Svulmende eventyrligheder

'Alice i Eventyrland' er et billedflot brag af en forestilling. På Det Kgl. Teater er det en ballet, men det er ikke dansen, der gør størst indtryk. Det er den voluminøse scenografi, hvis svulmende scenebilleder, flotte projektioner og overdådige kostumer byder på håndfast magi i den kendte historie om Alice. En gæv pige, der af lutter kedsomhed forsvinder i et kaninhul midt under familiens havefest, men som i balletten også er udstyret med en lovlig nuttet teenages-forelskelse.

Takket være moderne teknik suges publikum med hele vejen ned igennem hullet, og derfra går det løs med den ene vilde oplevelse efter den anden. Her er skøre påfund og bloddryppende optrin, livlige ensembler med indlagte solo-runder, eksotisk kålormedans og heftig stepdans.

Toppen er kæmpekatten, der kan splitte sig ad i flere afdelinger og samle sig igen. På Gamle Scene er der nok til næsten tre timer, hvor man klogeligt har indlagt to pauser.

Mange børn var under den anbefalede alder, da teateravisen.dk var forbi, men der var ingen træthed at spore på rækkerne. Det skulle da lige være i ørerne, for frem til anden pause udsender slagtøjet så megen larm, at det kan være svært at høre, om der også gemmer sig lidt musik i partituret.

Det gjorde der til sidst, hvor temaer og instrumenter fik tydeligere medfortællende karakter i forhold til historien.  

Kulørt hurlumhej

Alice bliver både stor og lille, uden at det gør nogen forskel i en koreografi, der lader klassisk rime på kedelige klichéer. Det er også et underligt gammeldags valg at gøre den selvbevidste, nysgerrige Alice til en skælmsk, lidt genert forelsket teenagepige.

Men hun danses med sødmefuld elegance af langlemmede Caroline Baldwin i fin kontakt med en blid og lidt trodsig Ulrik Birkkjær, som overbeviser i dobbeltrollen som gartnerdrenge Jack og eventyrverdenens Hjerter Knægt.

Til gengæld er der herligt knald på komikken i det dansende kraftcenter Alban Lendorfs hvide kanin. Ham følger man gerne fra start til slut som Alice' legekammerat, førerhund og sluttelig også beskytter, da Astrid Elbo som en fnysende forrygende og fabelagtigt pansret Hjerter dronning stræber de unge efter livet.

Så galt går det selvfølgelig ikke. Med en fingerspids vipper Hjerter konge hende bagud af dansen og tronen, og efter en snurretur tilbage op gennem hullet ender Alice' eventyr med ung kærlighed og Lewis Caroll på en bænk i haven med sin bog.

Den handler om en verden, der bliver splittet op og vendt på hovedet, og det fremgår også af den store baggrundsskærm, hvor et sprængt alfabet fylder fladen.

Desværre har forestillingen ikke tilsvarende kant. Midt i al det kulørte og underholdende hurlumhej er det kun dansernes evne til at skabe karakterer, der viser mere end en imponerende flot overflade.

Der er tre forskellige hold dansere i solopartierne og fem instruktører involveret i forestillingen. Det sidste lader mere til at have spredt end samlet forestillingen til en helhed. De mange store og for fleres vedkommende alt for lange optrin kommer dumpende det ene efter det andet, som numre på en snor, der trænger gevaldigt til at bliver strammet.