30. september 2015

Sven Langhans er død

Sven Langhans døde søndag, 82 år gammel, og hvor de sidste år førte ham ind i demensens skyggeland. Men trods et trist afsluttende livskapitel bør Sven Langhans først og fremmest huskes for sin kæmpemæssige indsats for og i dansk børneteater gennem flere årtier. Støttet af hustru og medkæmper Bente Rothgardt.

Sven Langhans, der var uddannet byplansartikekt og husbygningsartikekt, indledte karrieren i det organisatoriske teaterliv med jobbet som formand for den nystartede teaterforening i Odsherred, Trundholm Teater-, Kunst- og Musikforening, tilbage i 1972. Den skiftede navn året efter og hedder i dag Musik og Teater Odsherred.

I hans formandstid – 20 år på posten – blev en succesrig børneteaterordning indført, der med tiden sikrede, at stort set alle børn i Odsherreds fem kommuner fik to gratis teaterforestillinger om året og for alvor satte Odsherred på børneteaterkortet – og som også har ført den store aprilfestival til området to gange (1989 og 1999).

Sven Langhans var også initiativtager og medkæmper i den årelange kamp for at få oprettet Odsherred Teater og Odsherred Teaterskole i de gamle bygninger i Annebergparken, der før husede det psykiatriske hospital. Dermed fik dansk børneteater sit første egentlige efteruddannelsessted, da teaterskolen (og egnsteatret) blev indviet i maj 1996. Og som et konkret bevis på hans indsats blev teatersalen navngivet Sven Langhans-salen…

Sven Langhans talte gennem flere årtier børneteatrets sag i allehånde sammenhænge, på festivaler, seminarer og i Danmarks Teaterforeninger (DT), hvor han var bestyrelsesmedlem i mange år. Og han repræsenterede organisationen som medlem af Teatercentrums styregruppe, UBOT, hvor han virkede gennem imponerende 17 år – fra 1985-2001.

Det var følgelig også helt fortjent, at han blev en af de allerførste modtagere af Horsens Børneteaterpris, som blev tildelt ham i 1997.

Og selvom hans indsats for dansk børneteaters udbredelse og anerkendelse var legendarisk, nåede han også at sætte aftryk i samspillet mellem teaterliv og arkitektgerning, idet han i 1995 udgav et værk, som via et omfattende arbejde via tekst, grafer, kort og opmålinger registrerede alle teatre og spillesteder, som teaterforeningerne benyttede.

Sven Langhans bisættes i stilhed.

(Billedet: Sven Langhans (tv) i sine velmagtsdage som medlem af UBOT – her sammen med UBOT-kollegerne Anette Eggert og Carsten Wittrock i 1994. Foto: Kurt Johansen) 

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne