Af

8. november 2018

Svar på svar – til ‘Refusionsudvalget: I tænker helt forkert!

Søren Ovesen svarer på Refusionsudvalgets svar, 'Refusionsudvalget: Sådan arbejder vi og sådan er vores vurderingskriterier' – der var et svar på hans kommentar, 'Refusionsudvalget er på arbejde – og historien gentager sig!'

KÆRE RÅDSMEDLEMMER.  

Jeres lange, omhyggelige svar til mig, bekræfter desværre alt, hvad jeg har beskyldt jer for tidligere. I står skulder ved skulder i en statspatenteret kamp for det gode teater, imod det dårlige, tilsyneladende i enighed (selvom jeg er overbevist om at flere af jer deler mine synspunkter) og udtaler jer som Refusionsudvalget og ikke som enkeltpersoner.  

 

TO TING i jeres svar til mig gør mig særlig deprimeret. Hvis det ikke var fordi vi har besluttet at holde kammertonen i denne her debat, ville jeg kyle noget efter jer, i hvert fald verbalt!

 

DET, DER FØRST og fremmest er forstemmende, er den måde, hvorpå I forbinder kunst og konsensus. Det er en bevidstløs ide, og fuldstændig i modstrid med det vi/I ellers står for, nemlig diversitet og originalitet. 

Af en eller anden grund – måske mangel på administrativ og politisk fantasi – I har altså fundet frem til, at der skal opnås enighed i rådet, før et givent teaterstykke kan udløse refusion?

Men det er jo helt forkert tænkt, kære venner! De forskelle, I så fint beskriver jer selv med, burde jo netop være den garant for en kvalificeret Uenighed, som kunne svinge rådet og dets beslutninger op i de luftlag hvor kunsten bor. 

Men ak nej, I opererer ufortrødent på snusfornuftens forudsigelige betingelser, der her åbenbart betyder, at I ikke kan få jer selv til '…at træffe afgørelser på baggrund af mindretallets holdning'. 

Det skriver I gudhjælpemig i jeres svar til mig. Prøv at sige det højt for jer selv! Kan I ikke høre hvor makabert det lyder!

 

DEN ANDEN TING, der er til at hulke over, er jeres fromme ønske om at gøre showcasen til sådan en rigtig hyggelig og nyttig begivenhed for de indkaldte. En hyggestund gennemsyret af jeres godhjertede åbenhed og imødekommende nærvær. Og oven i købet med mulighed for at tale i telefon med jer bagefter. Faktisk noget man sådan rigtig kan gå og glæde sig til, og sidenhen se tilbage på med taknemmelighed.

Sig mig engang, har I fuldstændig mistet den jordforbindelse, der ellers præger jeres godt “groundede” fortolkning af bekendtgørelsen? Lige meget hvor mange klejner I bager og hvor mange hjerter I fletter kommer der aldrig julestemning over et teaters møde med refusionsudvalget. I er og bliver dommere. Og de indkaldte skal (be)dømmes. Hvor sjovt kan det være?

 

OG SÅ LIGE en oplysning: Det er overhovedet ikke jeres opgave at begrænse antallet af forestillinger, der får refusion. Det er heller ikke bekendtgørelsens hensigt. I skal sikre den fornødne kvalitet, og kun det.

 

TIL SIDST en småfilosofisk betragtning. Uden refusion bliver et teater i praksis ude af stand til at sælge sin forestilling på det almindelige marked. Men samtidig forhindrer man jo også et voksent menneske – f.eks. en ansvarlig lærer, en pædagog eller en bibliotekar – i selv at tage stilling til ,hvorvidt vedkommende ville have købt den – eller ej!

Der findes vel et ord for den slags….!

 

Hilsen 

Søren Valente Ovesen, der er skuespiller, dramatiker og instruktør hos Teatergruppen Batida 

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg