DEBAT
11-06-2023
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022
Det var en glædens dag for teatret og Sverige, da den svenske regering 12. september offentliggjorde beslutningen om at gøre Unga Klara til nationalscene for scenekunst for børn og unge. Fra venstre er det Suzanne Osten (stifter), Farnaz Arbabi (kunstnerisk leder), Alice Bah Kuhnke (kulturminister), Gustav Deinoff (kunstnerisk leder) og Nisha Besara (VD - adm. leder). Foto: Fatih Okan

Sverige får nationalteater for børn og unge

28-09-2017
Unga Klara skal fra årsskiftet være nationell scen för barn och unga - med en årlig statsstøtte på over 15 mio. kr. Det internationalt berømte børne- og ungdomsteater, der blev grundlagt af Suzanne Osten i 1975, skal sikre kvalitativt og nyskabende teater i hele Sverige. I Danmark er der næppe statslige planer om at genoplive den udmærkede ide med et statsensemble for børneteater.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Unga Klara blev stiftet af Suzanne Osten i 1975 som en del af Stockholms Stadsteater.

Stedet blev verdenskendt som forskende teatervirksomhed og producent af nyskabende forestillinger som bl.a. 'Besvärliga människor', 'Det allra viktigaste', 'Medeas barn', 'Hitlers barndom' og 'Flickan, mamman och soporn' - hvoraf flere siden er blevet dramatiseret og spillet i Danmark.

Siden 2010 har man været en selvstændig teatervirksomhed (aktieselskab) og fra 2018 bliver teatret nationalscene for børn og unge med en årlig statsstøtte på ca. 12 mio. kr.

Siden sommeren 209 har Unga Klara været en såkaldt fri teatergruppe. Suzanne Osten forlod teatret i 2014, hvor Farnaz Arbabi og Gustav Deinoff overtog posten som kunstneriske ledere.

Unga Klara opgjorde i 2015 tilskuertallet til 36.000.

Se mere om teatret på www.ungaklara.se 

Den svenske regering har udpeget teatret Unga Klara til ny nationalscene for børn og unge. Dermed får Sverige fra januar 2018 for første gang et statsensemble for børneteater, og rent økonomisk kan det i høj grad matche det tilsvarende og alt for kortvarige danske intermezzo fra 2005-09, idet Unga Klara får statsstøtte på 16,2 mio. kr. i 2018 og derefter 15,4 mio. kr. om året fremadrettet.

Godt nok er det jo svenske kroner, men et årligt driftstilskud svarende til 12 mio. danske kroner er ikke sådan at kimse af. Og er i øvrigt en fordobling af det hidtidige tilskud til den også internationalt både kendte og anerkendte teatervirksomhed.

'Det føles fantastisk, at Sverige endelig får et nationalteater med scenekunst for børn og unge - og der er mange mennesker, som har kæmpet for det', sagde den svenske kultur- og demokratiminister, Alice Bah Kuhnke, da nyheden blev offentliggjort på en pressekonference for et par uger siden.

Og selvom den gode nyhed fra nabolandet altså noget forsinket har nået Teateravisen, så er det ikke mindst i disse nedskæringstider på de kulturelle budgetter - som også Sverige oplever - noget, der bør vække glæde.

Arven fra Suzanne Osten

Aftalen er indgået mellem regeringen og det socialistisk-orienterede Vänsterpartiet, og tanken er, at Unga Klara som nationalteater skal arbejde for, at alle børn og unge i Sverige får øget muligheder for at opleve nyskabende kvalitetsteater - bl.a. ved at indgå samarbejder med andre kunstneriske aktørerer.

Og det skal da også med, at der allerede findes en lang række gode og eksperimenterende børneteatre, der ligesom Danmark er værdsat internationalt.

Men Unga Klara har i årevis været kendt for sin banebrydende scenekunst for børn og unge, suppleret af faglig forskning med børn og unges vilkår i fokus - og det stort set lige siden instruktøren og dramatikeren Suzanne Osten grundlagde teatret i 1975 som en selvstændig del af Stockholms Stadsteater.

Unga Klara blev i sommeren 2009 udskilt som en selvstændig teatervirksomhed, hvor Suzanne Osten (f. 1944) fortsatte som kunstnerisk leder frem 2014, hvorefter Farnaz Arbabi og Gustav Deinoff overtog posten.

I de mange opnåede Suzanne Osten, udover et hav af priser og udmærkelser, international status som teaterforsker og -udvikler indenfor børne- og ungdomsteatret - og hun har da også været professor ved Dramatiska Institutet (1995-2009).

Suzanne Osten var derfor en selvfølgelig gæst ved annonceringen af den nye status for hendes gamle teater.

'En historisk dag'

Og den nuværende ledelse af Unga Klara er klar i mælet:

'Vi har haft en usikker økonomisk situation de sidste otte år, men har alligevel formået at møde børn med kunst, som tager dem alvorligt. Vi har lavet teater om emner, som børn og unge møder i deres hverdag, men som vi voksne måske har svært ved at tale med dem om', lyder det fra teatrets administrative leder, Nisha Besara, på Unga Klaras hjemmeside efter udnævnelsen til nationalscene.

Og kunstnerisk leder Farnaz Arbabi følger trop:

'Det her er en historisk dag. Betydningen af, at Sverige endelig får en nationalscene for børn og unge kan ikke overdrives. Unga Klara har længe været et kendt navn i verden og stået som et forbillede for andre kunstneriske institutioner, som aktivt har arbejdet for børn og unges rettigheder. 40 års arbejde har endelig båret frugt'.

Dengang i Danmark

Mens Unga Klara om føje tid tager fat på arbejdet som nationalteater for børn og unge, kan vi i Danmark se tilbage til en kort status som foregangsland, idet vi fra 2005-2009 havde et statsensemble for børneteater, initieret af daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K).

Efter en ansøgningsrunde blev Corona La Balance - der var en til lejligheden skabt fusion af Corona Danseteater og Theater La Balance, udvalgt og etableret med en statslig støtte, der de første tre år var på ni mio. kr. og siden skåret ned til seks mio. kr., inden Statens Kunstråd/Scenekunstudvalget besluttede, at man ikke kunne finde midler til en fortsættelse af det ellers ambitiøse og vellykkede projekt.

Siden 1. juli 2009 har Corona La Balance i stedet været lille storbyteater under Københavns Kommune under navnet ZeBU.

Og der synes absolut ingen udsigt til, at eksperimentet med en nationalscene for børneteater gentages i Danmark.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Sverige får nationalteater for børn og unge
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

18-09-2023
 

14-09-2023
 

08-09-2023
 

05-09-2023
 

01-09-2023
 

18-08-2023
 

15-08-2023
 

10-08-2023
 

06-08-2023
 

30-07-2023
 

03-07-2023
 

20-06-2023
 

12-06-2023
 

07-06-2023
 

26-05-2023
 

12-05-2023
 

09-05-2023
 

26-04-2023
 

14-04-2023
 

29-03-2023
 

22-03-2023
 

09-03-2023
 

08-02-2023
 

30-01-2023
 

10-01-2023
 

01-01-2023
 

21-12-2022
 

13-12-2022
 

22-11-2022
 

18-11-2022
 

15-11-2022
 

10-11-2022
 

04-11-2022
 

17-10-2022
 

12-10-2022
 

25-09-2022
 

21-09-2022
 

19-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

Flere anmeldelser