DEBAT
23-11-2022
18-09-2022
15-08-2022
11-08-2022
07-06-2022

Uppercut Danseteater: Plejer er død – KALINKA

’Plejer er død – KALINKA’ er overvældende aktuel dans om menneskets indre svinehund – og magthaverens kyniske kamp. Imponerende danset af danserne i Uppercut Danseteater. Foto: Kenneth Nguyen

Svinehundens dansende triumf

29-09-2022
Uppercut Danseteaters ’Plejer er død – KALINKA’ er frygtindgydende manipulationsdans til lyden af russisk stemmeret. Imponerende fysisk og lige til grænsen af det mulige
FAKTA
Uppercut Danseteater: Plejer er død – KALINKA -

Koncept: Stephanie Thomasen. Koreografi: Stephanie Thomasen i samskabelse med danserne. Musik og livemusiker: Alexander Skjold. Scenografi: Johan Kølkjær. Dramaturgi: Betina Rex. Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke. Dansere: Mark Philip, Linn Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold og Adam Tocuyo. Alder: fra 14 år. Varighed: 75 min. Turneforestilling. Oplevet 24. september 2022 i Dansekapellet på Bispebjerg Torv, hvor der danses til 2. oktober 2022. 

https://www.uppercutdanseteater.dk

Hvem lader sig netop nu inspirere til at skabe dans ved at lytte til Ruslands mest berømte folkesang? Det gør Uppercut Danseteater. Selvfølgelig. Resultatet er ’Plejer er død – KALINKA’, der er den sidste del af trilogien, der indledtes med svinehundsforestillingen ’SAMBA’ og dødsritualforestillingen ’LIMBO’.

Og ’KALINKA’ er blevet årets stærkeste danseforestilling: En truende voldelig og imponerende fysisk magtkampforestilling. Med alle kropsudtryk lige fra breakdance til moderne dans, klatreteknikker og alverdens slags kampsport.

’Kalinka’ er bogstaveligt talt skabt over den russiske folkesang ’Kalinka, kalinka…’ Omkvædet strømmer tilskueren i møde ude i Dansekapellet på Bispebjerg. Men først efter, at tilskueren har fulgt forestillingens særlige indgangsrute og aflagt besøg i en stemmeboks, hvor fremtidens kropstype er på valg: Den nølende, den ivrige, den mismodige, den energiske – eller bare den mest truende?

Dans hos Uppercut Danseteater er nemlig ikke bare for sjov. Dans er sanseudtryk. Dans er satire. Dans er ritual. Og dans er dødelig alvor.

Rød og sort

’KALINKA’ er endnu en triumf for koreografen Stephanie Thomasen og hendes medskabende dansere. Forestillingen er sprudlende original, og alt foregår i turbofart. Scenebillederne er voldsomme og fyldt med stærke kontraster – konsekvent i farvekontrasten mellem sort og rød.

Musikken er inciterende og besnærende populistisk, prydet med overraskende finesser. Og danserne er intet mindre end fabelagtige: Dedikerede, kraftfulde, smidige, fandenivoldske – og med en kompromisløshed i deres afsæt, så alle deres sære spring og angreb på hinanden virker mindst lige så fysisk farlige, som de formodentlig også er.  

’Kalinka’ er en danseforestilling om magt. Om medløben og voldsmagt – og om den umulige position, som magthaveren ofte ender med at placere sig selv i. Med forholdene i Rusland og Ukraine som tikkende aktuel reference.

Konkret er ’KALINKA’ en danseforestilling for fem dansere med hver stemmeboks som hjemsted. Scenografen Johan Kølkjær har skabt en enkel rød-sort verden som en klart aflæselig parodi på fascismens fjendedyrkende verdensbillede.

Over danserne hænger en kæmpe lysekrone besat med små staldlamper – en degenereret, aristokratisk prydlampe med emmer af fortidens elegance, men som nu fungerer som overvågningsudstyr og muligt selvmordsredskab i samme ophængning. Enkelt og makabert.

Det flotte og nærmest natklublokkende lysdesign af Peter Bodholdt Løkke styrker lysekronens symbolske dobbelthed i rummet, og samtidig skaber løsrevne lyskegler deres egne rum af isolation og ensomhed undervejs. Og dramaturgen Betina Rex har tilsvarende skærpet forestillingens dramaturgi, ikke mindst så bruddene mellem de uforudsigelige scener er præget af en uforklarlig, tvungen dynamik. 

Krølle på halen

I stemmeboksindledningen i ’KALINKA’ står vi tilskuere under rækker af små staldlamper. De ligner varmelamper til smågrise, og de sender rødt lys ned over os, mens vi står og venter på at komme ind i den verden, vi lige har stemt om.

Samtidig bevæger danserne sig én efter én ind i det sorte rum på dets røde gulvbaner iført sorte jakkesæt. Når de vender sig om, stritter deres haler ud under jakken. Hov! Jo, den er god nok. De har alle fem grisehaler med krølle på halen – påmonteret solidt og industrielt på den menneskelige krop. 

Så lyder de tre kendte taktslag i musikken: ’Kalinka, kalinka…’ På mundklaver, på trommer og med alverdens instrumenter i nærheden - og så brager musikken gennem rummet. Komponisten og musikeren Alexander Skjold har skabt et hav af varianter over Kalinka-temaet – begavet og varieret, så sangens indbyggede tempoacceleration uundgåeligt bliver en del af musikkens dynamik.

Alexander Skjold er et vildt fænomen i dansk dans. Han er både danser og musiker, og her er det forrygende at se, hvordan han med en mikrofon og en bordplade som instrumenter – tilsat lyden sit eget åndedrag eller dansernes brystkasser – kan skabe en musikalsk solo, der er så frisk og nuanceret, som om den var improviseret på stedet. 

Uforglemmeligt headspin

Den stærke danser Linn Fletcher spurter omkring som stuntkvinde og kommer i klammeri med de andre dansere – med hurtige og voldelige bevægelser. Den frygtløse Adam Tocuyo hamrer sit hoved mod stemmeboksen i bizarre hak, inden han maser stemmeurnens røde spand ned over hovedet – og danser blindet videre. Den lynhurtige og splitsmidige Giorgia Reitani klamrer sig til stemmeboksens sider og kæmper sig op ad de flade sider mod lyset, uanset hvor meget de andre forsøger at holde hende nede.

Og den uovervindelige Mark Philip banker de andre på plads, én efter én, hvorefter han klynger sig selv op i magtens overvågningsposition – befriet for enhver medmenneskelig svaghed, men også befriet for enhver livsgejst. Da han uventet afslutter sine halsbrækkende, akrobatiske spring med et uforglemmeligt headspin, der spidder mandens kranium ned i jorden i lodret totalperfektion, bryder publikum ud i overrumplende bifald. Det kan næppe gøre smukkere. Eller mere bedrøveligt.

Men danser disse dygtige dansere virkelig svin? Eller danser de faktisk dig og mig? Det får vi ikke svar på i Stephanie Thomasens ækle verdensbillede. Men hendes vulkaniske koreografiske skaberkraft er umiskendelig og tilsyneladende grænseløs. Hun behøver tilsyneladende aldrig at gentage sig selv; hun opfinder bare noget nyt i stedet.

De utrættelige Uppercut-dansere rammer tidens skam og frygt i hendes bevægelser med kvalmeskabende præcision.

Hvor ’SAMBA’ skabte et ulækkert svineunivers, og ’LIMBO’ en hvidklistret dødskamp, så formår ’KALINKA’ at fuldende trilogien med en verden som én stor, musikalsk styrkekamp. Som en valgkamp om retten til at myrde først. Som en krig mellem svin. Gerne i magtens besværgende cirkelkraft.

’KALINKA’ er endnu en overrumplende Uppercut-forestilling, der forhåbentlig vil få international bevågenhed. Dramaturgisk set er ’KALINKA’s’ svaghed, at den har svært ved at slutte. At der efter den egentlige slutning kommer endnu én – og endnu én. Men måske er det bare sådan, det må være. Det virker nærmest, som om denne krigsdans først vil kunne få sin definitive slutning, når Putin har danset sin sidste dans.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Plejer er død – KALINKA
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

28-11-2022

26-11-2022

25-11-2022

21-11-2022

18-11-2022

15-11-2022

14-11-2022

13-11-2022

09-11-2022

07-11-2022

01-11-2022

27-10-2022

25-10-2022

21-10-2022

19-10-2022

16-10-2022

12-10-2022

09-10-2022

05-10-2022

03-10-2022

02-10-2022

30-09-2022

29-09-2022

27-09-2022

26-09-2022

25-09-2022

23-09-2022

22-09-2022

20-09-2022

05-09-2022

30-08-2022

28-08-2022

24-08-2022

03-08-2022

28-06-2022

12-06-2022

10-06-2022

08-06-2022

06-06-2022

04-06-2022

Flere anmeldelser