Af

13. september 2010

Svære tider for det stationære børneteater i København

Kære kollegaer og politikere:

Fremtiden for det stationære børneteater i København er usikker. Ikke kun fordi de små storbyteatre, ligesom egnsteatrene bliver skåret med 1 % i år og fremskrivningsprocenten bliver nedjusteret med samme %, men af helt andre grunde:

Faldende tilskuertal.

Folkeskolerne har i væsentlig grad nedprioriteret deres teaterbesøg, angiveligt pga. de generelle økonomiske stramninger. Det er svært at dokumentere faldet præcist, idet alle børnegrupper i salgsstatikken bliver registreret under ét. Hos os mener vi, der er sket en reducering på ca. 30% over tre år, og vi hører det same hos flere af vores kollegaer. Hver uge ringer skoler og aflyser deres bestilte forestillinger. De har simpelthen ingen penge!
Denne nedgang modsvares på Anemone teatret til dels af salget til private, men den sociale skævvridning er markant, og det er mere end betænkeligt.

Nye scener i København.

Inden for de sidste 3-4 år er der etableret 4 nye stationære børnescener: Grønnegårdsteatret, Teater V, Zebu og Folketeatrets Børnescene. Derudover inviterer Det kongelige teater turnerende børneteatre ind, og nu kan hver af de fire scener under Københavns Teater fra næste sæson etablere ”Huskompagnier”, som støttes ekstraordinært af scenekunstudvalget. De frie teatergrupper kan, i samarbejde med et af KT’s teatre ansøge om en treårig produktionsstøtte for at: ” styrke teatrets profil og tiltrække nye publikumsgrupper.” Statens Kunstråd prioriterer ansøgninger, som ligger inden for deres ”Indsatsområde”, som er: Kunst og globalisering, Kunst og kommuner, Børn og unges møde med kunsten og Formidling. Østre Gasværks nye direktør, Pia Jette, der tidligere var leder af Holbæk teater, vil naturligvis gøre brug af sin erfaring derfra, og udvide repertoiret med børne-og ungdomsforestillinger.

Billettilskud

Den nylige teaterapport anbefalede, at billetrefusionen, som er hele grundlaget for det stationære børneteater, bortskæres, og pengene i stedet bruges til projektstøtte. Heldigvis ser den massive modstand fra brede kredse ud til at få kulturministeriet til at se bort fra denne anbefaling. Forslagets karakter er imidlertid et politisk signal, som bl.a. kan genkendes i kulturministeriets gentagne forsøg på at få Københavns Teater til at arbejde på at flytte børnepublikummet fra de små, intime børnescener, ind til store opsætninger på de faste scener.

Åbne scener.

Det er nødvendigt med et teaterhus til de teatre, der får produktionsstøtte til stationært virke, men ikke har nogen scene at spille fra. For voksenteatret er det helt sikkert et problem, men er det også for børne – og ungdomsteatret? Både teaterrapporten, store dele af børneteaterbranchen og Københavns kommune har stadig visioner om et stort stationært børneteaterhus i København med flere åbne scener.

Det lyder jo forjættende og visionært, men hvem skal det være til gavn for? Politikerne, teatrene eller publikum?

De etablerede scener.

Den turnerende del af teaterbranchen drømmer pr. definition om også at spille stationært, og teatergrupperne, BTS og TC har sunget den sang for hinanden og politikerne i så mange år, at begge parter tror på, at publikum går glip af vigtige kunstneriske udtryk fra det turnerende børneteater, når de ingen scener har at spille fra i de store byer. Det gør publikum ikke nødvendigvis! Det er et fåtal af de velrenommerede turnerende teatre, der ikke allerede har deres egen scene eller lejlighed til at gæstespille på en af byernes små scener. De små storbyteatre tager allerede et bredt udsnit af de turnerende børneteatre ind som gæstespil, og da der er ledig kapacitet på de nuværende scener, ville man kunne udvide repertoiret væsentligt i de etablerede teaterhuse ved at tilføje midler og omstrukturere repertoiret. Vi har allerede publikum, fuldt teknikpark og en kunstnerisk profil. Med relativt få ekstra driftsmidler ville vi kunne arrangere samarbejdsprojekter, flere danske og internationale gæstespil samt måske koncerter og events. Aktivitetsniveauet kunne uden videre udvides med 25 %, hvis denne løsning valgtes, og så skal man ikke til at etablere en ny scene, der skulle kæmpe hårdt for at tage markedsandele fra de etablerede børne- og ungdomsteatre. Gennem de seneste år har vi set mange skræmmende eksempler i hele landet på, hvordan kulturmidler er blevet brugt til kulturmonomenter, som ikke bagefter har fået de nødvendige driftsmidler eller de er blevet taget fra kommunens andre kulturinstitutioner.

Tænk om.

Der er i allerhøjeste grad grund til at råbe ”vagt i gevær” over, at man kulturpolitisk går ud fra, at publikumsantallet vokser i takt med, at der etableres nye børneteaterscener.

Vi er ikke bange for konkurrence, men teatre og politikere er nødt til at forholde sig til, at teaterfarvandet bliver overfisket og publikumsbestanden udsultet!

Hvor ligger problemet, og hvad gør vi ved det?

For det første må stat og kommuner søge for, at brugerne får tilført midler til at købe billetter. Lav en undersøgelse af, hvorfor teatret nedprioriteres af specielt skolerne.

Måske er det en opgave for Teatercentrum?

Er det pædagogernes og lærernes manglende arbejdstid? Er det transporten til teatrene, manglen på øremærkede penge eller simpelt afmatning af den generelle lyst til at bruge teatrets univers? Er børneteatret ved at blive fortrængt af rollespil og Nintendo?

Der er en tendens til at repertoiret på de små teatre tilpasser sig skolernes undervisningsplan og mange skoler tilskynder teatrene til at lave undervisningsmateriale og temaer, der kan bruges direkte i undervisningen. Det er, efter min bedste menig, et skråplan som får teatret væk fra sin fornemmeste eksistensberettigelse: At give publikum et indblik i etik og moral. Det er vigtigere nu end nogensinde!

Som lovgivningen er, må skolerne ikke bede forældrene om penge eller bruge klassekassen til at gå i teatret for, men måske var det en idé at skolerne hver for sig opretter en kulturpulje, som kun måtte bruges til kulturelle formål? Sådanne puljer skulle have en vis kommunal økonomi, men ellers understøttes med sponsor – og indsamlingsmidler.

Lad os ikke grave vores egen grav dybere, end den er i forvejen ved at fortsætte med at postulere, at vi kan komme ud af den faldende interesse for børne – og ungdomsteater ved at etablere nye scener. Det smadrer bare det miljø, vi har etableret. Lad os i stedet afkode problemet og udvide scenerne i takt med, at behovet opstår. Ikke teatrenes og politikernes behov for at blive set, men publikums for at se teater.

Albert Nielsen
, teaterleder, AnemoneTeatret

(teksten er en lettere redigeret version af det indlæg, som Albert Nielsen holdt på BørneTeaterSammenslutningens generalforsamling 10. september 2010)

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg