Af: Kirsten Dahl

26. marts 2009

Svanepsykologi

Morsomme ænder og emsige høns oversætter med små, præcise kropstegn og fantasifulde vrid af klassiske musikkompositioner H.C. Andersens eventyr om 'Den grimme ælling' til animationsteater. Undervejs danser ænder og høns dog lidt væk fra den substantielle hovedvej for at geråde ud i optrin, der mere har overfladens kitsch-karakter.

And og ælling, mor og barn – vi ser begge dele på én og samme gang, og det er det som er så fascinerende ved Teater Refleksions helt ordløse animationsteaterforestilling ‘Den grimme ælling’.

Indledningsvist nyder vi det, når mor-and i en blanding af menneskelige bevægelser og svømmefodstrin nærmer sig det store æg, som ligger og skinner i lyset foran os.

Der er både humor og menneskelig psykologi på spil når den herligt skumgummiagtige, vraltende fuglekrop nærmer sig ægget og i en blanding af nysgerrig tilnærmende omsorg og fremmedangst afvisning omsider får placeret sin rugende mave hen over det æg, der på grund af sin størrelse sætter mor-ands krop i sjove slingrende bevægelser. Og når ægget klækker og den grimme ælling kommer til syne begynder den musikledsagede og helt igennem mimisk fortalte historie om hønsegårdlivets knægtelse og udstødelse af alt der er anderledes. For tre kvarter efter at ende med at den lille klodsede ælling forvandler sig til en stor og smuk svane. Grundstammen i H.C. Andersens eventyr følges med andre ord. Det er formen, udtrykket, som gør forskellen.

Høns med tangenttryk

På det visuelle og kinæstetiske plan ser og mærker vi helt muskelfysisk genkendeligt hvordan den lille ællings liv i hønsegården føles. Andekroppe stavrer på stilkede ben, svømmer rygcrawl og skyder bryst. Små flade fodsåler nærmer sig tøvende, dansende, selvsikkert. Halse bøjes, strækkes, ranker sig, ‘lytter’ og ‘skræpper op’. Små gule næb ‘rækker andre en hjælpende hånd”, snadrer i vandet, eller er små aggressive våben, der skyder undertrykkende fra sig. Sindsstemninger og hvad der rører sig indeni de små dukkefuglekroppe, som vi lynhurtigt aflæser som var de os, vises gennem de fysiske bevægelser og pauseringer, som Outi Sippola og Sif Jessen Hymøller dygtigt animerer objekterne med. En af de velfungerende steder er der, hvor halsene på fire rugekassehøns rytmesikkert og morsomt som hidsige klavertangenter fiser op og ned og i alle retninger på de dovne kroppe, som emsigt kridter territoriet af over for den grimme ælling.

Mundharpe-mums og Bolero-kitsch

At Teater Refleksion i den grad er et sindsstemningsteater, frem for et illustrerende teater, forstærkes her i udpræget grad af den musikalske lydside. En lydside, hvor Jacob Nielsen og Jacob Venndt på primært klaver og med ‘mundharpe-mums’ kreativt har arrangeret klassiske værker som fx Ravels ‘Bolero’ og Tjakovskis ‘Blomstervalsen’ og ‘Nøddeknækkersuiten’. Det tvist de gamle værker har fået er en kvalitet i sig selv. Musikken spiller mestendels organisk godt sammen med de øvrige fortælleelementer. Med den måde hvorpå Mariann Aagaards dukker på humoristisk vis bærer menneskelige sider som klodsethed, tristhed, magt, afmagt med mere. Med Morten Ladefogeds lysdesign, som enkelt og præcist fører os fra grumset landjord ud på klare blå vande og ud i lilla og rødt lysende abstrakte magt- og sensualitetssfærer.

Svagheden opstår der, hvor længden af et musikstykke kommer til at styre udtrykket i en grad, så fokus går fra fortællesubstansen og svækker forestillingens flow, ved at vare for lang tid. To høns dans til ‘Bolero’ får fx karakter af løsrevet kitschagtig balletoptræden.

Det er lejlighedsvis støj i en animeret helhed, hvor styrken er, at forestillingen giver sig tid til at gå ind bag overfladen, materialisere det at fornemme hinanden, det at overskride hinandens grænser, når ælling kanøfles, og det varsomt og ømt at mødes med ydmyghed for den anden, som det afslutningsvis sker mellem den ælling, der godt nok ret brat folder sig ud som en sensitiv og smuk svane i et hjerteligt møde med en ditto indrettet artsfælle.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.