DEBAT
20-07-2018
19-07-2018
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018

AnemoneTeatret: I svalens fodspor

Stine Michel og Birgit Løkke tager publikum på en musikalsk rejse med mange facetter og instrumenter. Foto: Lisbeth Holten

Svalens veje er uransagelige

29-01-2012
Trolderose og Trommelise kommer langt omkring i deres jagt på svalen. Men al den dejlige musik og rytme tager overhånd på bekostning af sammenhængen i historien.
FAKTA
AnemoneTeatret: I svalens fodspor -

Manuskript: Hele holdet. Instruktion: Lisbeth Lipschitz. Sangtekster og komposition: Stine Michel og Birgit Løkke. Medvirkende: Stine Michel og Birgit Løkke. Aldersgruppe: 3-8. Set 19. januar 2012 på AnemoneTeatret, hvor den spiller frem til 12. februar 2012. Forestillingen kan ses på Festival  2012 i Ringsted og Sorø i april og på turné næste sæson. www.anemoneteatret.dk

Scenebilledet taler sit tydelige sprog om, hvad det er for forestilling, vi skal til at se. I en smuk ophængning ser vi guitarer, cymbaler og gong-gonger, en kalebas, en slags xylofon, trommer og underlige rytmeinstrumenter à la Tinguely.

Trolderose og Trommelise færdes hjemmevante omkring i denne instrumentpark, men det bliver aldrig rutineret i den dårlige betydning af ordet. De magter at formidle en nysgerrighed og en charmerende forundring over alt, hvad de enkelte instrumenter kan, og også en spontan glæde over alt hvad de selv kan.

En musikalsk rejse

Til Roses og Lises begejstring projiceres billedet af en svale ind i scenografien helt i stykkets åbning. Trommelise giver os dens fløjt, og Trolderose giver os sangen om svalen og dens færden.

Men billedet forsvinder, svalen bliver væk! Den er jo en trækfugl – og den skal langt – helt til Afrika. Og så lægger de to ud på en kæmperejse ’i svalens fodspor’. Fra sted til sted, fra land til land, på jagt efter svalens skønhed og dens muntre fløjt.

Hvert sted finder de en efterladt fjer - et tydeligt tegn på, at de er på rette spor - og så må de videre, En insisterende mundharpe lokker vinden frem, vinden sætter liv i de bølgende faner, og fanerne bærer dem af sted. Men svalen når de aldrig – ikke før de kommer tilbage, hvor de begyndte, og det er sommer igen.

Undervejs finder de to imidlertid noget andet: Hvert sted har sine instrumenter, som det er sjovt at prøve, og på den måde får vi en masse forskellig musik at høre. Og ikke mindst rytmer, og dét smitter umiddelbart over til stampende og klappende børn i salen. Lige der opstår en fin kontakt.

Jubel vækker det også, når de kryber under samme tæppe for at sove. Få ting er mere genkendelige end de bølgende bevægelser fra to, der kæmper om den samme dyne i nattens mulm og mørke. Og Trommelise laver nogle rigtigt sjove lyder blandet op med dansk volapyk.

Der findes også øjeblikke af adskillelse, af jalousi, af rigtig magtkamp og venskab på spil. Men igen er det musikken - en prøvende rytmefigur, en vibrerende tone, en klang - der bringer vore to venner tilbage på sporet.

Musikken tager overhånd

Det er altså mangt og meget at glæde sig over i Trolderoses og Trommelises rejse i svalens fodspor. I øvrigt en lidt aparte titel, eftersom svaler efterlader sig yderst få fodspor. Men lad gå med det. Værre er det, at Historien ikke bliver fortalt.

Det skyldes dels det fremførelsesmæssige og dels det dramaturgiske.

I sin pressemelding skriver AnemoneTeatret, at de to musikanter rejser gennem Solens, Månens og Dyrenes land, og sandelig også Ingenmandsland. Det fik jeg aldrig fat i, da jeg så forestillingen. Alt for lidt vægt er lagt på at kommunikere med publikum: Hvor er vi? Hvad kan vi her? Hvordan er det forskellig her fra der, hvor vi var? Hvad er specielt her? Er det farligt? Venligt? Skummelt?

De to aktører er først og fremmest fine musikudøvere, ikke så meget skuespillere. Så det er naturligt, at de føler sig mere hjemme med deres instrumenter. Men musikken bør ikke tage fokus fra, at der også findes en historie

Efter mit skøn er det alt, alt for sofistikeret at lade instrumenterne tage sig af dialogen og i øvrigt nøjes med lidt rudimentær pantomime. Og i den udstrækning, at der ligger information i sangteksterne, er det problematisk, at sangen fremføres som sang. Den må kommunikere teksten – ikke blive et sangnummer. Specielt tydeligt er det i den første sang. Tænk hvis den var blevet betroet os, lavmælt, som en viden, vi kunne dele? Nu skal I høre…! Så havde vi opfattet teksten og forstået både svalen og præmisserne for forestillingen bedre. Og så ville historien være blevet lidt enklere at kapere - måske.

Som det er nu, er der overgange, jeg ikke kan følge, reaktioner jeg ikke fanger, følelser jeg ikke opfatter - alt sammen fordi historien er ufuldstændigt fortalt.

Og det er frustrerende. Men jeg tror ikke, det er den helt voldsomme opretning, der skal foregå, - dog ville en vis dramaturgisk polish ikke være at foragte.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - I svalens fodspor
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

30-05-2018

28-05-2018

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

Flere anmeldelser