Svigt i sneen

'Kan man overleve på en løgn', spørges der retorisk i undertitlen til ZeBU's forestilling 'Sne og sand' - og som voksen får man lyst til at vende det rundt med et: Kan man andet? 

Man skal som bekendt ikke tage livsløgnen fra folk, og uden sine røverhistorier ville det hele blive vældig gråt og socialrealistisk for vores 12-årige hovedperson. Han har så rigeligt at slås med, og man forstår ham så inderligt, når han føler trang til at pynte på virkeligheden. 

Socialrealisme så det batter 

Komplet med en opvækst i beton-boligblok, en alkoholiseret (muligvis også psykisk syg) far og en mor, der arbejder hårdt som rengøringskone, er scenen sat for den 12-årige Johan. Med snilde og fantasi prøver han på bedste beskub at tackle livet og sine forudsætninger. 

Han har sin bedste ven Ahmed, og en susen i maven, hver gang han ser klassens smukke pige Veronica. 

Mor er væk og ikke nok med det. Der er hverken nogen madpakke derhjemme eller noget at lave den af. Johan har bare sig selv og sin kat, og han må selv komme af sted i skole. 

Hos de andre hører vi ham hjerteskærende bide mærke i, at der er billeder og tæpper på væggene, og uden flere ord forstår vi så udmærket, at det ser anderledes ud hjemme hos ham selv. 

Skrabet scenografi og solidt skuespil

Det er et yderst enkelt set-up, og stykket ligner et, der oplagt skal rundt på hver en folkeskole i landet. Et par spots på en bar scene med blot et standard skole-skrivebord, andet er der ikke. Hertil kommer dog et usædvanlig fint lydspor, der effektivt styrker indlevelsen i fortællingen stykket igennem.

Carl Martin Norén står i almindeligt tøj, men leverer overbevisende mimik og kropslig kejtethed nok til at agere troværdig 12-årig. At han uden problemer også evner at udfylde diverse bifigurs-roller med charme og bid, er decideret godt gået. 

Bedst er han som Ahmeds far, når han på gebrokkent dansk advarer sin søn om, at Johan er dårlig indflydelse, og som Veronicas dansende, svenske livsstykke af en mor med evig kyssemund og overskud.

Lydlig stoflighed

Som en fin begyndelse rammer Norén forestillingen ind ved at afspille tre lyde, publikum skal gætte hvad er. De to vender vi tilbage til, loves der, men lyden af de knitrende spor i sneen er det, det hele starter med. Således nysgerrige og introduceret for hinanden er vi dermed i gang, og det bliver hurtigt klart for enhver, at alting langt fra er som vores 12-årige Johan udlægger det.

Vi har på den måde med en klassisk upålidelig fortæller at gøre, og hver gang historierne løber løbsk, er lydsporet der igen med den samme baggrunds-tone, til at understøtte vores skepsis ift. sandhedsværdien af de utrolige forklaringer. 

Løgn og latin

Faren – forstår vi eksempelvis på Johan – bor i Saudi-Arabien og tjener masser af penge, imens han skihopper til den store guldmedalje og er bedste venner med sheiken dernede. Der bliver smurt tykt på, men Johan kan ikke stoppe sig selv, han har brug for disse luftkasteller for at klare sin hverdag. 

At hans venner lader den slags vilde løgnehistorier passere, vidner om en hjerteskærende overbærenhed fra deres side, og man skal være en hård negl for ikke at have lidt ondt af den stakkels knægt. 

Hvorvidt løgnene ligefrem skulle være en reel alternativ virkelighedsopfattelse, virker ikke overbevisende, men et mareridt i tørrerummet gør aldersgrænsen forståelig og introducerer nye aspekter til Johans sind.

Det er en fin kvalitet, at alt ikke forklares, og stykket fungerer især godt som et velspillet oplæg til videre diskussion i skole-regi.