære Gud og så… Hellige amen… og noget'. Men hun har 'Sorry 4 being so cool' på sin T-shirt.

Og søde Louise i sin store gule prinsessekjole. Som elsker sin familie - til og med storebror som spiller trækbasun. Louise går til voodoo og flung gong eller noed og lærer selvforsvar og mest af alt elsker hun at blive puttet i seng af mor.

Mehmet er også med, i fodbolddragt med nr. 7 på ryggen for det har Ronaldo også, og han drømmer om at blive ligeså god og professionel som sit idol, for han er god til sport, Mehmet, og vil gerne træne hårdt og score mange mål.

Solidarisk

Formen er ikke helt enkel. Ifølge forhåndsomtale og program har manuskriptforfatterne villet bruge mest muligt af børnenes eget sprog. Det er godt, men det kan lede til en udstilling af børnenes pudsige fortalelser – nåååh – åh, så sødt! – eller famlende roden rundt i ordene, som nok kan være sjov for de voksne, men som er vigtig for den der skal finde dækning for oplevelser af stor betydning.

Men jeg synes, at Laura Madsen har fået sine to spillere, Stina Mølgaard og Ernesto Piga Carbone, til at forme sine karakterer og sine replikker/historier på en måde, der både viser og aftjener respekt. Respekt for børnene selv, og for fortællingerne, om de er sjove eller alvorlige eller svære eller fantasifulde. Jeg oplever i hvert fald en klar solidaritet mellem dem der oppe på scenen og de børn, de er sat til at fremstille.

'Kan du høre mig?' er en anderledes forestilling, end vi er vant til med Ishøj Teater. Det lover godt!