Svinsk dans og masser af mudder

Svinemennesket stirrer på os fra en hængebro, højt oppe over den runde scene. Det har en muskuløs menneskekrop med bløde bevægelserne og masser af charme. Kun ansigtet er anderledes: Det er svinets ansigt. Trynens og de stikkende øjnes ansigt. Drifternes og overlevelsens olme fjæs.

Så konkret og storslået er billedet af det forråede menneske i Stephanie Thomasens danseforestilling ’Plejer er død - Samba’ for Uppercut Danseteater. Her funkler mennesket på toppen af sin ydeevne. Men her er al udnyttelse af andre tilsyneladende også tilladt, når bare man skruer svinemasken på. Kynismen trives i hvert fald, når svinet styrer dansen.

Brutalt budskab

’Samba’ er en intens og fascinerende danseforestilling, hvor breakdance møder moderne dans og de latinamerikanske danserytmer. Og en uforudsigelig kampforestilling, hvor danserne kaster sig ud i manegen og højt op i hængebroens faretruende snore. 

Det er også en forestilling, hvor kroppen møder musikken - og hvor den ene danser faktisk viser sig også at være musiker. Den dobbeltbegavede Alexander Skjold Henriksen får det i hvert fald til at gibbe i tilskuerne på stolene rundt om manegen, når han forlader dansegulvet for at slå på tromme eller klimpre på saloonklaver med længselsfuld stemning… 

Om ’Samba’ går hen over hovedet på de 12-15 årige er ikke umiddelbart til at sige. Men det er klart den mest voksne teenageforestilling, som Uppercut Danseteater nu har på repertoiret – og den mest komprimerede forestilling. 

Turbo og søle

’Samba’ lægger ikke fingrene imellem. Det er en brutal forestilling med et globalbekymret budskab om verden lige nu – en modig danseforestilling med internationalt potentiale. 

Koreografien er sat på turbo. Danserne danser vals. De danser i slowmotion, de bøjer i knæene – og de ser tilskuerne direkte i øjnene. De er pakket ind i rødlilla jakkesæt, men det forhindrer dem ikke i at bevæge sig smidigt og aldeles uforudsigeligt. En kobjælde klinger en rytme et sted, mens danseren med svinemasken går rundt og gør sig lækker. ’Svinet’ lægger hænderne på sine knæskaller og skubber dem udad, så skuldrene vrider sig i vilde ryk.

Alle de andre aber efter – som om det i sidste ende altid er svinet, der er anfører. Indtil svinet tager sin sveddryppende maske af og giver den videre til det næste såkaldte ’menneske’… 

De fire dansere oser af udholdenhed. Alessandro Sousa Pereira imponerer med sin seje, rytmiske krop. Hans autentiske sambadirren i skuldrene får alle hans bevægelser til at virke organiske. Den unge, svenske danser Linn Fletcher har en anderledes renhed i sit udtryk. Hendes arme og ben adlyder troskyldigt ordrer.

Da hun til sidst bliver tvunget med ned i svinestiens mudderbad, er det næsten ikke til at holde ud at se hendes krop blive sølet til. Men sådan er det i denne sambaverden: Selv den uskyldigste går ikke fri af svineriet.

Uforfærdet magtdanser

Mark Philip rammer sprechstallmeisterens veloplagte kynisme, men han viser også breakdanserens anarkistiske trang til oprør. Når han snurrer rundt på hovedet eller skulderen i sine avancerede drejeture, opstår en heftig desperation, som understreger alvoren i danseforestillingens budskab. Hans svinekrop battler tydeligvis for at overleve. 

Stephanie Thomasen har gudskelov også givet sig selv en rolle i koreografien, for hun er en højintens danser. Hendes smalle, afklædte muskelkrop pisker rundt i manegen – og så forstår man, at det faktisk er hende, der har magten. F

or det er hende, der pludselig bryder ud i en verbal forsvarstale for grisen, mens hun taler om tvungne organdonationer fra svin til mennesker. Hun præsterer også en symboltale om kapitalismesvinets udnyttelse af andre, indtil hun spurter videre rundt i cirklen. Uforfærdet.

Uhyggeligt

Oven over den røde scene dingler hængebroen og lokker i Johan Kølkjærs undergangssmukke scenografi. Peter Bodholdt Løkkes lysdesign fokuserer på hænderne, der klamrer sig fast til hængebroens tov. Uhyggeligt og smukt på samme tid.

 ’Samba. Plejer er død’ er en kompleks danseforestilling og et stærkt humanismeopråb – fra det ene svinemenneske til det andet. Med dansere, der generøst stamper sig selv helt ned i svinestien for at vække publikums menneskelighed. Dybt ned i mudderet.